Juli 2011

Båltale 2011

Det er en lykke at høre til. Det er der mange, der ikke gør - ikke har lov til og ikke mere har noget land, de hører til.
Lykkelig er den, der kan sige: her er jeg født, herfra min verden går.
H.C. Andersen var i sandhed dansk. Men også en nysgerrig europæer. Om udsyn og indsyn vidner hans kærlighedserklæring til Danmark
Hvor reder sommeren vel blomstersengen
Mer rigt end her
Ned til den åbne strand…


Ordet "herfra" er nøglen til forståelsen for Andersens glæde ved Danmark.
Herfra bliver verden omkring mig til, herfra går jeg ud og ser mig omkring.
Det kræver mod at leve, sagde Karen Blixen, og en anden stor europæer, og lidenskabelig dansker, var Georg Brandes, der om H.C. Andersen sagde: Det kræver mod at have talent.

Ja, for det krævede mod at være H.C. Andersen, den evigt ængstelige, der trods sin tro på sit talent gang på gang gerådede i bundløs sorg og kvide, når folk latterliggjorde hans person og kritikerne nedgjorde ham som forfatter.
At være modig er at overvinde frygten. Og det gjorde Andersen. Han var bange for at rejse, og han rejste umådelig meget. Til Italien, Frankrig, Tyskland, Østrig… og aldrig drog han nogetsteds uden at have sit brandtov med sig så han kunne fire sig ned fra vinduet på de hoteller, han boede på, hvis der skulle udbryde ildsvåde. Han havde også skrækvisioner om at blive levende begravet, og derfor placerede han altid en seddel ved siden af sin seng, når han skulle sove, hvorpå der stod:
Jeg er kun skindød.

Om at vove og om at elske, se det omhandler just hans eventyr, Hyrdinden og Skorstensfejeren.
"Har du virkelig mod til at gå med mig ud i den vide verden? Spurgte skorstensfejeren den lille hyrdinde. Har du betænkt, hvor stor den er, og at vi aldrig mere kommer tilbage?"
"Det har jeg," sagde hyrdinden og fulgte så sin skorstensfejer på en farefuld færd gennem rør og sorte tromler indtil de til sidst sad oppe på kanten af skorstenen.
"Himlen, med alle dens stjerner var ovenover, og alle byens tage nedenunder. De så så vidt omkring, så langt omkring i verden. Den stakkels hyrdinde havde aldrig tænkt det således. Hun lagde sit hoved op til sin skorstensfejer, og så græd hun, så guldet sprang af hendes livbånd.
"Det er alt for meget, " sagde hun. Det kan jeg ikke holde ud! Verden er alt for stor. Gid jeg var igen på det lille bord under spejlet."

Den lille hyrdinde overvandt ikke sin frygt for den vide verden, men vi ønsker alt godt for vores modige skorstensfejer, og vi vil fortælle ham, at han skal forfølge og forsvare kærligheden, talentet og åbenheden. Og vi vil sætte mod i den lille hyrdinde og overbevise hende om, at det slet ikke er så farligt som hun tror at give slip på det hjemlige og trygge for en stund. Så vil hendes nej til verden med tiden måske blive et ja - og hun opdager hvor rummelig og vidunderlig den store, vide verden er, for hun kan jo vende hjem til sin hylde i Danmark.
Og så skriver Andersen den vidunderlige tekst,

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
Hvor sproget er min moders bløde stemme,
Og som en sød musik mit hjerte når.
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede,
Dig elsker jeg. Danmark mit fædreland


Thøger Larsen beskriver i et digt sin kærlighed til Danmark. Om at høre til i et land med sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.
Vi vil med denne digter og med Andersens skorstensfejer håbe, at Danmark altid vil besinde sig gavmildt og åbent i verden, så man om os kan sige:

Alt hvad der i dine arme lå, lader du solen skinne på.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt