November 2011

Musik, bøger, sprog, kunst og kærlighed

Rejser, inspiration, om at være til i livet med den alder, vi nu har - og være alderen bekendt.
Det er elementerne i Adda Lykkeboes foredrag, der følges med musikeksempler bl.a. "Dein ist mein ganzes Herz og "Gern hab´ ich die Fraun'n geküsst.


Sådan lyder en tekst, jeg har konciperet til et kommende foredrag, og nu sidder jeg og skal have alle de ord til at leve.
En ting er at have afleveret nogle stikord til opdragsgiveren, noget helt andet er at få styr på indholdet, så det hænger sammen til en inspirerende oplevelse for de fremmødte.
Hvad er der ved netop mit liv, der gør det interessant for andre? Jeg tilbringer en del timer ved mit skrivebord, jeg rider lange ture og jeg rejser et par gange om året, ikke til eksotiske rejsemål langt borte. Ikke nogen videre spektakulær tilværelse, altså.
Alligevel bliver jeg inviteret til at tale om det, der kommer ud af at sidde ved skrivebordet, og om det, der kommer ud af mine rideture og rejser.

Min bedstemor, der var en stor fortæller, erklærede, da hun hen imod sit livs aften var blevet træt af at deltage i tidens ævl og kævl, man er gammel, når man har større glæde af fortiden end af fremtiden.
Er det så dér, jeg er nu? Ikke helt. Jeg er for eksempel meget optaget af EU's fremtid. Flere lande, også herhjemme er man meget bange for at afgive nogen form for suverænitet. Det er jo noget pjat. Længe før vores indmeldelse i EF var i afhængige af USA og Tyskland. Jeg er også optaget af klodens ve og vel, om end jeg jo ikke forventer at leve til klimakrisen og energiforsyningerne enten er vundet eller tabt. Så endnu lever jeg ikke i fortiden, selv om den af gode grund fylder mere og mere. Med andre ord, jeg er ikke ung længere. Problemet er, at jeg er vant til være ung, så at være gammel kræver en vis tilvænning. Endnu er jeg ikke ganske indlevet i denne rolle, men det kommer...

Tilbage til foredragets emne.

Musikken
Begynder at få tag i mig, da jeg er omkring otte år. Vi er flyttet til Færøerne og en dag i 1948 modtager min far en kæmpekasse, der er sendt fra London og sejlet til Tórshavn. Den indeholder lakplader, store og tunge i fine paphylstre. Odeon hedder de alle sammen og har en lyseblå mærkat med navnet Richard Tauber.
Fra da begyndte musikken i mit liv. Jeg hørte alt hvad han sang, Schubert, Franz Lehár, Strauss, Mozart, Schumann, Grieg, Beethoven uden at lægge mærke til komponister og uden at forstå teksten. Det var lige meget, for Richard Taubers stemme førte mig igennem det hele, og han er blevet en del af mit liv. Så stor en del, at jeg lige nu er ved at skrive en bog om ham.

Bøgerne
Har jeg haft gang i, siden jeg i Tórshavn var kommet igennem Stavingarbók: Lítla, lítla lamb a mæ kom nú, hvíl tær á mitt knæ!
Den svarer sikkert til den danske Ole så en sø.
Jeg gnaskede mig igennem alting. Knold og Tot, Susy bøger, Tarzan bøger, Peter Most bøger, og inden jeg så mig omkring, var jeg i gang med Karen Blixen, Johannes V. Jensen og hvad der ellers stod i fars og mors bogreoler.
Så det gjorde jeg til en livsvej. At formidle glæden ved bøger til andre. Jeg blev bibliotekar og havde det godt med det, indtil jeg kort før min tres års fødselsdag selv skrev en bog. Siden da er der kommet yderligere fem og et par stykker er på vej.

Sprogene
Mit modersmål skal plejes og det forsøger jeg i skrift og tale. Det har forandret sig markant i min tid. Hører vi gamle radioudsendelser taler folk langsomt og tydeligt, og det er slående at helt op i mine egne livlige ungdomsår, talte selv meget, meget vrede og venstreorienterede ynglinge, m/k tydeligt og forståeligt. Jeg har ikke noget imod nutidens slang, det fornyr sproget og har altid været brugt forfriskende, men jeg har noget i mod at jeg ikke kan forstå, hvad de unge siger. De japper, mumler, snupper ordene af, taler vistnok mere engelsk end dansk og det forekommer mig, at deres ordforråd er temmelig fattigt. Jeg kan tage fejl og håber at jeg gør det.
Man bliver som sprogmenneske beriget af andre sprog.
Da jeg første gang rejste i Italien, tænkte jeg at engelsk naturligvis kunne gøre det. Hvad skete? Jeg følte mig fortabt. Thi italienere taler kun italiensk. Først troede jeg, det var fordi jeg var bosat i et landligt Toscana, men efter andre besøg - Siena, Firenze, endog Rom, gik det op for mig, at dette var en permanent tilstand. Heller ikke de unge, heller ikke lægerne på et hospital, vi måtte besøge, talte engelsk.
Så derfor gav jeg mig til at læse italiensk.
I de senere år er rejserne gået til Tyskland. Det Tyskland, vi ellers har drønet igennem for at komme ned til varmen, har åbenbaret kvaliteter og charme, og sproget er smukt. I forbindelse med min Richard Tauber forskning har jeg besøgt museer og teatre og jeg er blevet modtaget med stor venlighed, og altid overraskede, glade bemærkninger, fordi samtalerne kan foregå på tysk. Alle tyskere taler i øvrigt glimrende engelsk.

Kunsten
Hvad er kunst? Et edderkoppespind, en vase, en bog, et gammelt møbel, et maleri, jeg kan lide. Alt dette er kunst for mig. Og så er der de åndeløst skønne værker, kunstnere til alle tider har skabt, og som man skal stå i kø foran museerne for at beskue. Min første bog kom uventet til mig i Firenze. Byen selv og dens kunstskatte fik mig i knæ. Jeg blev også tvunget til at sætte mig i forhold til den religiøse kunst. Min fortid hos Franciscanersøstrene i Tórshavn blev bragt til live og krævede et nutidigt svar. Svaret blev romaner, hvor ærkeenglen Gabriel spiller en afgørende rolle.

Kærligheden
Fri os fra den, skrev Suzanne Brøgger engang i sine unge dage. Men det kan man jo ikke, hvad hun senere i livet har erkendt.
Carmen synger om kærligheden, at den er en fri fugl, der slår sig ned og hurtigt flyver igen.
Det er ikke kærlighed. Det er erotik, og de to behøver ikke have stort med hinanden at gøre.
Om kærlighed handler alle mine bøger. Kærligheden, der bliver svigtet på grund af utroskab, den forbudte kærlighed mellem bror og søster i et incestuøst forhold, kærlighed der ikke gengældes, ægteskabets kærlighed, der kan visne og blive til vaner, kærlighed mellem forældre og børn, og så den kontroversielle kærlighed mellem en ærkeengel og en kvinde.

Rejserne
Der er lande, der står mig meget nær, udover mit eget. Italien først og fremmest. Kulturen, landskaberne, byerne i Toscana tog vejret fra mig og jeg ønskede at bosætte mig dér. Det var, som hørte jeg hjemme, selv om jeg ikke kunne sproget. Nu, hvor sproget har åbnet sig, og jeg igennem årene har kunnet se på landet, som det også er, uden for turistens blændede øjne, har mit forhold ændret sig en smule. Jeg ser et land, der er regeret af en moralsk og mafiøs klovn, der kun tænker på at beholde magten for at undgå at blive sat i fængsel. Det dejlige land er i opløsning og dets unge kan ingenting, vil ingenting og lærer ingenting. De har ingen bolig, må bo hos far og mor, de har ingen arbejde. Der er en betydelig, rig og kultiveret overklasse, der på ingen måde er interesseret i at ændre tingenes tilstand, og Berlusconismen er et udtryk for, at enhver sørger for sig selv og sine venner.
Tyskland er interessant. Uendelig længe har landet værget sig ved at påtage sig et ansvar og tage en føring. Sporene skræmmer. Jeg er fuld af respekt for Frau Merkel og hendes vilje til at tage tøjlerne. Gudskelov er Tyskland et venligt og ikke aggressivt land. Husk hvad der skete! erindres man bestandigt om, når man går tur i Berlin. Ved gadehjørner står skilte, der fortæller, at her blev det jøderne forbudt at have radio, her blev de forbudt at sende børnene i skole, her blev det jøder forbudt at cykle...
Denkmals og Mahnmals overalt. Det må ikke ske igen. Frau Merkel ville have det ulige lettere, hvis Tyskland var ligeglad med EU og passede sig selv. Men Tyskland har forpligtet sig, moralsk og økonomisk og står som et bolværk midt i Eurolandenes økonomiske rod.
Tyskland forvalter sin nutid i respekt for fortiden.

Inspirationen
Mine bøger udspringer af det foregående, men sandelig også af hverdagslivet omkring mig her. Jeg færdes dagligt på min hest i det dejlige landskab syd for Aarhus. Det er så stort et privilegium at jeg ikke lærer at tage det som en selvfølge. Jeg siger til mig selv, at det ikke er noget særligt, der er masser der rider, der er masser der har god tid og sikkert også penge. Men det er ikke dét. Hverken god tid eller penge eller hest. Nej, privilegiet er et andet. Et åndeligt måske? At kunne leve som jeg gør uden at være sat uden for tilværelse. Jeg er både iagttager og deltager, og jeg kan skrive om det, så det undertiden vækker genklang hos andre.

Bag mig spor.
Foran
Fortids
Fremtid

Lyder et af mine digte

Og så er vi vist der, hvor jeg anerkender den bekendte alder og vil være den bekendt.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt