Oktober 2011

Hvis Carmen mødte Don Giovanni
- eller tankespor ved en efterårsrejse til Tyskland


Wer das Recht hat zu wählen, sollte wissen, was Er tut,
fortalte en poster på en af Berlins gader, da vi for anden gang i år tog dertil, idet jeg skulle besøge både Jüdische Museum og Stadttheater Berlins arkiv. På Jüdische var jeg ikke blevet færdig sidst jeg var der. Der var stadig mere at hente om mit kærlighedsprojekt: Richard Tauber, den østrigske tenor, der blev fordrevet af nazisterne og undslap til London. -Skrive udtømmende om hans liv kan man næppe. Hans liv og kunst har sat mangfoldige aftryk i kulturhistorien og er uløseligt forbundet med det tredje riges monstrøse fremfærd.

Husk, hvad der skete! Kunne være Berlins motto. Man går ikke mange skridt i det offentlige rum før man støder på et Denk eller Mahnmal over nazisternes forbrydelser, og dette sammen med vore operabesøg, gjorde, at jeg følte at gå ved siden af Tauber.
Det tænkte møde mellem Giovanni og Carmen vedrører dog kun Tauber i den forstand, at han sang både Don Ottavio i Don Giovanni og Don José i Carmen til glans. Efter at have set de to operaer lige efter hinanden opstod den tanke: Hvad ville Carmen og Giovanni have stillet op med hinanden, hvis de havde mødtes?

Giovanni sidder på torvet i Sevilla og kigger på cigaretpigerne, der strømmer ud fra fabrikken. Én skiller sig markant ud. Ikke kun ved sin skønhed, men også ved den karisma, der stråler fra hende. Hende vil jeg have med i min samling, tænker han, Leporello skal tilføje endnu en kvinde til min liste, så om lidt har jeg in Ispagna erobret non solo mille e tre, ma mille e quattro...
Et hurtigt eventyr med den skønne og så videre ... for med ham er det sådan, at det umuligt kan lade sig gøre at være tro mod en enkelt kvinde, for så er han jo grusom mod alle de andre og han beundrer hver og en. De er vigtigere for ham end brød og åndedrag. Desværre forstår de ikke hans natur og kalder ham en bedrager. Og så bryder han ud i sin arie, der både er en uforbeholden hyldest til alt kvindekøn og et selvforsvar...

É tutto amore.
Chi a una é fedele
Verso l´altre é crudele.
Io, che in me sento si esteso sentimento,
Vo´ bene a tutte quante.
Le donne poi che calcolar non sanno,
Il mio buon natural chiamano inganno

Han nærmer sig Carmen, der ser på ham og erkender ham som sin ligemand. Hun kaster sin rose til ham, de finder et afsides sted og mødes i et kort, heftigt favntag, hvor begge ønsker at være den forførende. Carmen går og Giovanni står for første gang i sit liv med et problem: At blive forladt.
Han hører Carmen synge om kærligheden som en fri fugl...
Il vient, s`en va, puis il revient -
Tu crois le tenir, il t`èvite

Bag deres seksuelle aktiviteter ligger en dyb ensomhed. Gruelig galt går det jo for de to berømtheder udi operahistorien, og vi havde fornøjelsen at opleve Giovanni i en noget overgearet iscenesættelse på Staatsoper Hamburg. Instruktøren havde til overmål forelsket sig i dødstemaet og et balkjoleklædt skelet med hat sammen med en række disneylignende figurer, gjorde hvad de kunne for at vende opmærksomheden bort fra både handling og musik. Sydamerikansk inspireret, kunne man læse i programmet. Og Giovanni forsvandt næsten for os i alt halløjet.

Carmen så vi på Hamburger Kammeroper. Et fortryllende sted med en restaurant, der vender ud mod en grøn gårdhave og et tilskuerrum holdt i rødt med forgyldte stole og røde plyssæder. På den lille scene opførte seks sangere dramaet, bistået af fem musikere med instrumenter, bestående af bandoneon, violin, guitar, kontrabas og piano. Ingen dirigent viftede med armene, hele ensemblet fungerede som én sammensmeltet helhed. Her kom dramaet mindst lige så meget til sin ret som med stort orkester og kor. Mindst. Jeg mindes ikke at have medlevet denne opera så intenst.

Tilbage til Berlin.
I Philharmoniens kammermusiksal var vi til klaverformiddag med András Schiff. Programmet bød på Beethovens klaversonate nr. 30 E dur, Béla Bartók, sonate for klaver, Leos Janácek, Sonate Von der Strasse og Franz Schubert, sonate for klaver G dur. Alt sammen meget medrivende - indtil Schiff nåede til Janácek og pludselig afbrød, rejste sig og sagde, Ich kann nicht weiterspielen, wenn Sie so hustet!
Og gik.
Det er sandt, at der var høje host i den følsomt akustiske sal, og Schiff er kendt for at rejse sig og gå, hvis der ikke er ro. Der opstod bestyrtet stilhed efter hans udmarch. Var det slut nu? Var vi i unåde? Skulle vi luske af?
Så kom han ind igen og vi klappede som gale. Han fuldførte ikke Janácek, men begyndte på et andet stykke. Helt mellem os talte vi bagefter om, at det var som mistede han koncentrationen under det krævende stykke og så var der jo en anledning... Vide det kan vi jo ikke...
Der lød ikke et host, dårligt nok en vejrtrækning, da han spillede Schubert til sidst. Først da han meget tydeligt tilkendegav, at nu ville han gerne have applaus, turde vi give vor begejstring til kende. Vi blev i sandhed taget til nåde, for han gav os generøst hele tre ekstranumre.

Dagen efter var vi i Staatskapelle Berlin, hvor Daniel Barenboim dirigerede Mozarts klaverkoncert A dur. En karismatisk dirigent. Jeg tænker på mit pladecover, hvor han sidder ved flygelet med Dietrich Fischer Dieskau bøjet over sig. Den meget unge vidunderspiller skal akkompagnere den store Dieskau. Nu er han langt mere end vidunderspiller, nu er han indbegrebet af Berlins og en stor del af den øvrige verdens samlede musiske kapacitet.

Sofferte onde serene er næsten uoversætteligt, men kan betyde noget i retning af, "et åndepust af intet".
Luigi Nono 1924 - 1990 var et nyt og sært bekendtskab. Ifølge komponisten er værket inspireret af Rilke. En introduktion i programmet forsøger at beskrive musikken,
Über weite Strecken bedeutet das Hören von sofferte onde serene ein Sich-einlassen auf das Dahinfliessen subtilster klanglicher Phänomene, die praktisch zu keinem Zeitpunkt einen festen Puls besitzen.
Pianisten, Maurizio Pollini, der havde spillet Mozart by heart, uden noder, kom nu ind med et tykt bundt sådanne i hænderne. Barenboim var overflødig her, og pianisten sad alene med en tydeligvis anderledes opgave, hvor han fra flygelet indgik i dialog med et elektronisk Tonband, styret oppe fra bageste tilskuerpladser af en herre med computer. Traurige klangfænomener, der ikke gav tilhørerne noget fast holdepunkt.
Mere fast grund fik vi under fødderne, da Barenboim kom tilbage og afsluttede koncerten med Franz Liszt, Dantesymfoni. Inferno og Purgatorio, der som titlen siger, er inspireret af la Divina Comedia. Romantisk, voldsomt og indimellem meget klangskønt.

I Neukölln besøgte vi et teater, Neuköllner Oper, der befinder sig på Karl Marx Strasse. Da vi steg op i lyset fra U Bahn nr. 7, var vi ikke i tvivl om, at dette var det tidligere Østberlin. Neukölln siges at være på vej til at blive hipt, men det tror jeg egentlig slet ikke spiller nogen rolle for dette musikteater, der succesfuldt eksperimenter med minimalistiske musikdramaforestillinger, hvor man kan opleve usædvanlige ting. Det gjorde vi.
Rheingold Feuerland. Ein Wagner Wiedergänger. Rhinguldet som en slags wagnersk genganger. Vi befinder os oven på en glødende losseplads, hvor en ung kvindelig Boliviansk journalist interviewer en legendarisk spekulant og stifter af diverse humanitære programmer. Tydeligvis en slags George Soros, her hedder han blot Warren. Journalistens tema er kapitalisme, ærgerrig- og gerrighed. Warren belærer hende om nødvendigheden af alle tre.
I Neapel røver Christo et sølvsmykke fra en sort immigrant og i Bombay sminker den syngende tempelhore, Agni Devi sig...
Fem personer, fem livsveje, der alle er afhængige af globaliseringen og finansverdenen med dens legale og illegale foretagener. Ærgerrighed og gerrighed var temaer, Wagner beskæftigede sig med i Nibelungens Ring. Simon Stockhausen, søn af Karlheinz Stockhausen citerer ekkoer af Wagners ledemotiver i sin komposition. Elektroniske klange blander sig med slagtøj og Susafon og det går indimellem voldsomt til.
Rheingold Feuerland slutter i ragnarok. Havet brænder.

Så var der Tempelhof. Den gamle lufthavn i Berlins midte, bygget 1924, udvidet i 1939 efter Hitlers ønske. Lufthavnen skulle indgå i nazisternes omkalfatring af Berlin til Germania, og lufthavnen skulle via et parkanlæg forbindes med det store kors på Victoriaplatz i Kreuzberg.
Det var Tempelhof, der udgjorde den ene ende af luftbroen til Vestberlin, da byen blev isoleret af Russerne fra den 26. juni 1948 til den 6. maj. 1949. I hele denne periode landede et fly i Tempelhof hvert andet minut. Rosinbomberne kaldte vestberlinerne dem kærligt, når de modtog deres livsnødvendige madvarer.
Alt dette lå jeg en varm eftermiddag i en liggestol midt på Tempelhof og tænkte på. Nu var der en lille bod med læskedrikke bag mig, på de udstrakte græsarealer cyklede, gik, legede man, spillede bold, satte drager op, gik ture med hunde og barnevogne...
I fantasien hørte jeg glammen og kommandoråb, jeg hørte støvletramp, jeg hørte folk brøle Heil Hitler ... og alt dette er sket i min levetid. Så vidunderligt er det, at de unge og de børn, der nu leger her, ingen bekymringer skal gøre sig om denne fortid.

I Weimar besøgte vi som det allerførste Goethes hus. Det hus, som jeg syntes at kende så godt, inde som udefra, fordi det spiller en stor rolle i Martin Walsers herlige lille roman, Ein liebender Mann.
Byen bærer på en stor kulturel arv. Den lagde navn til Weimarrepubikken, da nationaforsamlingen her vedtog en forfatning i 1919, der kom til at gælde indtil 1933. - Og så var den et knudpunkt i oplysningstiden, da Goethe og Schiller boede her. I 1919 blev Bauhaus skolen grundlagt af Walter Groupius, der underviste sammen med kunstnere som Kandinsky og Klee. I 1925 måtte skolen flytte til Dessau på grund af nationalsocialistisk forfølgelse, fra Dessau flygtede man til Berlin, hvorfra man blev fordrevet i 1933.
Og så er der - fjernt fra byens besøgte midte - Nietzsche arkivet. En køn villa, højtbeliggende på en stille vej. Her døde han i 1900, sindssyg, overladt til sin foretagsomme søster, Elisabeth Förster Nietzsche, der siden ihærdigt fik knyttet hans tekster tæt til nationalsocialismen, der fint kunne bruge hans Wille zur Macht som propaganda for deres sag. Søster skrev om og til og blev begunstiget af Hitler med både penge og hæder og hendes falsknerier maser man stadig med at udrede.

Mozart i sin yndigste form mødte vi også i Weimar. I Lyric Studio, der havde besøg af en række unge sangere fra hele verden, der deltog i masterclasses. Cosi van tutte for seks sangere, ledsaget af et flygel og cembalo. Vi har set opførelser af denne opera, der fokuserer på kærlighedsforviklingernes mørke sider, men her blev alt tilgivet og alle blev (vist nok) lidt klogere.
I Goslar landede vi midt i middelalderen. Med udsigt til Heinrich IIs Königspfalz fra det 11. århundrede. Magten kom til at ligge her. 23 Rigsdage finder sted i byen, der bliver en betydende Hansestad.
Nu lever den formodentlig fortrinsvis af sine turister. Lidt borte fra forretningsgaderne fandt vi et lille spisested, hvor vi slog os ned. Det var heldigt, for vi kom til at overvære en Cabaret, udført af en lokal skolelærer. Det var vittigt, begavet, politisk, hvor alt fra nazisme, Berlusconisme og Sarkozynisme blev hudflettet. Noget gik vi sprogligt glip af, og dog fik vi anerkendende ord med på vejen, dels som de eneste, der ikke var fra Goslar, dels fordi vi kom helt fra Danmark.

På vej til Hamburg besøgte vi Bergen Belsen. Siden 1945 har koncentrationslejren været et Mahnmal over de mere end 70.000 mennesker, der døde her mellem 1941 og 1945. Vi sagde ingenting, da vi kørte derfra. Ord rækker ikke.

Installeret på et hotel tæt ved havnen, fandt vi ved kaj nr. 10 den kække lille båd, der sejlede til Ballingstadt. Albert Ballin, 1857 - 1918, var dansk, født i fattige kår som trettende barn af en dansk jødisk købmand, der havde slået sig ned i Hamburg og drev et lille udvandreragentur. Ballin gjorde karriere og blev det tyske kejserriges største forretningsmand. Han blev generaldirektør for Hapag, der er en forkortelse af Hamburg -Packetfahrt- Actien - Gesellschaft. Han konciperede en by, der skulle fungere som midlertidigt hjemsted for udvandrerne. Byen fik hans navn, Ballinstadt og blev for millioner af europæere den sidste station inden sørejsen til Amerika.
Ballin forlangte af sine ansatte, at de skulle behandle emigranterne ordentligt. Som kunder. Restriktioner blev til service.
Ballinstadt åbnede juli måned 2007 som et museum, der huses i nogle af de gamle bygninger, en af dem er den tidligere udvandrerhal, der også rummer et familieforskningscentrum, hvor man gratis kan få hjælp til at spore udvandrede familiemedlemmers skæbne.
En anden bygning er museets hjerterum. Her gennemlyses baggrunden for de mennesker, der forlod deres hjemlande. Vi følger dem i deres overvejelser og på rejsen via interaktive oplevelsesstationer, indtil de når det forjættede land i den Nye Verden. Vi fulgte en jødisk kvinde, der fortalte, hvordan hun og hendes mand og børn undslap Tyskland umiddelbart efter Krystalnatten den 9. november 1938, og senere i udstillingen kunne man høre hende fortælle, hvordan det var gået familien i New York.
Et besøg i Ballinstadt er en tidsrejse, der yder homage til de mennesker, der vovede at rejse ud i det ukendte og tage deres skæbne i egne hænder. Denne historiske rejse er stadig aktuel for de tusinder, der i dag må søge bort fra deres hjemlande. Det er et sted, hvor historie og nutid mødes i drømme og håb om et bedre liv. Drømme, det kræver mod at søge virkeliggjort. Det lykkes ikke for alle, hverken dengang eller nu.
Det er det bedste museum, vi nogensinde har besøgt og hjemmesiden www.ballinstadt.de giver et stærkt og bevægende billede som indledning til et besøg.

Og således kunne vi vende hjem til et forandret Danmark.
Vi ønsker den nye regering lykke til.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt