Maj 2011

Refleksioner over forår, Richard Tauber og Rainer Maria Rilke

Aldrig har april opført sig som maj. Aldrig!
Jeg ved det, for på min fødselsdag den 20. april er det gennem årene hændt, at en snestorm har raset. Men nu? Nu er alting grønt, bøgeskoven er næsten ved at lukke kronerne tværs over skovstierne, så anemonerne må skynde sig ekstra meget for at nå det, de skal.
Røgen fra vore brændeovne er afløst af grilldufte fra haverne og der høres stemmer til sent på aftenen. Mit arbejde ved skrivebordet har ligget noget underdrejet, i stedet har jeg tilbragt timer på terrassen, kigget op på vinen, der slynger sig under deres gennemsigtige tag og skyndet på den så den kan få foldet sine blade ud. Den er ligeglad. Den skal bruge den tid den skal og kan ikke tage sig af, at jeg får middagssolen alt for stærkt ned gennem taget.
Men læse gør jeg, derude på terrassen. Forberedelser til videreskrivning på min Tauber bog. At han stadig lever, selv om han døde i 1948, er evident. Jeg har lige fået tilsendt en ny tysk bibliografi, udgivet af et østrigsk forlag, med støtte fra Nationalfonds der Republik Österreich für Opfer der Nationalsozialismus.- Det må siges at være glædeligt! Østrig glimrer ikke ligefrem med et selvopgør, henholdsvis indre ransagelse med hensyn til landets obskure fortid, hvor antisemitisk forfølgelse konkurrerede med det tredje rige. Et eksempel herpå er den efter Anschluss fordrevne stjernesopran Elisabeth Bergner, der af daværende østrigske kansler Kreisky i slutningen af 1980erne blev spurgt, om hun da ikke ville vende tilbage til sit gode gamle land og forlade sit eksil i England. Den 86 årige dame brød sig ikke meget om det halvhjertede forsøg på udsoning og blev i London.

Tauber måtte hovedkulds redde sig ud af Berlin i 1933, da han efter en koncert blev overfaldet af SA, hvorefter han tog ophold i Wien med koncertrejser til Prag, Budapest, Linz, Salzburg, Brüssel og England. 1937 turnerede han i USA og begejstrede blandt andet Carnegie Hall i New York. 1938 var han atter på turne i USA og i Italien erfarede han indmarchen af tyske tropper i Østrig.
Fra det år, 1938, var Heimat et sted, der ønskede ham død. England blev hans nye fædreland og gav ham statsborgerskab.
Endnu 10 år havde han tilbage inden han dødssyg for sidste gang 1947 stod på Covent Gardens scene som don Ottavio sammen med Wiener Staatsopers ensemble, der gæstede London for første gang efter krigen… Det er en stor historie om en stor sanger. Som så mange andre tysk og engelsksprogede forfattere og musikkyndige er jeg flyttet ind i den for at fortælle den på dansk.


Ja, hvert forår behøver dig vel…
Ja, die Frühlinge brauchen dich wohl…
Siger Rainer Maria Rilke i Duino elegiernes første sonet. Hver forår, siden jeg for omkring halvtreds år siden læste denne sætning for første gang, har jeg grundet: I almindelig tale er det vel os, menneskene, der behøver forårets komme. Men Rilke vender det om og ønsker, at vi i stedet for at anskue foråret - årstiderne - livet - som noget, der er stillet i vor tjeneste, er det os, der skal stille os til rådighed. Det er foråret, årets spæde begyndelse, livets fornyede vækst, der har brug for os. - At vi ikke lægger det øde, at vi begriber, hvor sårbart det er, at vi i stedet for at herske hærgende brutalt, stiller os i forårets, livets tjeneste. Den sarte, stille digter så Schloss Duino sønderskudt, så krigens hærgen og foråret søndertrampet. Og så skrev han, ja hver forår behøver dig vel



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt