Marts 2012

Om baronessen

Jeg har gjort dig fattig, hjertenskær,
Jeg er fjernt fra dig når jeg er nær.
Kære hjertenskær, jeg gør dig rig.
Jeg er nær når jeg er fjernt fra dig.


"Karen Blixens liv er forbi, men erindringens liv er kun lige begyndt. Det vil vare længe, og billedet af den spinkle, ensomme skikkelse i Ewalds gamle hus vil få stærkere og stærkere lyskraft, jo mere vi fjerner os fra vor tid og ser hendes myte i afstandens større perspektiv. Hun vidste selv, at mange havde svært ved at opfatte hende som virkelig, skønt ingen var mere levende end hun. Måske var det noget af det, hun tænkte på, da hun i Mallis selvanklagende afskedsbrev fra fortællingen "Storme" indsatte ovenstående lille vers, der også kan opfattes som en bøn til hendes læsere om overbærenhed, fordi hun bestandig gemte sit ansigt bag masker, så længe hun levede. Først når hun var borte, ville det gå op for dem, en efter en, at den mørke jordbund af hemmelig sorg og grænseløse ubesvarede længsler i hendes digtning var størknet lava fra hendes eget hjerte."

Sådan lyder en efterskrift af Frans Lasson i Thorkild Bjørnvigs bog, "Pagten," der udkom 1974, 12 år efter hendes død.
Nu er deres forhold atter belyst i Thor Bjørn Krebs´ regi. I forestillingen "Om baronessen" tager dramatikeren elementer fra både Bjørnvigs og Blixens egne skriverier. Parrets erotiske og litterære livtag med hinanden flammer og lever på scenen, gestaltet af Karen-Lise Mynster som Blixen og Pilou Asbæk som Bjørnvig.
Bjørnvig er inviteret til the hos baronessen på Rungstedlund, der på scenen fremstilles som en foruroligende salon med karakter af labyrintisk spejlkabinet. Og som i Wagners Tannhäuser, bures den unge mand inde i Venusbjerget og må bruge år af sit liv på at undslippe det Blixenske hekseri. Baronessen vil have ham ud af hans ægteskab, det hæmmer at have kone og barn når man vil digte. Hun lokker og intrigerer for at han skal forelske sig i andre kvinder, og da det endelig sker, bliver hun rasende. Hun har ikke bestemt, at det netop skulle være i Knud W. Jensens kone, Benedicte. Pludselig bliver hun moralsk, Bjørnvig kan ikke bare gøre en fælles vens kone til sin elskerinde.
Baronessen slipper ikke sit tag før den unge digter er blevet en moden mand, der bedre kan forsvare sig. Men glemme hende kan han naturligvis aldrig og hendes indflydelse på ham rækker langt ud over hendes død. Alt dette levendegjorde teaterstykket på så medrivende vis, at jeg greb Pagten og genlæste den. Her en episode fra bogen.
Under en frokost, hvor også sekretæren Clara Svendsen deltager, siger baronessen,
At man dog skal nøjes med jer. Når jeg tænker på, hvem jeg i mit liv har været sammen med, de pragtulde masaier, general von Lettow og Prinsen af Wales, Albert Schweitzer og Denys, Rotschild, Sir Lawrence Olivier .. og …her nævnede hun endnu et par gloriøse navne, som jeg ikke husker, og sluttede spotsk-ironisk, og tænk at man så skal sidde her og skal nøjes med jer.
Det måtte komme til et afgørende brud mellem de to. Hen i mod slutningen af bogen giver Bjørnvig en stærk og gribende karakteristik af hendes væsen,
Hendes udgangspunkt i naturen gjorde hendes gudsforhold så personligt, så antropomorft, at det igen og igen måtte slå om i selvforgudelse og forføre til magtudøvelse med guddommelige insignier. Over for dette strålende vanvid kunne man vel føle ærefrygt, men også gru. Man måtte kapitulere, underkaste sig, eller forføje sig bort. Deraf, trods venner og slægt, trods offentlighed og berømmelse, hendes umenneskelige ensomhed. Udover Denys Finch-Hatton tror jeg ikke, hun har anerkendt ét levende menneske som sin lige.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt