Juni 2011

På sporet af Musikken.
Berlin i Maj


Igennem nogle år har jeg korresponderet med Jüdisches Museum. Da jeg besøgte museet første gang, tænkte jeg, at jeg måtte kunne finde noget om den østrigske tenor, Richard Tauber, der flygtede fra Berlin til Wien i 1933, og som på en turné i Italien 1938, erfarede de tyske troppers indmarch i Østrig. Da hans far var jøde, skulle Tauber udslettes. Han vendte aldrig tilbage til Tyskland.
Efter korrespondance med læsesalen gennem nogle måneder, præsenterede jeg mig i informationen - efter at have været igennem et omfattende sikkerhedscheck, der ikke lader nogen lufthavn efter. Jeg blev henvist til læsesalstårnet, der ligger ude i museets have og lignede en fæstning. Døren så ud til at være armeret, der var ingen håndtag. Efter at have aktiveret et ringeapparat, skulle jeg træde nogle skridt tilbage. Døren åbnede sig på klem, indenfor: intet. Udover en elevator, der førte op til 3. sal, hvor endnu en dør stod på klem. Jeg var ventet. Man var hjerteligheden selv, mine bestilte arkivalier lå parat og jeg tilbragte nogle bevægende timer med studier af stoffet.
Og således kom den første dag under vort besøg i Berlin til at blive starten på en musikalsk rejse via to operaer, en operette og en Liedaften, som Richard Tauber kunne have medvirket i.


Vi indledte med Richard Strauss, Salome, iscenesat af Thilo Reinhardt. Handlingen er henlagt til vore dage og kunne foregå på Vestbredden. Den fængslede Jochanaan er en højst nutidig fundamentalist, en politisk fange, der håner et dekadent party, afholdt af en småberuset kong Herodes, omgivet af sikkerhedsvagter og spindoktorer. Salome er en ung, nysgerrig og forkælet pige i lårkort. Hun elskes håbløst af den unge officer Narraboth, der har kommandoen over en gruppe soldater, der bevogter fangen. Salome træder ud i den månelyse nat og lader Herodes´ støjende og berusede selskab bag sig. Narraboth udbryder, Wie schön ist die Prinzessin heute Nacht, og hans unge intendant advarer ham. Prinsessen er uopnåelig, hun vil aldrig så meget som se til hans side…
Fra Fangehullet lyder Jochanaans stemme, Einer wird kommen… og Salome spørger interesseret, hvem der befinder sig dernede. Det er en hellig mand, siger Narraboth. Ham vil hun gerne se, og hun beordrer ham op i lyset. Det må vi ikke, siger Narraboth, og da han fortvivlet værger sig mod at efterkomme hendes ønske, snitter hun halsen over på ham. Han står i vejen! Soldater trækker fangen op i lyset og han synger om tidens forfald, om Ham, der skal komme, Ham som ingen er værdig. End ikke til at løse hans skobånd. Salome fascineres af den flotte fange, og på halvt barnlig teenagemaner, halvt kongedatter bydende, forlanger hun et kys, men bliver hånligt afvist. Hun insisterer, hun vil røre ved ham og han støder hende voldsomt fra sig med væmmelse. Efter at have fordømt hendes mor, Herodias, og kaldt hende en hore og en skøge, går han frivilligt tilbage til sit fangehul. Kong Herodes træder nu ud af slottet, fulgt af sin hustru og sine gæster. Han vil have Salome tilbage til festen, men han glider i Narraboths blod og får at vide, at officeren har taget livet af sig. Det var dog en kedelig ting, siger Herodes, han var ellers sådan en flink ung mand.
Herodes, der begærer sin steddatter, som på sin side afskyr ham, lover at opfylde alle hendes ønsker, hvis hun vil danse for ham. Det gør hun, og forlanger Jochanaans hoved. Når hun ikke kan få ham på anden måde, må hun nøjes med hans hoved. Herodes tør ikke - hvad vil jøderne sige! Profeten er hellig, om end besværlig…
Det vægelsind kan Herodias ikke vente på. Hun tager beslutsomt en bajonet fra de forskræmte soldater og giver sig til at file hovdet af Jochanaan, der ikke sætter sig til modværge.
…Salome må erkende, at kysset smager bittert og putter det i sin plasticstrandtaske.
Denne gammeltestamentlige handling stod frysende aktuel, og man måtte spørge sig, hvor mon den menneskelige kærlighed i en hvilken som helst fundamentalistisk kontekst befinder sig? Jochanaan kender kun til afvisning, fordømmelse og hån. Så hvad vil han egentlig sætte i stedet, når han anviser Salome at forsage sit tidligere liv? En hadsk krops og kærlighedsforskrækket tilværelse som terrorist?


Så gjaldt det Mozarts Idomeneo. En opera, hvis ydre handling er sparsom, men personernes konflikter desto voldsommere. Kongen af Kreta, Idomeneo, vender tilbage efter at have erobret Troja, og straffes med en storm, der truer hans skib med forlis. Havguden Poseidon, der er Trojas skytsgud, vil hævne sig, og for at formilde ham, lover Idomeneo en offergave, der skal være det første menneske, han møder efter sin hjemkomst. Et rædsomt og forfærdende tema. Idomeneo møder sin søn, Idamante, og herefter gør han længe alt for at undkomme sit løfte til guden.
Idomeneo elsker den tilfangetagne trojanske prinsesse, Ilia, og sætter både hende og de øvrige trojanske krigsfanger fri. Den græske kongedatter Elektra elsker Idamante og ønsker at blive hans hustru, og dermed vinde både kærlighed og magt. Ligesom Ilia er hun en fremmed på Kreta, thi efter drabene på sine forældre, Agamemnon og Klytaimestra, måtte hun flygte fra Mykene og håber nu at blive dronning af Kreta. Idomeneo tvinges til at ofre sin søn. Ilia kaster sig imellem for at frelse sin elskede, men Idamante giver sig hen til sin far og sin skæbne. I yderste øjeblik griber de højere magter ind. Nu skal blodsudgydelserne standse, nu skal kærligheden råde, nu skal Ilia og Idomeno herske over landet i fred.
Men kan sønnen glemme, at faderen ville ofre ham?
Og kan faderen glemme, at han var parat til dræbe sønnen?

Elektra bliver taberen. Hun kan ikke indordnes i den nye kærlighedens verden, der er ingen plads til hende dér.
Da hun forlader scenen, er hun ikke alene. Hun har et barn ved hånden. Et barn, der ikke oprindeligt hører med i operaen, men som i denne opsætning spiller en stum og for familiedramaets deltagere usynlig rolle.
Hvem er han? Måske kunne han være den nye tid? Måske kunne han være Ilias og Idamantes søn engang ud i fremtiden.
Måske bliver Elektra gennem ham alligevel i stand til at indtage en ny rolle i en ny verden. Ikke en Blut und Rachen verden. Ikke hævn og vold. Men en ny verden, der besinder sig på kærligheden.


Endelig var det Jacques Offenbachs operette, La Perichole.
Festlig musik, store stemmer, fantastiske kostumer med en både vidtløftig og meget konkret handling.
Der indledtes drilsk med temaet fra Wagners Isoldes Liebestod og så stod der en ensom mand på scenen med en pjaltet rød fane… En systemomstyrter, en revolutionær, som ingen rigtig har tid til at høre på, for vigtigere ting pågår. Kongen af Peru går incognito rundt i sin by - dog ikke mere incognito end at alle ved, hvem han er, og nok skal vare sig for at sige noget negativt om hans styre. Han møder en smuk, fattig og sulten ung kvinde, der elsker en lige så fattig ung mand. Kongen vil have hende som maitresse, men forfatningen kræver, at hun skal være gift. Man må finde en passende mand!
Det fordrukne kor drikker de to unge elskende fra sans og samling, så de ikke aner, at man gifter dem med hinanden, hvorefter Perichole får et godt måltid mad, fine kjoler og installeres på slottet. Den unge mand prøver at hænge sig…
Alt ender nogenlunde godt, og vi efterlades med spørgsmålet, hvorvidt kærligheden kan overleve, når man hele tiden er sulten og hvor langt man kan gå for at tilpasse sig, uden at miste sig selv?

Komische Opers tilskuerrum er vidunderligt, og vi tilbragte de tre aftener i en slags art dèco tidslomme. Måtte den tidslomme leve længe.


Og så var der Liedaften i Philharmonien. Basbarytonen Thomas Quasthoff havde desværre fået forfald, men en kompetent bas var fundet i stedet. Programmet var Schumanns Spanische Liebeslieder og Brahms Liebeslieder. Sangerkvartetten var sublim, og da de under stormende bifald som ekstranummer gav Das zerbrochene Ringlein a capella, uden klaverledsagelse, løb fruens øjne over. Også sidedamens.

Hör ich das Mühlrad gehen,
Iche weiss nicht, was ich will.
Ich möcht am liebsten sterben,
Da wär´s auf einmal still



Og et familietræf blev det også til. Vi havde erfaret, at en slægtning og hans kone var på venskabsbesøg i Berlin med et dansk kor, Der Dänische Oktoberchor. Begivenheden fandt sted i et lokale i det tidligere østberlin og vi indfandt os i god tid. De sang, så det kunne høres, gjorde de: En sang om frihed, Bøn til en arbejder, sange af Brecht, Theodorakis og andre. Jo vist lyste deres røde bluser som i sin tid de røde faner. Bagefter var der fælles øl på en knejpe, hvor vi sad på skødet af hinanden - udendørs. Thi der måtte ryges i knejpen.

På sporet af kærligheden. Eller det er bedre at lide af ulykkelig kærlighed end at leve goldt og kærlighedsløst. Sådan kunne overskriften til vore berlinske musikoplevelser godt lyde.



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt