April 2012

Fra Ulfeldt til Struense


To par har på meget forskellige vis sat sig varige spor i historien. Corfitz Ulfeldt, hans hustru Leonora Christina, og Johann Friedrich Struensee med dronning Caroline Mathilde ved sin side.
En sammenligning mellem dem er interessant, på det tidsmæssige og personlige plan, hvad der faldt mig ind, da jeg så Nikolai Arcels Struensee film, der sætter syttenhundredetallets oplysningstanker i forhold til Struensees person. Samme oplysning er også ved at vinde indpas i Ulfeldts tid, men de to mænds personligheder er så vidt forskellige, at man i Ulfeldts virke intet fornemmer til de rørelser inden for videnskab og samfundsindretning, der præger Europa i sekstenhundredetallet. Galieo Galliei, Isac Newton og René Descartes tænkning har ikke fæstnet sig mærkbart i den Ulfeldske selvbehagelighed.

Corfitz Ulfeldt, 1606 - 1664, er søn af rigskansler Jakob Ulfeldt. Han bliver uddannet på udenlandske universiteter, og han færdes hjemmevant ved hoffer overalt i Europa. Da han efter år i udlandet vender tilbage til Danmark med sprogkundskaber og dannelse, og ikke mindst stor tiltro til egne evner, bliver han modtaget ved hoffet som en verdensmand, Danmark kan være stolt af. I 1630 bliver han trolovet med kong Kristian den fjerdes ni årige datter Leonora Christina, som han ægter 1636. Han gøres til medlem af rigsrådet og bliver en af kongens mest betroede rådgivere. Derefter bliver han udnævnt til rigshofmester, der er det højeste embede i kongeriget. Men så bliver han uenig med kongen om forholdet til Sverige og begynder at intrigere mod ham. Efter kongens død begynder den ulmende modstand mod hans egenrådige fremfærd i rigsrådet, og embedsmændene kan heller ikke fordrage ham. Den ny konge, Frederik den tredje bliver bearbejdet af Ulfeldts konspirerende fjender, og man begynder en undersøgelse af hans embedsførelse, hvor det afsløres at han har tilegnet sig en ufattelig del af landets penge i sine egne i forvejen stopfyldte lommer. Sagen ender med, at han i 1652 bliver afsat som rigshovmester, alle hans godser bliver konfiskeret og han flygter til Sverige, hvor han omgående begynder at konspirere mod Danmark. Han er med, da Karl den tiende Gustavs hær går over isen i 1657 og Danmark må overgive sig, og han er hovedforhandler ved Danmarks ydmygende fredsslutning i Roskilde året efter.
Så geråder han i konflikt med Karl Gustav, der fængsler ham i Malmø, anklaget for forræderi. Leonora Christina har fulgt sin husbond i tykt og tyndt og nu indsættes de begge som fanger i Hammershus på Bornholm. Sandsynligvis mest for kongedatteren Leonora Christinas skyld bliver de frigivet i 1663, mod at Ulfeldt underskriver en erklæring, hvor han lover ikke at modarbejde kongen. De rejser til Tyskland, hvor Ulfeldt tilbyder kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg den danske krone. Kurfyrsten vil slet ikke have den danske krone og meddeler Ulfeldts tilbud til den danske regering. Nu er det for meget! Den danske regerings højesteret dødsdømmer ham in absentia, og en dukke af ham henrettes på slotspladsen i København.
Han dør året efter på flugt i en båd på Rhinen.

Leonora Christina elsker ham. Sammen ejer de verden med deres penge, skønhed, begavelse og viden. Hun fører sig som var hun rigets faktiske førstedame og ikke den unge dronning Sofie Amalie. Ude i Europa er hendes elegance og vid berømt. Hun og gemalen udgør et overmåde stærkt par, og selv om hun er vidende om hans mildest talt misliebige adfærd, stiller hun aldrig spørgsmål til hans anløbne moral, som både sam - og eftertid har al grund til at tro, hun deler. Hun bistår ham når det er nødvendigt med sin overlegne begavelse og mens han sidder fængslet i Sverige fører hun med overbevisende kraft hans forsvar.
Hendes forhold til halvbroderen Frederik den tredje er ikke godt, og hun viser tydeligt og offentligt sin ringeagt for hans dronning, Sofie Amalie. Efter Ulfeldts forsøg med forære kurfyrsten af Brandenburg hele Danmark, bliver han en persona non grata ikke blot hos Frederik den tredje, men i hele Europa. Det synes mildest talt rigtig dumt, at han søger til Danmark for at bede kongen om nåde, men måske har Leonora Christina rådet ham til det i håb om at hendes kongelige broder vil udvise mildhed mod ægtemanden. Da det ikke sker, drager hun til London for at rejse penge hos Karl den anden, men hun bliver anholdt og sendt tilbage til Danmark.
Derefter, i Blåtårn, begynder hendes egentlige berømmelse. Hendes liv som medkonspirerende ægtefælle ville næppe have bragt hende i den danske nations positive erindring. Men nu har hun anledning til at udfolde sine ikke ubetydelige kunstneriske anlæg. Hun skriver Jammersminde og huskes for sin værdige replik, jeg vil gå med manér, da hun i 1685 efter toogtyve år frigives fra Blåtårn. Da kan dronning Sofie Amalie ikke hade hende længere, for hun dør samme år.
En særlig romantisk ægteskabshistorie udgør deres liv ikke. Og samtidens syn på dem har ikke ændret sig synderligt med årene som moralsk anløbne og parat til enhver intrige og ethvert forræderi.

Den anden historie, den om Struensee og Caroline Mathilde er derimod blevet bedre og mere nuanceret med tiden og har givet anledning til adskillige bøger og film, både her i Danmark og i udlandet. Johann Friedrich Struensee, 1737 - 1772, møder den danske konge Christian den syvende i Altona, hvor konge og hof må gøre holdt på den store udenlandsrejse i 1768. Kongen er uvel. Det vil sige, han har et af sine anfald, hvor han ikke gider være konge. Udenrigsminister J.H.E. Bernstorff er med på turen og er stærkt bekymret for at kongen skal blamere sig på den videre færd. Struensee, der er stadsfysikus i Altona, bliver tilkaldt og der opstår øjeblikkeligt en god kontakt mellem ham og kongen. Bernstorff overtaler Struensee til at følge med som rejselæge og under turen knytter kongen sig stadig stærkere til ham. Da selskabet vender tilbage til Danmark 1769, er Struensee med, nu som udnævnt livlæge.

Forholdene ved det danske hof er intrigante og kongen er reelt sat ud af spillet. Kongen vil have Struensee med til alle gehejmerådsmøderne, der keder ham usigeligt, og hvor han bare skal skrive under på alt, hvad der bliver ham forelagt, uden at interessere sig for, hvad det hele går ud på. Samtidig ser livlægen, hvor elendigt hans unge dronning, Caroline Mathilde bliver behandlet af konge og hof. Han overtaler Christian til at behandle hende bedre og vinder dermed dronningens gunst og tillid. Formodentlig har han slet ikke forestillet sig en indflydelsesrig politisk stilling, men da han i 1769 bliver udnævnt til etatsråd, kan han se muligheden for at få magt og så begynder det at gå stærkt.
Dronningen søger ham, intet under. Han er en tiltrækkende mand, både fysisk og intellektuelt, og han er den eneste, hun overhovedet kan tale med ved det danske hof. Eftertiden kan dog ikke tillade sig med sikkerhed at sige, at hun og Struensee indleder et forhold, og dermed er også faderskabet til Caroline Mathildes datter, Louise Augusta, ikke afklaret. Der hviskes om, at Strueense er far til barnet, men pigen bliver lyst i kuld og køn som kongens datter. Og vi vil jo gerne tro det. Vi under de to et romantisk forhold og en barnefødsel midt i det hof, der er dem begge fjendtligt stemt.
Struensee får udmanøvreret kongens rådgivere og kulminerer med succesfuldt at fjerne Bernstoff, opløse gehejmekonseillet og indføre et kabinetsstyre med ham selv som eneste minister for den inkapable konge. Derefter går det endnu stærkere. Han overbringer den ene lov efter den anden til kongens underskrift. Han får uindskrænket magt, da han i 1771 udnævner sig selv til geheimekabinetsminister. Nu kan han udstede love på egen hånd.

Struense er oplysningsmand. Voltaire er hans helt. Mens han er læge i Halle, udgiver han tidsskriftet, Til fremme af videnskaberne, kunstnerne, smagen og sæderne og det er just dette, han forsøger at fremme i Danmark. Da en koppeemidimi bryder ud i København 1769, beder dronningen Struensee redde hendes lille søn. Lægen og videnskabsmanden Struensee træder da i karakter og inokulerer til hele hoffets forfærdelse den to årige prins Frederik VI med fårekopper. Drengen bliver kun en lille smule syg, men får ikke kopper. Det er den første vaccination i Danmark.
For kunstnerne letter han livet ved at afskaffe censur og indføre trykkefrihed. Han ophæver den dog igen, da der bliver trykt smædeskrifter og tegninger af ham og dronningen. Han forbyder brug af tortur og afskaffer dødsdomme, og han indfører i rivende tempo en lang række lovændringer og reformer.

Mennesket Strueensee er fascinerende med sine visioner, sin gode vilje, med sine ambitioner, og med sine fejl og mangler. Der er ikke, som i Ulfeldts tilfælde, tale om at han beriger sig synderligt på andres bekostning, men magten stiger ham til hovedet, dog uden at korrumpere ham voldsomt, Danmark skal oplyses, og det skal gå stærkt... Han tager ikke højde for dybden af det fjendskab, han skaber sig i administration og hof, og folket derude på gaderne kan slet ikke følge med...
Enkedronning Juliane Marie lægger planer om hans fald og får officerskorpset med sig. De planlægger et kup, og natten mellem den sekstende og den syttende januar 1772 sikrer Juliane Marie sig kongens person, mens officerer går til Struensees kammer, arresterer ham og sætter ham i Kastellet, mens dronningen bliver kørt til Kronborg og sat i husarrest.
Dronningen, der er søster til den engelske kong Georg den III, kan man ikke sådan uden videre behandle som en almindelig fange. Men det er vigtigt for Juliane Marie at fastslå hendes forhold til Struensee, og derfor udsættes Struensee for et såkaldt pinligt forhør, det vil sige tortur, indtil han underskriver et dokument, der fastslår at han og dronningen har haft et utugtigt forhold. Da hans tilståelse forevises dronningen, tilstår også hun, men trækker kort efter tilståelsen tilbage.
Retssagen er derefter blot en formalitet, der fører til skafottet, hvor han halshugges den otteogtyvende april 1772. Det bliver en fortumlet og hæslig affære. Da Struensees højre hånd ligger afhugget, vrider han sig sådan i smerte at bøddelen ikke får hugget hans hoved helt af i første omgang, men må hugge igen, hvorefter han fremviser det for den af samtidige aviser benævnte, udsædvanligt tavse mængde. En samtidig, der overværer henrettelsen, skriver i sine erindringer, Under henrettelsen stod jeg tæt ved hvor matroserne var opstillet. Et ungt menneske af disse sagde, da Struensees hoved var afhugget, "nu er det nok!" Parteringen kunde de godt lade være."

Caroline Mathilde bliver frataget begge sine børn og sendes til Celle, hvor hun dør 1775 som treogtyveårig, og siden da har de to levet videre i vore fantasier, bøger og film.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt