September 2011

Snehvides spejl
Eller
Giftes med farmand


Niels Marthinsens opera, med tekst af Eva Littauer, er meget langt fra Disneys rosenrøde Snehvide, eller fra Grimms eventyr, der fortæller om den unge, uskyldige pige, der forgiftes af sin onde stedmoder, fordi hun med djævelens vold og magt vil være den smukkeste i landet her. Men da spejlet er sanddru, må det afvise hendes ønske og fortælle, at den smukkeste er Snehvide. - Og så må hun dø, ifølge stedmoderlig logik.


Ikke sådan hos Marthinsen og Littauer, der lader Snehvide være en manipulerende, forstyrret, selvoptaget og snotdum prinsesse, der er bedøvende ligeglad med den pæne, korrekte prins, der gerne vil fri til hende, men ikke rigtigt tør. Hun spejler sig! I det talende spejl, der forsikrer hende om, at hun er den smukkeste i landet her og hun spejler sig i hofnarrens Miss Tobys tilsyneladende solidaritet. Uden at gøre sig klart, at Miss Toby med en drink i hånden til hver en tid svinger med sidst ærede taler, for derefter at manipulere mindst lige så meget med sine omgivelser som Snehvide.

Snehvides mor er død og de eneste minder hun har, er moderens tusindvis af kjoler, som hun prøver foran sit spejl for at finde netop den, der vil gøre hende allermest yndig i den attråede fars øjne. Hun vil have ham til at fortælle om moderen. Hvordan var hun? Hvordan så hun ud? Faderen undviger, og siger, at hans lille datter ligner sin mor meget, giver hende en dukke, og den lille datter stamper i gulvet og skriger, at hun er en voksen kvinde.

Kongen er en svag mand. Han har givet fortabt som far og viger skræmt tilbage, da datteren kysser ham på munden. Bestemt ikke et datterligt kys, men en kvindes krævende kys. Snehvide er klar til incest. Hun vil forføre sin far. Der skal kun være de to i verden. Det synes kongen ikke om. Han fortæller, at han vil gifte sig. Snehvide og hendes stedmoder skal nok komme godt ud af det sammen. Dronningen bliver gravid, Snehvide raser i sin jalousi. Der er lagt op til konfrontation mellem de to kvinder og den konfliktsky konge flygter, idet han påstår at have uopsættelige opgaver som landsfader.

Snehvide og dronningen er alene. Dronningen er tålmodig med sin afvisende steddatter og søger at nærme sig hende. Snehvide giver dronningen en flaske, der burde indeholde hendes skønhedseleksir, men som pigebarnet har byttet med en forgiftet drik.
Dronningen aborterer, kongen kommer hjem og synger en lille sang om ulykke og tab, dronningen anklager Snehvide for mord og vil lade hende dræbe, kongen vil nøjes med at sætte hende i kloster. Snehvide løber sin vej.

Ude i skoven tager syv minearbejdere sig af hende. I den forstand, at de voldtager hende, undtagen den forsagte, tykmavede Tumpe. Mændenes interesse for Snehvide synes ikke at skræmme hende voldsomt, hun bliver nærmest smigret og først i det øjeblik de genkender hende som den flygtede prinsesse og vil have findeløn, går det op for hende, at de vist ikke er rigtige venner. De efterlader hende lænket, dronningen kommer med en par håndgange mænd, mod klækkelig betaling har hun overtalt Miss Toby til at få spejlet til at røbe, hvor Snehvide befinder sig. Stakkels Tumpe, der holder vagt, bliver dræbt. Dronningen fremdrager en kniv og beordrer sine mænd at gøre Snehvide fri, så hun personligt kan dræbe hende. I stedet lykkes det pigen at stikke kniven i stedmoderen, der dør.

Hjemme på slottet ligger dronningen på lit de parade, Snehvide prøver en sidste gang at erobre sin far tilbage, nu skal der kun være de to i verden for hinanden. Kongen dør af hjerteslag, hofdamerne og Miss Toby står som en mur foran Snehvide, prinsen ser på hende med afsky og forlader slottet. Miss Toby tager et par elegante valsetrin med en Bloody Mary i hånden og synger en kynisk sang om, hvor galt det dog kan gå.
Snehvide står alene tilbage. Med sit spejl.
Tableau.

Librettisten, Eva Littauer, er sluppet nogenlunde godt fra sin "omvendte Grimm." Vi kan sagtens forholde os til både slot, hofdamer og narre, kroner, lakajer, prinsesse, dronning og konge. Med nogen anstrengelse er det også muligt at forestille sig dette dysfunktionelle barn sat ind i en nutidig sammenhæng.
Og musikken da? Hvordan forholder den sig til teksten?
Meget, meget dårligt.
Så længe sangerne holder mund er musikken ganske effektiv som filmmusik kan være det. Men i det øjeblik, den skal kommunikere med stemmerne på scenen går det helt galt. Prinsessen skriger sig gennem stykket i skingrende koleraturer. Op og ned, ned og op, og det hele lyder enerverende ens. Bedst lykkes det den manipulerende Miss Toby, alias Gert-Henning Jensen at trænge igennem musikalsk. Hans tindrende lyse tenor havde som eneste stemme fået et par heldige arier, som det ikke lykkedes orkesteret at overdøve.. Tenoren, Mathias Hedegaard, er fuldstændig ladt i stikken. Det er som om komponisten ikke finder hans figur interessant og bare lader ham stå og træde sig selv over tæerne som en bleg skygge af den herlige tenor, han er i virkeligheden. Kongen, alias barytonen Jørn Pedersen har et par enkelte arier, der lader sig lytte til uden at de fæstner sig, og dronningen, mezzoen Helene Gjerris, får ikke brugt sin stemme til meget andet end at råbe med.
Koret går det lidt bedre med. De er jo også flere, og kan bedre manifestere sig i forhold til musikken.

Marthinsen udtaler, at han skriver musik, der er præget af den tid, vi lever i. Han bruger de musikgenrer, han er vokset op med, hvilket især betyder pop. Det er der ikke noget i vejen med, men én ting er lave kompositionsmusik for orkester, noget andet at få kompositionerne til meningsfuldt at indgå et samarbejde med sangerne.
Det lykkes ikke.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt