Marts 2011

Martin Walser revisited
Mit hinsides

Jeg havde stor fornøjelse af Mit hinsides. Hvis jeg kunne skrive så muntert som 83årig, ville mit liv og forfatterskab ikke have været helt forgæves.
Det er en gammel mand, som Walser selv, der egensindigt og med mange afstikkere, beretter om sit sidste år som psykiatrisk overlæge ved hospitalet i Scherblingen. Den yngre, dynamiske og moderne medicinske direktør for hospitalet, Dr. Bruderhofer, ånder ham i nakken og venter som en jagthund på enhver blottelse hos sin chef, der kan få ham til at fremstå som en oldsag, der ikke magter at drive hospitalet mere. Ovenikøbet er samme Dr. Bruderhofer gift med professor Feinleins ungdomskærlighed, Eva Maria, der er 18 år ældre end sin ægtemand. Hun har det med at sende postkort til Feinlein, uden tekst, kun underskrevet: I kærlighed. Og Dr. Bruderhofer står med løftet ben, parat til at overtage chefstolen.
Når alt dette bliver for meget for professoren, tager han en smuttur til Rom. For at opsøge én bestemt kirke og ét bestemt kunstværk, Carravaggios Madonna dei Pellegrini. Dette værk beskriver Feinlein/Walser for os med overdådig humor og stor kunstnerisk indsigt, hvad jeg forvissede mig om ved at tage billedet ned fra nettet.

Om alle disse trakasserier, nederdrægtigheder og drillerier som professoren er udsat for fra Dr. Bruderhofers side, om refleksioner over den fraværende Eva Marias kærlighedspostkort, handler bogen. Og om alt muligt andet.

Om at blive gammel og få sine særheder: Jo ældre man bliver, desto mere tilrådeligt er det at tænke på, hvordan man virker på andre…
Jeg må prøve at forstå dem, på hvem jeg er begyndt at virke sær. Det er vanskeligt. Selv synes jeg jo ikke, der er noget i mig som er ved at blive sært. Men jeg må antage, at andre ser anderledes på det.

Om kærlighed: at tro på det, som ikke er til. For at det skal være til.

Om tro: troen gør verden smukkere end det at vide…
Hvis Gud fandtes, ville vi ikke kunne tale om ham. Så ville ordet ikke findes. Ordet findes, fordi han ikke findes.
De troendes tro gør enhver tilbedt genstand til en helligdom. …Menneskene skaber sig noget, som de ønsker at tro på. Derved bekender de, at det, som de tror på, ikke findes..


Ved hospitalets nytårsbal må professor Feinlein se sig endeligt besejret af Dr. Bruderhofer, der både får professorens mangeårige, smukke og loyale sekretær, Lucia, over på sin side, og oven i købet også kantineforpagteren, Hr. Felgentreff, som ellers har næret stor omsorg for sin chef.
Beruset og slået af banen beslutter han sig til at handle. Som en fritids- og bibeskæftelse har han i mange år skrevet på en bog om relikvier. Han passer morderligt godt på manuskriptet, for hvis det rygtes, at han laver sådan noget, vil Dr. Bruderhofer være over ham som en mis. Altså: han stjæler et kostbart relikvie fra den katolske kirke, han via venskab med pateren har adgang og nøgler til. Hjemme sidder han spændt og venter. Man må dog aflyse den årlige Kristi Himmelfartsfest, hvor relikviet i ophøjet triumf vises frem og velsigner folket. Men hvad erfarer han? Festen pågår som altid. Et relikvie bæres frem, alle er glade. Altså er Feinleins tese sand: Det er ligegyldigt om relikvier er ægte eller ej. Bare man tror på det. Altså er tro det at skabe noget, man ønsker at tro på.

Professoren bliver afhentet af to politifolk, en læge og en plejer og indlagt på sit eget hospital. Dr. Bruderhofer har vundet, og jeg har læst en underfundig og egensindig roman af en stor forfatter. En bog, man måske selv skal have en vis alder for at appreciere, en smule selvindsigt, humoristisk sans og et modtageligt gemyt skader heller ikke. Da åbner bogen sig med en generøs latter og fortæller, hvor meget man egentlig kan tillade sig, når man er gammel og vidunderligt sær. I andres øjne. Ikke i egne, naturligvis.












tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt