September 2010

Die Tote Stadt

Das Wunderkind blev han kaldt; Erich Korngold med det forpligtende mellemnavn Wolfgang.
Korngold blev født i Brno i dobbeltmonarkiet Østrig Ungarn 1887 og døde i Hollywood 1957. Som så mange andre måtte han på grund af sin jødedom flygte fra det tredje rige i 1930erne. Filmstudierne modtog ham godt og han levede af at komponere filmmusik, hvilken indbragte ham 2 Oscars.
Som 23 årig fejrede han triumfer med operaen Die Tote Stadt, der fik premiere 1920 samtidigt i Hamburg og Köln og nogle måneder senere opførtes den i Wien med den fejrede norske tenor, Aagard Oestvig i rollen som Paul. Omtrent samtidigt sang Richard Tauber operaen i Dresden, hvor Korngold hørte ham. Han fortalte, at det var, som havde han selv stået på scenen og sunget hver frase, hver node, præcis som han havde komponeret dem. Han var så begejstret, at han ønskede selv at dirigere nogle opførelser i Wien med den betingelse, at Tauber sang Pauls parti. Det varede ikke længe, før Tauber overtog Oestvigs parti og operaen blev et tilløbsstykke. Da Tauber ikke sang rollen mere på grund af operaforpligtelser andre steder, forsvandt Die Tote Stadt fra scenen.

Nu har den fået sin førsteopførelse på Den Jyske Opera og dette skal ikke være en anmeldelse af den pragtfulde sangerbesætning, musikalske ledelse af Symfoniorkesteret og instruktør. Operaen har så rigeligt fået sine stjerneanmeldelser i aviserne. Jeg vil derimod forholde mig til handlingen, der kunne være gennemlevet af en mand, der befandt sig på Freuds berømte sofa, Berggasse 19 i Wien. Et psykologisk drama, der fik mig til at tænke på film som Alfred Hitchcoks Vertigo og Francois Truffauts Det grønne værelse.

Paul har mistet sin elskede hustru, Marie. Han føler sig bundet til Brügge, der nu er blevet både den dødes by og den døde by. I sit hjem har han oprettet en mindestue for hustruen, hvor han dagligt sætter friske blomster foran et maleri af hende og polerer glasskrinet, der indeholder hendes lange gyldne fletning som en helligdom. Hans eneste kontakt med omverdenen er husbestyrerinden, Brigitta, og en ven, Frank, der forgæves søger at få ham ud af dødstraumet.
På sin vandring gennem byen til steder, han og hustruen besøgte sammen, ser han en ung kvinde der synes ham at være den genopstandne Marie. Han inviterer hende hjem, overbevist om at miraklet er sket: Den døde er vendt tilbage til ham. Den unge kvinde hedder Marietta og er danser i en omrejsende operatrup. Marietta er ingenlunde til sinds at overtage den dødes plads og ler af Pauls forsøg på at iklæde hende noget af hustruens tøj. Hun danser for ham og vækker hans begær, der slår om i heftig skyld. Marietta forlader ham fordi hun skal til prøve og vender tilbage med sin lystige trup, der synger og danser og spiller komedie for den skrækslagne Paul, der sender dem bort. Marietta bliver og forfører ham.
Morgenen efter tror hun at have overvundet den døde og står overmodigt foran det legemsstore portræt af Marie, da Paul kommer ind i værelset samtidig med at alle Brügges klokker ringer. En kirkelig procession drager forbi. Paul stiller sig beskyttende foran maleriet og fornægter deres elskovsnat. I vrede tager Marietta Maries hellige fletning ud af montren og da hun håner Paul, kvæler han hende i den.

Korngold og hans far, Julius Korngold havde læst Bruges-la-Morte, skrevet af George Rodenbach og over den udformede de librettoen, men på en måde der er langt lysere og håbefuld end bogen, hvor Pauls morbide liv fortsætter efter drabet på Marietta.
Korngolds løsning tilbyder tilskueren en psykologisk forståelse af et lidende sind.
Det hele var en frygtelig drøm, der fungerer som en katarsis for Paul. Marietta træder ind i værelset og beder om sin paraply, som hun har glemt ved sit korte besøg og går igen. Paul bærer stadig på sin sorg, men er nu i stand til at forlade værelset og Brügge for at møde verden.

Mange, mange operaer ender skrækkelig sørgeligt. I Puccinis Tosca dør både helt og heltinde, i Madame Butterfly begår en svigtet og bedragen geisha selvmord, i La Bohème dør heltinden af tuberkulose, i Manon Lescaut udånder heltinden i den elskedes arme på en øde slette. Også Verdi elsker dødsscener. Gilda dør i sin fars arme i Rigoletto. La Traviata dør af tuberkulose. I Aida dør både helt og heltinde, i Otello kvæler helten Desdemona og dolker sig selv bagefter … man kunne blive ved.

Wagner lader også rask væk sine helte og heltinder dø. Helst af Liebestot, men selv mener han, at Lohengrin er hans sørgeligste opera. Thi dér dør heltinden helt alene af sorg, mens ridderen drager bort til nye eventyr.

Derfor var oplevelsen af Die Tote Stadt noget ganske særligt. Den var på en måde genkendeligt almen. Den største sorg i verden her er dog at miste den kan har kær, siger Steen Steensen Blicher. Det gennemlever Paul til fulde, er ved at gå til grunde, men ender med at tage sorgen på sig som et menneskeligt grundvilkår: De døde er døde og det må vi leve med.






tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt