August 2012

Albert Nobbs


Kvinder har i flere sammenhænge klædt sig som mænd. Armandine Aurore Lucile Dudevant, alias George Sand røg cigar og gik i mandetøj når det passede hende. Da hun var baronesse og velhavende kunne hun tillade sig at opføre sig excentrisk. I Truffauts film, Jules og Jim tager Catherine herretøj på og maler et overskæg, så hun kan lave sjov i byen med de to. Disse to damer er meget langt fra filmens Albert Nobbs, der har klædt sig som mand af andre grunde end for sjov.
Årsagen er ikke seksuel, men social. I 1800 tallets Irland er det lettere at få arbejde som mand, og derfor er lille, selvudslettende Albert fast inventar som butler på et hotel, der er en blanding af halvsnuskethed og uægte mondænitet. Siden hun var helt ung pige har hun levet sig så fuldstændigt ind i sin rolle som Albert, at hun ikke kan, eller vil, sige, hvad hun hed før.

En dag skal hotellet males, og ind træder Hubert, der er en flot og nonchalant ung mand, som de unge piger kurtiserer og drømmer om. De lister ind til ham med the, bare for at kigge på ham. Der opstår et problem den første dag, Hubert skal begynde på arbejdet. Han skal dele værelse med Albert, der ikke kan undslå sig. I løbet af natten laver Albert så megen larm, at han får vækket sin tungtsovende sengekammerat, der finder hende krøbet sammen på gulvet med åbentstående skjorte, du er kvinde, udbryder Hubert, og Albert, der var på jagt efter en loppe, bryder grædende sammen og bønfalder ham om at tie stille.
Hubert tænder en cigaret, dasker hen til døren, låser den, knapper sin skjorte op og afslører et par fyldige bryster.

De to kvinder etablerer et venskab og kunne ikke drømme om at afsløre hinanden. Deres valg af kønsrolle er i sin tid truffet af nød. Albert er muligvis af god familie, men kender ikke sin far. Rollen som mand giver hende beskyttelse og hun er overhovedet ikke interesseret i at ændre hverken denne status eller sin stilling som butler. Med Hubert forholder det sig anderledes. Hun var gift med en fordrukken og voldelig mand. En dag sagde hun stop, tog hans arbejdstøj på og forlod huset. Ægtemanden var maler, altså blev hun til Hubert, maleren, der forholdt sig selvsikkert til sig selv og ikke lod sig kue af det klasseinddelte samfund. Albert bliver lamslået, da hun en dag besøger Hubert og opdager, at hun lever i et lykkeligt ægteskab. Måske er der også sådan et liv til hende? Hun giver sig til at bejle til en af hotellets unge piger. Der udbryder tyfus. Hotellets gæster flygter over hals og hoved, Albert bliver syg, men overlever. Senere besøger hun Hubert og erfarer, at hans hustru er død under epidemien. På en rørende og kluntet måde prøver hun at fortælle Hubert, at hun kan træde i afdødes sted. Hubert elskede sin kone og takker nej til Alberts forslag, hvorefter han henter hustruens kjoler og demonstrerer, hvor dygtig en syerske hun var. Lidt senere træder de ud af huset, iført hendes kjoler og kyser. Albert er lige så vissen og stiv som altid, Hubert er stor og mandhaftig, og filmen demonstrer på det herligste, hvordan rigtige mænd, der altså i dette tilfælde er rigtige kvinder, akavet fører sig i lange skørter. Dog er der et kort, lykkeligt øjeblik, hvor Albert glemmer sig selv, taber kysen og løber hen ad stranden med udbredte arme. Men stunden er kort, hun snubler i skørterne og hejses op af Hubert, der sindigt er vadet bagefter.

Den unge pige, som Albert bejler til, venter barn med en sjuft, og Albert prøver at intervenere, da manden afslører, at han slet ikke har til sinds at tage sig af hverken mor eller barn. Albert bliver slået ned og vakler ind på sit værelse, lægger sig på sin seng og dør.
Værtinden finder til sin fryd Alberts opsparede formue under gulvplankerne, og vil lade hotellet male op, ind og udvendigt. Hun hyrer Hubert til opgaven. Han hører barnegråd og finder den unge pige med et barn i favnen. Hun fortæller, at drengen hedder Albert, og at hun kun befinder sig på hotellet endnu, fordi værtinden lader hende arbejde uden løn til gengæld for ikke at melde barnefødslen til myndighederne. They are going to take my child from me, siger hun trøstesløst til Hubert, der tager barnet i sine arme og siger, Well, well, we won´t let that happen, are we?

En dejlig film, der trækker os gennem overklassens magt, de forlorne fines kamp for at blive anset for fine, og underklassens udsathed, med de to kvinders forskellige brug af mandsidentitet som centralt omdrejningspunkt.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt