November 2012

At skrive

Dette år har været en kraftanstrengelse, som jeg ikke vidste, jeg levede i, før nu. I nogle år har jeg skrevet på min Richard Tauber biografi, der blev sat på en lille pause et par måneder, mens jeg sammen med forlaget færdigredigerede digtsamlingen, Vinger, der udkom lige før sommerferien. Derefter gik jeg atter ind i Taubers verden, der absorberede mig helt, indtil jeg i september rejste til Linz, hans fødeby, for at lave den sidste research. I begyndelsen af oktober satte jeg punktum og indleverede manus til forlaget. Men så opstod der et rungende tomrum, der ikke bare var den velkendte melankoli, når jeg siger farvel til en bog, det var noget andet. Jeg var tom! Der var ingenting på vej, og jeg begyndte at besinde mig på, at jeg med Tauber måske havde skrevet min sidste bog. Hvad skulle jeg så gribe til, hvis jeg ikke skrev?

Forleden nat begyndte nogle personer at rumstere ganske svagt. Jeg ved, at de hedder Julie og Thomas. Jeg ved, at han mødte hende ved en vens polterabend, hvor hun var hyret sammen med nogle strippere. Julie er ikke stripper, men artist. Hun er linedanser. Måske har hun været call girl. Thomas tænkte på filmen om Elvira Madigan, da han så hende. Hun har også meddelt mig, at hun er forfatter, har udgivet 2 bøger og skriver på en biografi om sin oldemor, den tyske stjernesopran, Gitta Alpar. Pudsigt nok optræder Gitta Alpar i min Tauber bog. Hun var ofte hans leading lady. Thomas har ikke meddelt meget om sig selv, udover at han er fraskilt, omkring 40, bor på Fedet i Risskov, og er skibsreder. Gad vide, hvad der kommer ud af det...


I den sidste tid har jeg genlæst Marquerite Duras lille pamflet, At skrive.
I den finder jeg uendelig meget af det, der må være alle forfatteres problem. Glæden og lidelsen, tvivlen og det store spørgsmål, hvorfor fanden skriver jeg egentlig, hvad bilder jeg mig ind!
Det sidste udsagn står for min egen regning. Duras var så stor en forfatter, at ingen stillede spørgsmål ved hendes adkomst til at skrive.
Nogle udpluk fra bogen:

At græde, det må man også gøre.
Selv om det er nytteløst at græde, tror jeg, man skal græde alligevel. Fordi fortvivlelsen er noget håndgribeligt. Den bliver ved med at være der. Erindringen om fortvivlelsen bliver ved med at være der. Nogle gange er den dræbende.

At skrive.

Jeg kan ikke.

Ingen kan.

Det må siges: man kan ikke.

Og man skriver.

Det er det ukendte, man bærer i sig. At skrive, det er det, det drejer sig om. Det er det eller intet.
Man kan tale om en skriftens sygdom.

Det er et vanvid i at skrive, som er der i sig selv, et rasende vanvid, men det er ikke derfor, man befinder sig i vanviddet. Tværtimod.

Skrivningen er det ukendte. Før man skriver, ved man intet om det, man skal til at skrive.
Det er man helt klar over.

Det er det ukendte inden i én selv, i éns hoved, i éns krop. Det er ikke engang noget overvejet, at skrive, det er en slags evne man har, ved siden af én selv, parallelt med én, evnen hos en anden person, der kommer til syne og bevæger sig fremad, usynlig, udstyret med tanker, med vrede, og som nogle gange, på grund af én selv, er i fare for at miste livet.

Hvis man vidste noget om, hvad man skulle til at skrive, før man gjorde det, før man skrev, så ville man aldrig skrive. Det ville ikke være umagen værd.

At skrive er at forsøge at forstå det, man ville skrive, hvis man skrev, før man skriver - man ved det først bagefter - det er det allerfarligste spørgsmål, man kan stille sig selv. Men det er også det mest almindelige.

Det skrevne kommer som vinden, det er nøgent, det er blæk, det er det skrevne, og det forsvinder, som intet andet forsvinder i livet, hverken mere eller mindre, udtagen selv livet.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt