November 2010

Martin Walsers nye roman fra 2008 hedder Ein liebender Mann.

Walser er født 1927. Indkaldt til det tyske luftforsvar 1944-45, hvorefter han havnede i amerikansk krigsfangenskab. Tilbage i Vesttyskland arbejdede han som journalist og foretog omfattende rejser. Fra 1960erne engagerede han sig politisk, støttede SPD, men blev anset for at være kommunist. Han modtog i 1987 den fornemme hædersbevisning, Grossen Bundesverdienstkreuz og i 1998 fik han de tyske boghandleres prestigefyldte fredspris. I den anledning holdt han en tale, der udløste en heftig debat om den måde, hvorpå Tyskland forholder sig til sin nazistiske fortid.
Walser sagde, at nu måtte det være nok med skyldbetyngede mindesmærker om fortiden. Han benægtede på ingen måde de faktiske hændelser og slet ikke Holocaust, men kritiserede den måde Tyskland lod sin fortid diktere nutiden. Fortiden kom ustandseligt i fokus ved stadig nye Mahnmals og Denkmals.
Talen affødte kraftige modangreb og Ignatz Bubis, præsident for det jødiske centralråd i Berlin, anklagede Walser for antisemitisme.

Ein liebender Mann handler om den aldrende Goethes kærlighed til en purung kvinde, skrevet af en 83 årig forfatter. I sommeren 1823 forelskede den 73 årige Johan Wolfgang von Goethe sig heftigt i den 19 årige Ulrike Von Levetzow. På Goethes niveau tager man naturligvis på kurophold til mondæne steder som Marienbad og Karlsbad, hvor man omgås europæiske skønånder og adelige, og Goethe er så berømt, at alle føler sig beriget og beæret over at være i hans nærhed. Hans tjener Stadelmann får sig en ekstraindkomst ved hemmeligt at sælge hans afklippede hår.
Her i Marienbad opholdt sig altså den adelige Ulrike von Lewetzow sig sammen med sin mor og sine to søstre. Goethe kendte familien godt fra tidligere ophold og nu blussede en forelskelse op ved gensynet med Ulrike i 1923. Han lod sin ven, storhertug Karl August von Sachsen-Weimar-Eisenach overdrage sit frieri, men afvistes høfligt af både datter og mor, der med megen anstand og diplomati lod hertugen viderebringe til Goethe, at Das Fräulein hätte noch gar keine Lust zu heiraten. Og det må man jo sige, at hun ikke havde, thi hun døde ugift i en alder af 95 som Stieftsfräulein på sit gods i Trziblitz.

Goethe var 25, da han i 1774 skrev alle tiders mest berømte roman, Den unge Werthers lidelser, der tog udspring i digterens forelskelse i en gift dame, Charlotte Buff, der i bogen optræder som Lotte. Berømmelsen begyndte altså med skildringen af en kærlighed, der ikke fik lov at blomstre - man tænke her på troubadourdigtningen - og da hans navnkundighed var størst, rammes han atter af en stor og uigengældt forelskelse, der udløser det store opus, Marienbad elegierne.


Walser lader os næsten udelukkende se Ulrike gennem Goethe, der udover at synes, hun er yndig også tillægger hende en stor åndelig kapacitet. En kapacitet, som hun nok forlenes med gennem hans forelskelse. Han falder gang på gang i svime over hendes intellekt, hvortil hun svarer, at hun synes det er sødt, at han ikke fatter, at hun imiterer ham. Ellers får vi ikke meget konkret at vide om hende.
Walsers projekt er nok så meget at vise, hvordan digtere af alle slags og i alle aldre - også i livets sidste fase - anvender kærligheden i en højere sags tjeneste, nemlig kunstens. At skrive er at leve og at skrive er den eneste måde at leve og opleve på, mener mange forfattere, og det er just både deres velsignelse og forbandelse. For andre, der ikke er digtere, ser det anderledes ud. Når man er gammel er det sin sag at forelske sig i en ung person, hvilket jo for eksempel i temmelig høj grad blev Jørgen Leth til del.
Walser lader sin læser forstå, at Goethes brændende kærlighed til Ulrike mere er en kærlighed til den følelse af kærlighed hun vækker i ham, når han sætter sig til skrivebordet for at digte om den. I samtalerne med Ulrike citerer Goethe ofte både Werther og andre af sine frembringelser og egentlig kunne bogen lige så godt have heddet, Den gamle Werthers lidelser.

Kærligheden har mange ansigter skal fru Lykkeboe være den første til at medgive. Forleden hørte jeg Jørgen Leth interviewet i anledning af hans nye film, Det erotiske menneske. Han blev foreholdt, at han da vist var for gammel til alt det dér og sagde da, Når det erotiske dør ud dør man selv. Goethe sagde noget lignende efter Ulrikepassionen, Mir ist das All, Ich bin mich selbst verloren.
Nu mener fruen nok, at kærlighedsevnen er mennesket givet som et umådeligt spekter af følelser, der ikke nødvendigvis er bundet til det erotiske og at de to herrer i deres noget patetiske alderdomsforskrækkelse gør sig lige lovlig ynkelige.






tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt