December 2011

Haren med de ravgule øjne

Nostalgi er utålelig, en hån mod læserne. Erindring, derimod, er så vigtig som emne.
Hvornår erindrer vi?Hvornår forholder vi os tavse? At være nostalgisk eller sentimental er fucking grufuldt. Beklager mit ordvalg. Det er at gøre det for let. Man spreder glasur over
det hele. Vi må kræve præcision. Vi må kræve, at vi erkender, hvad vi kan finde i fortiden, og især hvad vi ikke kan finde.

...Siger Edmund de Waal i et interview i forbindelse med udgivelsen af Haren med de ravgule øjne.
Hvem er den hare? Og hvem er Edmund de Waal?
Haren er en Netsuke. Netsukerne er miniature figurer, udskåret i træ eller elfenben, beregnet til at bære i kimonobæltet som en slags talismand. Figurerne opstod i Japan i det 17. århundrede og er værdifulde samlerobjekter.
Edmund de Waal er en af verdens førende keramikkunstnere og med denne bog, der udkom på engelsk 2010 og på dansk i år, indskriver han sig meine Meinung nach, secondo me, in my opnion, efter min mening, i verdenslitteraturen.

Vi følges med det jødiske Ephrussi dynasti fra engang i 1870ernes Paris, hvor Kunstmæcenen, Charles Ephrussi, køber 264 af de små japanske skulpturer hos en antikvitetshandler. De installeres i en vitrine i hans soveværelse, hvor hans venner Degas, Renoir, Manet, Cezanne og andre får lov at se og røre den lille abe, hvepsen, børnene, ræven, den sammenrullede slange, de elskende, blommerne, hjorten, tigeren, haren og alle de andre. Charles bliver af Proust indrulleret i romanværket, På sporet af den tabte tid, som hovedpersonen, Charles Swann, og Renoir har malet ham ind i sit billede, Sejlernes frokost.

Familien stammer fra Odessa i Ukraine, hvor Charles Joachim Ephrussi skaber sig en formue ved kornhandel og olie. For at udbrede sin forretning sender han sine sønner til Europa, hvor de bygger deres palæer og etablerer banker i Wien, Paris og Athen. De affører sig deres russiskhed, skræller jødedommen af sig, og bliver Parisere og Wienere. Deres efterkommere ligger i skiftevis konkurrence og indgifte med en anden mægtig jødisk familie, Rotschilderne.

Omkring århundredeskiftet lader Charles fætter, Victor, sit palæ i Wien opføre på Ringstrasse. Han skal giftes, og Charles giver ham og hans hustru vitrineskabet med Netsukerne i bryllupsgave. Livet i det enorme hus udfolder sig med selskabelighed og børnefødsler, og man er omgivet af en kolossal tjenerstab. Netsukerne forvises til et påklædningsværelse, hvor husets børn må lege med dem.
Så indfinder de brune tredivere sig, men længe inden da er familiemedlemmerne på mange mere eller mindre subtile måder blevet gjort opmærksom på, at de aldeles ikke hverken er rigtige Tyskere, Østrigere eller Parisere. De er jøder. Men endnu er respekten intakt, endnu forulempes de ikke. Indtil den martsdag i 1938, hvor Østrig bliver en del af det Tyske rige. Da kommer gestapo til Palais Ephrussi i Wien, knuser porcelæn og kunstgenstande, forsvinder med sølvtøj og malerier. Aber Ordnung muss sein, så korrekte SS officerer indfinder sig med kuratorer og museumsfolk, der systematisk fører til bogs, hvilke møbler, porcelæn og malerier, palæet rummer. Noget skal tilfalde føreren selv, andet sendes til tyske museer eller skænkes højtstående medlemmer af partiet. Det aldrende ægtepar, Victor og Emmy, spærres inde i et hummer i tjenestefløjen, indtil Victor arresteres, ydmyges, og sættes til at grave jord på Ringstrasse med en teske omgivet af grinende Wienere. Han bliver løsladt, men hvad skal den otteoghalvfjerdsårige mand tage sig til? Han må ikke gå hen til sin café, ikke til sin klub, ikke til sine slægtninge, dem har han ikke flere af i Wien. De er deporteret. Han må ikke sætte sig på en bænk, på dem står der Juden verboten. Han må ikke køre med sporvogn, han må ikke gå i biografen eller operaen. Hvordan skal han og Emmy slippe bort? Ved deres datters, Elisabeths, mellemkomst lykkes det dem at nå deres Ungarnske landsted, hvor Emmy dør. Den gamle mand tuller forvildet rundt, alene på det forladte gods, og atter er det Elisabeth, der bor i England, der griber ind. Hun henvender sig til de engelske myndigheder, og den 1. marts 1939 får hendes far et visum fra den Britiske Ambassade. Elisabeth henter ham hjem til sig i Kent.

Elisabeth har tidligt søgt at unddrage sig sin dominerende familie, hun skriver poesi, hun tager en doktorgrad i jura 1924, en af de første, der gives til en kvinde på Wiens Universitet. På et stipendium - det er ikke fordi, familien ikke kan finansiere hende, men fordi hun vil frigøre sig, rejser hun til USA. Hun korresponderer med Rainer Maria Rilke, der opmuntrer hende til at blive forfatter, men hun udgiver aldrig noget. Hun gifter sig med hollænder og de flytter til England.

Efter krigens ophør 1945, rejser hun i december til Wien for at gense sit barndomshjem, palæet på Ringstrasse. Hun vil se om der er noget at redde. Alt er lavet til kontorer, hun modtages af en amerikansk løjtnant, der viser hende rundt og ikke fatter, at dette hus, dette enorme hus, engang har været ramme om en enkelt familie. På et tidspunkt fortæller han, at der faktisk bor en meget gammel dame et sted i huset, måske vil Elisabeth hilse på hende?

Den gamle dame er Anna. Palæets betroede tyende. Personlig påklæderske for Elisabeths mor. Anna havde en særstilling blandt tyendet. Den dag Gestapo beslaglagde palæet blev alle tjenestefolk sendt bort, fortæller Anna. Men da hun ikke var jøde, fik hun lov at blive, fordi hun skulle hjælpe til med at pakke familiens porcelæn og sølvtøj ned, så det kunne komme intakt til Tyskland. Det er Anna, der redder Netsukerne, hvis vitrineskab bliver overset i påklædningsværelset. En efter en fjerner hun dem fra skabet, når hun har ærinde i værelset, putter dem i forklædelommen og gemmer dem i sin madras. Alle 264. Elisabeth får dem med til England.

De Waal skriver, at om sin familie ved han næsten alt. Men om Anna har han intet kunnet finde. Hun optræder ikke i noget testamente, hun efterlader intet spor, der er et tomt rum omkring hende.
Netsukernes ovelevelse i Annas lomme og i madrassen er en fornærmelse. Jeg kan ikke bære at det langsomt antager symbolsk karakter. Hvorfor skulle de være kommet helskindet gennem krigen ved at gemme sig, når så mange mennesker ikke gjorde det?
Anna "var der bare," som de Waals grandonkel Iggie siger. Iggie boede i Japan, hvor de Waal i perioder indlogerede sig hos ham og fik ham til at fortælle om familiens historie. Forfatterens far, Victor de Waal, fortalte aldrig ham eller hans bror om sin barndom som flygtningebarn i 1938 og 1939, og han opdrog dem som kristne, uden at fortælle, at de var jøder. Selv blev han domprovst i Canterbury.
Efter grandonkel Iggies død bringer de Waal Netsukerne til sit hjem i London. En ring er sluttet, de små figurer har fortalt en verdenshistorie. En verdenshistorie om den evige jøde, og en familiehistorie om storhed, dygtighed og gavmildhed. Ephrussierne assimilerede sig i en sådan grad, at de glemte, de var jøder. Og de glemte, at det var der mange, der ikke gjorde.

Efter holocaust var der i Østrig ingen forståelse for at give de overlevende oprejsning.
Østrigs første præsident efter krigen, Dr. Karl Renner, ser Østrig som et offer. Ikke en deltager i krigen. Han skriver i april 1945,
Tilbagelevering af ejendom stjålet fra jøderne bør ske ikke til de individuelle ofre, men til en kollektiv erstatningsfond. Etableringen af en sådan og følgende forudseelige foranstaltninger er nødvendig for at imødegå en massiv, pludselig flodbølge af tilbagevendende eksil-østrigere. En omstændighed, som man af mange grunde må være særdeles opmærksom på. Grundlæggende bør hele nationen ikke gøres ansvarlig for at betale erstatning til jøderne.

Da bogen var udkommet, tog forfatteren sin far og sine børn med til Wien. Han skulle tale om den i den bygning, hans oldefar ejede, altså det tidligere Palais Ephrussi på Ringstrasse.
Der var flere hundrede mennesker i huset. Min far var meget glad. Det var et stærkt øjeblik. Jeg sagde til wienerne, "det her er min erstatning. Jeg bringer denne familie tilbage til Wien. Jeg beder ikke om at få noget tilbage fra jer. Jeg bringer noget tilbage, som I har mistet." Der var helt stille i salen, mens pointen sank til bunds. Wien stjal det hele og dræbte deres jøder. Men de mistede også det hele.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt