Oktober 2012

Marie Krøyer

Den 27. september havde Bille Augusts film, Marie Krøyer, Danmarkspremiere. I den forbindelse blev jeg bedt om at indlede aftenen med nogle betragtninger over Marie.

Jeg har skrevet en roman, Dora, hvis hovedperson er en ung kunst-
maler. I bogen udspiller sig et forløb, da hun er på besøg hos en ven i Skagen. Jeg indledte med at læse nedenstående passage op.

Hun vågnede ved, at han kildede hende på halsen.
"Så smukke, vi skal ikke have dig skoldet, nu er det hjem under parasollen. Jeg laver aftensmad, mens du og far piller rejerne."
Hun kom op at stå, de slog håndklæderne om sig, hendes badedragt var allerede næsten tør. Det var hendes fletning til gengæld ikke. Den hang tung og våd ned ad ryggen.
"Det er ganske sært," sagde hun, mens hun løsnede den og vred håret, "men det er lykkedes Skagen at holde sig mondænt, siden han malede smukke Marie med blomsterhat i hånd og trofast hund ved siden. Hun var altid melankolsk, var hun ikke?"
Søren trak på skuldrene, og hun fortsatte, "vi ser kun det romantiske, men det har også været møgvejr, og de har været sure på hinanden, kunstnerne. Krøyer var suveræn med en pensel og malede stort set kun det skønne og muntre plus nogle gæve fiskere. Hip hip hurra for Krøyers enorme talent, der stadig kaster glans over Skagen. Han var en meget stor kunstner, der på trods af kærligheden til Marie alligevel satte kunsten over kærligheden. Ellers kunne han vel ikke male sit Sankt Hans bål og placere Marie sammen med elskeren. Da havde hun jo forladt ham. Krøyer, Johansen, Ankers, Krohg og Drachmann gjorde Skagen berømt. Hvad havde Skagen været i dag uden dem? Et hul i jorden." Hun begyndte at gå.
"Nå da, frøkenen er filosofisk," sagde Søren, "fru," rettede hun ham. Husk, jeg er en gift kone."
Han nikkede, "hvad var det, du var ved at udrede med Skagen og Krøyer, der alligevel skabte kunst, selvom kvinden i hans liv var gået?"
..."at vi ikke længere kan se på deres malerier med friske øjne," sagde hun, "fordi dyrkelsen af deres liv skygger for oplevelsen. Jeg har det sådan, at selv lyset ikke frister mig. At male her ville under alle omstændigheder føles som pastiche. Som at gå dem oppe på museet for nær. Selv vippefyret uden for mit vindue orker jeg ikke at forevige. Hvem kommer først op til Christen?"
Hun stak i løb, han var ved at tabe håndklædet og råbte, at hun snød. Hun sprang over bolde og småbørn, undveg behændigt at løbe nogen ned og kom først op til Østerbyvej. Hans hus lå kun et par hundrede meter fra stranden.

Derefter uddybede jeg mit billede af Marie og sagde følgende:

Den unge Marie Triepcke ville være maler.
Den dejlige pige havde alt, hvad et menneske kunne ønske sig. Skønhed, begavelse, forældre, hvis formue tillod hende at rejse som det passede hende. Italien, Schweiz, Paris, Tyskland… undervejs modtog hun undervisning af tidens kendte kunstnere.
I Paris bliver hun veninde med Anna Ancher, der sammen med sin mand har skabt et kunstnermiljø i deres lille, lejede hus. Her færdes Drachmann, Willumsen, Krogh ... og Krøyer.
Krøyer, den succesombruste og eftertragtede ungkarl. Af ham ville Marie have undervisning, men han afviste hende. Åh, disse damer, sagde han irriteret, som alle vil male. Lad mig dog være fri!
Men det blev jo de to. Han tager ikke Marie som elev, men som model. Og forelsker sig. Derefter sker der noget forunderligt. Den før så livlige og udadvendte unge kvinde forvandles gradvis. Hun bliver til billeder. Fin, melankolsk og skrøbelig, indadvendt og alene ser vi hende fastfrosset i Krøyers berømte malerier af hende.
Hun får ikke malet meget. Under vægten af Krøyers enorme talent og arbejdskraft visner hendes lyst til at udtrykke sig som maler. Til gengæld har hun succes med at indrette sine hjem og designe møbler til dem.
De får en datter, som Marie ikke tager sig meget af. Hun er en temmelig fraværende mor, og når hun kommer i tanker om at hun har et barn, køber hun dyre og fantasifulde kjoler til hende fra Københavnske modehuse, og sætter den lille piges hår i mærkværdige frisurer, der gør den lille pige endnu mere fremmedartet i forhold til Skagenbørnene. Marie selv var en eksotisk fugl, som blev tålt på grund af sin mands popularitet. Marie reagerede ved at udvikle diverse skrøbeligheder, der måtte behandles på diverse rekreationsophold i Italien og Schweiz.
Når en meget smuk kvinde med alderen mister den skønhed, der har været hendes hele identitet, bliver hun uskøn i en helt anden forstand end de spor, alderen sætter. Marie bliver bitter.
Og bitter var hun allerede, da hun på et kurophold på Sicilien møder Hugo Alfvén, den svenske komponist. En kort stund løftes hun op af hans åbenlyse betagelse. Han er benovet over at møde Krøyers berømte model lyslevende. Som med Krøyer håbede hun, at Alfvéns kunstneriske styrke ville løfte og bære hende. Sig selv kunne hun ikke bære, og nogen form for modstand i livet havde hun aldrig mødt. Hendes liv havde været så bekvemt og beskyttet, at hun aldrig havde behøvet at kæmpe for at opnå noget. Hun drømte om et malerfællesskab med sin mand, men nåede aldrig udover et par lovende billeder. Hun havde ikke styrken til mere.
Marie døde i Stockholm 1940, da var Krøyer for længst død, men hans berømmelse levede, og da var hun for længst skilt fra Alfvén, hvis berømmelse også var fastslået. Hun blev 73 år.
Livet havde beriget hende til overmål, og dog tabte hun så mange af sine medfødte gaver og fik ikke udnyttet det kunstneriske potentiale, der aldrig nåede at manifestere sig overbevisende.
Nu er hun udødeliggjort i kraft at sit udseende og hænger på museer som den kvinde, Krøyer forevigede med sit forelskede blik.


I forhold til overstående, der uden at jeg på nogen måde er specialist i Marie Krøyer, må siges at være nogenlunde biografisk autentisk, er Bille August film besynderlig. Hans film er æstetisk smuk, men den forekommer ikke troværdig. Der er overordentlig lækre interiører, der er Maries smukke tøj, der er den lille søde Vibeke, der elsker sin mor og er bange for sin far, der er kønne billeder af travende heste foran en karet gennem sand og skov.
Jeg værdsætter kunstnerisk frihed, når den er med til at levendegøre en persons biografi, men her gør August simpelthen vold på Marie ved at gøre hende til den lidende moder. Det var hun ingenlunde. Hun havde ikke det tætte og moderlige forhold til datteren, hvad han gør overordentlig meget ud af at vise. Hvad formålet er med det, ved jeg ikke, men det vækker en betydelig modstand i mig, fordi det er notorisk usandt. Tør han ikke vise en Marie, der ikke elsker sin datter? Det gjorde hun ikke og det var gensidigt. I filmen lader August Vibeke søge sin mors beskyttelse, fordi hun er bange for sin far, når han har sine anfald. Marie lover at hun altid vil være hos hende. I virkeligheden holdt Vibeke meget af sin far og passede ham i lange perioder på Skagen i hans sygdomsperioder. Det virker også meget underligt, at Henny Brodersen gøres til et slags faktotum, der varter familien op. Fru Brodersen var en estimeret, venlig og afholdt dame, gift med kæmneren i Skagen. Hun tog sig af Vibeke efter eget ønske, hun holdt af Krøyer og gjorde hans liv lettere, da Marie var rejst. I øvrigt forgår filmen i et vakuum. Det skal være et trekantsdrama, med stakkels Marie mellem sin mand og sin elsker som det lidende offer. Vi møder ingen af de øvrige Skagensmalere, Søren og Marie fungerer stort set i et vakuum.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt