Maj 2012

Helgoland. Øen der ikke ville dø

Maj måneds rejse gik til Helgoland, som vi tidligere havde besøgt på en endagstur for et par år siden. Det korte ophold på øen dengang gjorde indtryk, og nu drog vi af sted igen for en lidt længere periode.

En ultrakort ø historie:
Helgolands 1.299 indbyggere er af nordfrisisk afstamning og taler en lokal dialekt.
Øens historie er omtumlet. Man har kendt den siden 697 e. Kr. I middelalderen var den en del af den danske stat, og var den danske konges ejendom. I 1400-tallet kom den under hertugdømmet Slesvig. I 1533 trak kong Christian 3. lod om øen mellem sig og sine to brødre. Han tabte! Så kom den under Gottorperne. I 1714 kom den igen på danske hænder, men under Napoleonskrigene i 1807 besatte Storbritannien øen, efter at have bemægtiget sig den danske flåde, og så var øen britisk. I årene efter omdannede driftige engelske handelsmænd øen til et kæmpevarelager, og etablerede med stor succes søbade. Helgolænderne tjente godt, og turisterne strømmede til.
I 1890 byttede Briterne med Tyskerne, så de fik øen og England fik Zanzibar. Tyskerne var aldeles ligeglade med det mondæne liv og dets søbade og gik fluks i gang med at omdanne øen til flådebase. 3.000 mand arbejdede med at befæste, bygge kaserner, marinehavn og underjordiske bunkere. I 1914 blev øboerne beordret til at forlade deres hjem, og Helgoland var nu blevet Tysklands vigtigste støttepunkt for Ubåds våben. Først efter verdenskrigens slutning i 1918 måtte indbyggerne vende tilbage. Efter krigsafslutningen forlangte sejrherrerne en materiel demobilisering af Seefestung Helgoland og havnen blev ødelagt. Herefter genoptog øboerne det afbrudte søbadseventyr, dog under mere beskedne forhold, og igen kom turisterne. Især i begyndelsen af 30.erne, da Tyskland atter oprustede, både med krigsmateriel, men også ved at holde sin befolkning i humør ved hjælp af ferieforanstaltningr, som de så smukt kaldte Kraft durch Freude. Ud af al denne Freude udsprang en masse Kraft, og 2. verdenskrig var en realitet.
Derefter gik det Trejde Rige i gang med at gen- og udbygge flådebasen. Befolkningen blev på øen under hele krigen. Den 18. april 1945 fløj 1.000 britiske fly over øen og nedkastede 7.000 bomber. Alt blev ødelagt, men de fleste indbyggerne overlevede i en bunker. Nu forlangte Englænderne dem evakueret. Der var i øvrigt heller ikke mere tilbage at leve af, alt var destrueret.
Efter krigen blev øen besat af britiske tropper, der brugte den til skydeøvelser fra luften, hvorefter den engelske regering i 1947 besluttede at fjerne den fordømte ø fra jordens overflade. Da havde krigen været forbi i 2 år, tyskerne var kuede, og i dag forekommer det udelukkende at være et afsindigt udslag af hævntørst over al den rædsel det tyske rige havde forvoldt verden. Det er en handling, der ikke tjener englænderne til ære. God damm it! Sink that Island, hører man dem sige, lænet op ad kaminhylden med en kop the i hånden.
Men øen lever. Trods det, at man anvendte 6.700 tons sprængstof, lykkedes det kun at få lavet nogle dybe kratere. Da støvet fra de nedfaldne klippestykker og betonelementer havde lagt sig, var øen der stadig og der var opstået et platau, der ikke havde været der før. Det hedder i dag Mittelland og er grønt og frodigt.
England vendte that cursed Island ryggen og lod som om den ikke eksisterede. I 1952 fik Helgolænderne lov til at vende tilbage til deres ø.

Denne maj måned i 2012 ankom vi til øen med det gode skib, Lady of Büsum, der lagde sig på red, omgivet af kraftige barkasser bemandet med lige så kraftige mænd. Passagerer, barnevogne og hunde blev fra lugen gelejdet videre til barkassen af to af skibets besætning. Nede i barkassen stod ligeledes to mænd og tog imod og så vidt vides, er ingen passager nogensinde tabt mellem skib og barkasse. Den fyldte barkasse sejlede sin last i havn, og undervejs kunne iagttages alt fra ophøjet ro over overstået fare til endnu ikke genvunden sindsligevægt, hvor bekymringen for at det hele ville gentage sig, når man skulle ud til skibet igen, diskuteredes. Min beundring for, hvad folk udsætter sig for var uden ende. Der var meget gamle personer, der var folk med krykker, der var folk med kørestole, mennesker man ikke umiddelbart ville tro kunne komme til Helgoland, og hvad skulle de mon dér? Selvfølgelig! De opvarmede søbade! Hele øens wellnessapparat stod dem til rådighed, nu som før.

Først betræder den besøgende das Unterland. Dér ligger hotellerne, butikkerne og spisestederne. Dernæst begiver man sig til Oberland, der kan nås enten via en elevator eller en længere fodtur ad 260 trappetrin.
Midt imellem ligger det af englændernes bombeanstrengelser fremkomne, das Mittelland.
Øen er ganske lille, 1,7 km2 og dens stejle klippekyst af røde sandsten hæver sig 61 meter over havet. Ca. 10 minutters sejlads bringer den besøgende over på Dünen, der er en 0,7 km. stor sandklit. Indtil 1720 var der landfast forbindelsen, men en stormflod delte den fra hovedøen. På Dünen hersker sælen, og her ruger mågerne, og her tripper Strandskaden rundt på sine lange røde ben og virker som er den klittens nationalfugl. Det var et hjemligt gensyn fra min tid på Færøerne, hvor den er nationalfugl og hedder Tjaldur.

I løbet af den tid, vi var der havde vi stor morskab af at betragte øens helt egen ebbe og flod. Hver formiddag punktligt indløb i samme rækkefølge 4 skibe fra fastlandet, der lagde sig til rette på reden og blev tømt for passagerer af de tililende barkasser. Det var floden. Turisterne strømmede op ad hovedgaden, nogle satte sig ind i det lille elektriske tog, der kører rundt i Unterland. - Øen har kun nogle få officielle biler, ingen private, og alle er elektriske. Andre samledes på kajen omkring en ældre, elskelig, krumbøjet herre. Det er Inselführer, Herr Erik Hagmeier. Han hører "til" Lady Büsum, på den måde at kaptajnen undervejs beder interesserede melde sig til, hvis man ønsker en guidet tur op i Oberland.
Floden varer nøjagtigt 3 timer, så strømmer turisterne ned til barkasserne og fordeles til deres respektive skibe og ebben indtræder. Forretningerne kan lukke, de fastboende samle sig på diverse spisesteder og drøfte dagens begivenheder over en øl, før man kaster sig over krabberne og hummerne.
Sidstnævnte sarte væsener, kunne jeg ikke få mig til at spise, efter et besøg på Akvariet, hvor en ung biolog fortalte om hummeren, der vokser så langsomt og egentlig slet ikke har overvundet al turbulensen fra verdenskrigen.
Derefter sad jeg forsvarsberedt på hummernes vegne og vogtede over diverse restauranters akvarier, parat til at tale deres sag, hvis nogle gæster ønskede en af dem til aftensmad. Gud ske lov skete det ikke.
På vore daglige spadsereture øen rundt mødte vi også landfaste dyr. Ved gentagen optælling nåede jeg til omkring 40 får, plus minus nogle, idet lammene vimrede rundt og forstyrrede mandtallet. Endvidere 7 køer og 3 kalve. Dertil 2 katte. Af hunde sås kun turisternes medbragte i stram lineføring.
Og fuglene!
De fandtes i frydefulde mængder. Ikke engang på Færøerne var jeg dem så nær som her på Helgolands Lummenfelsen. Lomvien og Riden klyngede sig til små hylder i den lodrette klippe, med Sulen på de bedste pladser her, men de er mere talrige oppe ved kanten af klippen. Optællinger viser at Riden er den talrigeste med 7.000 par, Lomvien er næsthyppigst med 2.500 par. Sulen som er den største af ynglefuglene, kommer ind som nummer 3 med 400 par. (se billedet, hvor de 3 arter optræder sammen.) Die Lummenfelsen er Tysklands mindste fredede naturområde på 1,113 ha.

Himlen, havet og fuglene var os så ganske nær på den fortryllede ø, der ikke vil slippe sit tag i sindet. Shakespeare lod Hamlet sige, Der er mere mellem himmel og jord, Horatio, end du har drømt i din visdom.
Jeg så fuglene. Og dem drømmer jeg om.

Suler, lomvier og rider på Helgoland



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt