Januar 2012

Melankoliens memorandum

Æseldyret

Det gamle grå Æsel stod for sig selv i en krog af skoven helt bevokset med tidsler, med forbenene langt fra hinanden og hovedet på den ene side og tænkte over tingene. Somme tider tænkte det bedrøvet ved sig selv: "Hvorfor?" og somme tider tænkte det: "Hvorledes?" og somme tider tænkte det: "Hvordan?" - og somme tider vidste det ikke helt, hvad det var, det tænkte på. Så da Peter Plys kom travende, var Æselet glad ved at kunne holde lidt op med at tænke og sagde tungsindigt: "God dag."
"God dag, hvordan går det?" - sagde Peter Plys.
Æselet rystede langsomt på hovedet. "Det går slet ikke," svarede det, "det har slet ikke gået i lang tid."


Æselet er den ukuelige melankoliker, der perspektiverer de øvrige indbyggere i Hundrede Meter skoven: Ninka Ninus, Gugle, Grisling, Kængu, Det omkringfarende Tigerdyr, og naturligvis Peter Plys selv, om hvem æselet udtaler: Plys er en bjørn med et meget behageligt væsen, men en ligefrem rystende mangel på forstand.
Hvorvidt æselets egen forstand er meget fremragende, kan man muligvis betvivle, men at samme æsels livssyn, der ingenlunde altid er ubærligt tungsindigt, også er et menneskeligt grundvilkår, er uomtvisteligt.

Det er ikke sygeligt at være melankolsk, men vores samfund fortæller os, at vi ikke bør være det. Vi skal være lykkelige. Altid. Vi er ansvarlige for, ja vi har faktisk pligt til, selv at sørge for at skabe os et liv med maksimal velvære og lykke og minimal lidelse. Hvis det mislykkes for os, står der en hær af terapeuter med en industri i ryggen, der hjælper os tilbage på sporet med antidepressiv medicin.
Tilstanden minder i foruroligende grad om Aldoux Huxleys Fagre nye verden, der udkom i 1932. Ensomhed og sorg er forbudt. Staten dekreterer fællesskab, ensartethed og uforanderlighed, og for at opnå dette, påbydes befolkningen at indtage Somatabletter, der giver en permanent følelse af lykke og velvære.
Milan Kundera taler om tilværelsens ulidelige lethed, hvormed han signalerer, at noget er galt, når mennesker unddrager sig følelser af tab og sorg, og traller sig vej gennem verden som de sorgløse tre små grise.
Sundhedsstyrelsen anslår, at hver femte dansker, 700.000 - 800.000 mennesker årligt bliver behandlet med antidepressiver.
Det er uhyrligt, at så mange mennesker, børn, unge, voksne og gamle har det så dårligt med sig selv og deres liv, at de må indtage piller. Er virkelig den fagre nye verden blevet en realitet? Er det virkelig sådan, at det moderne menneskes største optagethed i livet er at eliminere alt, der truer dets velbefindende? Er det virkelig sådan, at negative tanker og følelser hurtigst muligt skal kules ned?
Ja, sådan ser det ud til at være. For vi vil kun omgås lette og lyse mennesker, og flygter, hvis nogen går hen og tager os på ordet, når vi spørger, Nåh, hva så? Det går vel godt! Og vedkommende mod forventning giver udtryk for det modsatte.
Samvær og samtale bliver overfladiske konversationer.

I renæssancen talte man om den generøse melankoli. Den melankoli, kunstnere ikke for al verdens guld ville være foruden, hvorimod nyere tid definerer melankolien som depression. Altså en sygdom, der hurtigst muligt skal behandles og afskaffes. Det er her, ikke blot Danmark, men de fleste vestlige lande befinder sig.
Hvis en vedvarende lykketilstand gøres til både statens og det enkelte menneskes centrale samfundsværdi, bliver melankolien en farlig, forstyrrende, og sygelig tilstand.

"Hvordan, hvorfor og hvorledes," er eksistentielle spørgsmål, der nok kan gøre ikke bare æsler, men også mennesker, svimle og angste. Sorg og død, meningsløshed og ensomhed trænger sig på som de grundvilkår, vi skal leve med. I melankoliens favn sætter vi spørgsmål til verden.

Ingemann kender melankolien, der tager sin dans med ham, til trods for al hans tro og vished om en genopstandelse.

Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
Thi intet hjerte deler helt min glæde,
Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt