Februar 2012

Marilyn

Marilyn Monroe

Sig navnet, og vi ser hende stadig. Vi hører hendes stemme, den sødmedfyldte, åndeløse pigestemme, der klukker og kurrer, vi stirrer på hendes ansigt, og vi ser hende agere på film. Vi ved, at ingen nogensinde har været som hun.
En ny film er blevet drejet, My week with Marilyn, der handler om en lillebitte del af hendes liv, nemlig den uge, hvor den unge stik i rend dreng, Colin Clark, så at sige bliver hende tilforordnet for at redde gennemførelsen af filmen, Prinsen og korpigen.
Marilyn spiller over for Sir Lawrence Olivier, og de to kommer rigtig dårligt ud af det med hinanden. Hun får tillid til Colin Clark, der helt uventet opnår en misundelsesværdig særstatus i filmholdet, fordi han får Marilyns fortrolighed og er i stand til at få hende på benene igen, når hun går i seng og græder, why is he so mean to me? Colin vokser med opgaven og får Olivier til at nedtone sin arrogance og sine vredesudbrud, når hun kommer timer for sent til prøverne.
Det er en meget dejlig film, med Kenneth Branagh som Olivier og Michelle Williams som Marilyn.
Williams er ikke Marilyn. Ingen platinblond paryk i verden, ingen mascara og rød læbestift og nok så dejlige kurver kan få en kvinde til at blive Marilyn, Williams får alligevel til en vis grad gestaltet Marilyn i al hendes sårbare, usikre væsen. Hun skaber hende med blikket. De store, skyggefulde øjne, det ene øjeblik fulde af frygt for den almægtige Olivier, det næste strålende af fornøjelse over at have gennemført en scene tilfredsstillende.

Filmen bragte længslen efter det evigt tabte med sig. Hvad mistede vi, da Marilyn døde? Og vidste vi, hvad vi havde, da hun levede?
Hvem var hun?
Hun var det stof, drømme er gjort af. Hun var den drøm om en kvinde, mændene bar på, hun var den, kun få kvinder kunne få sig til at hade. Selv levede hun sandest foran kameraerne, de var hendes sande tilbedere. Foran dem udfoldede hun sig i overensstemmelse med sig selv, i fuldstændig sikker tro på sin kunnen, og vi lod os betage.
Hun troede, at et liv uden for kameraerne og den offentlige berømmelse kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke. Det var allerede for sent, da hun som sekstenårig giftede sig med nabodrengen, thi da opdagede hun sin magi og ville generøst udstråle den til flere end én. Det var også for sent, da hun giftede sig med baseballstjernen, Joe di Maggio, for da var hun blevet berømt med Gentlemen prefer blondes. Og det blev umuligt, da hun for tredje gang giftede sig med forfatteren Arthur Miller, der fik et skuespil ud af deres forliste ægteskab, Efter syndefaldet. Hun åndede sensualitet. Hun var voluptiøst sanselig i sin underskønne dejlighed, der nøjedes med at have Chanel nr. 5 på om natten, og hun var langt mere end den sexbombe, filmindustrien ville gøre hende til. Hun var en pengemaskine for Hollywood, der efter hendes død prøvede at finde en afløser. Det skulle vel ikke være så svært at finde en barmfager blondine. Man forsøgte at lancere Jayne Mansfield og Raquel Welch. Til ingen nytte. De forblev barmfagre blondiner. Marilyn kan ikke erstattes, og nu er der gået halvtreds år siden hun døde.
Hun kan ikke glemmes. Om hende kan i sandhed siges,
Marilyn lever.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt