December 2010

Sneet inde med Herman Hesse

Mens sneen falder og blæsten hujer, hælder vi brænde i ovnen, bager brød, laver æbleskiver og prøver at overtale katten til at gå ud, når den skal og ikke vil, for verden er alt for hvid og dyb. Mens dette foregår, har jeg Steppeulven rumsterende i hovedet. Jeg skulle finde en lille bog, der lod sig læse i sengen og ihukom at bogen stod i reolen. Jeg læste den engang i 60erne, fordi det gjorde man, når man var med på beatet.

Traktat om steppeulven.
Ikke for alle.
Kun for forrykte.

Jeg husker min optagethed af helten, Harry Hallers, strid og fortvivlelse. Strid for at undslippe det trygge, satte borgerskab. Fortvivlelse, fordi han trods alle fornærmelser og undsigelser af samme, alligevel blev draget mod det.
Jeg var selv en borgerdatter og nød godt af dets privilegier, samtidig med at min unge sjæl fløj ud over stepperne med ulven. Også jeg ville både høre til og være fri.

Jeg kunne ikke mere udholde dette tamme, forløjede, pæne liv. Men når jeg, som det syntes, heller ikke kunne udholde ensomheden, da også selskabet med mig selv var blevet mig så usigelig forhadt og modbydeligt, når jeg slog om mig i mit helvedes lufttomme rum, mens jeg følte det, som om jeg skulle kvæles, hvor var der da så en udvej?

Denne passus fandt jeg understreget i min gamle bog. Den havde fæstnet sig dengang, for halvtreds år siden.
Dengang brændte min ungdoms hellige ild. Den ligger stadig og gløder, måske mere hellig for mig nu end dengang. Og jeg beklager min Harry, at han kun har væmmelse tilovers for sit liv. Hans forfatter lader ham have alle privilegier. Han mangler aldrig penge, han kan slå sig ned i verden, hvor han vil og han lider af hjemve. Det kan jeg genkende. En hjemløs hjemve. Et paradoks.
Dengang var jeg ved Henry Hallers side når han udbredte sig om det liv, han så udfoldet omkring sig.

Det er så smukt med den tilfredshed… Nu er det desværre sådan fat med mig, at jeg netop ikke ret godt kan udholde denne tilfredshed, at den efter kort tids forløb bliver mig frygtelig forhadt og modbydelig…så brænder der i mig et vildt begær efter stærke følelser, efter sensationer, et raseri mod dette afdæmpede, flade, normaliserede og steriliserede liv…

Men Harry Haller ender med at komme nogenlunde overens med sin steppeulv og indser, at han bliver nødt til at skabe en bro mellem mand og ulv. En modus vivendi mellem sin drøm om et andet og ædlere liv end den foragtede spidsborgers, og en jordnær forbindelse med samme.
Foragt for mennesker, der lever det liv, de nu udfolder, er ikke særlig holdbar i det lange løb. Og Hallers tungsindige blanding af fantasier om et højere, mere strålende og egentligt liv, falder til jorden, da han møder en kvinde. En smuk en. En prostitueret i et værtshus, han opsøger og hun fortæller ham ganske enkelt, at han er en nar. Hun vil danse, han bliver helt perpleks. Det kan han ikke.

Det er mine forældres skyld, retfærdiggjorde jeg mig, de har ladet mig lære latin og græsk og al den slags. Men de ville ikke lade mig lære at danse, det var ikke mode hos os. Mine forældre dansede aldrig.
Hun så roligt på mig, fuld af foragt…
Nå, så dine forældre er skyld i det! Har du også spurgt dem, om du må gå i Zum schwarzen Adler i aften? Har du? De er døde for længe siden, siger du. Når du af lutter lydighed ikke har villet lære at danse, mens du var ung, så for min skyld gerne.


Helt helbredt bliver han nok ikke, den gode Harry. Et sted sidder ulven nok stadig og hyler. Og det synes jeg er ganske udmærket. Enhver har ret til sine indre ulvehyl og sandt at sige: Om vi bor i slot eller hytte, kan vi ikke løbe fra vor hjemløshed i verden. Men vi kan tage bolig i den, kan vi.
Bogen er skrevet 1927. Haller døde 1962.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt