August 2010

Fra Friedrichstadt til Rügen. En sommerrejse

For første gange i mange år gik turen ikke til Italien. Juli er ikke en attraktiv måned at køre på overfyldte motorveje, der har det med at få forstoppelse, så derfor valgte vi en kortere tur til Tyskland, som ellers skal gennemkøres så hurtigt som muligt..

Vi slog os ned i Friedrichstadt og lod os charmere af den lille, kønne bys ro, som ikke lod sig synderligt forstyrre af de mængder af turister, den lever af. Generøs har den været, byen, over for fremmede, flygtninge eller os turister af i dag. Hertug Friedrich III af Gottorp gav rum for religiøse flygtninge fra Nederlandene og bad dem anlægge en by, der skulle blive en betydelig handelsby i konkurrence med Glückstadt, Altona og Hamborg. Hans visioner blev ikke ført ud i livet, til gengæld blev der bygget dejlige huse og mange kirker.
Mennonitterne, der er et protestantisk- anabaptistisk kirkesamfund, der praktiserer voksendåb og forkaster militærtjeneste, fandt husly her. Også de protestantiske Remonstranter, der tilbageviser calvinistiske forestillinger om prædestination, fandt sig til rette her, ligesom kvækere, lutheranere og katolikker. Kirkerne ligger smukt fordelt rundt om i byen. Der er ingen, der får lov at dominere og derfor findes ingen domkirke og ingen kirke på markedspladsen, byens centrale midte.
Engang kaldtes byen tolerancens by.
Tolerancen var for længst ophørt, da den jødiske synagoge blev ødelagt af nazisterne Krystalnatten den 9. - 10. november 1938 og de omkring 70 jøder deporteredes og vendte aldrig tilbage.

Vi foretog en sørejse til Helgoland og tilbage igen efter nogle få tilståede timer på øen, hvor det er meningen, der skal handles stort. Øen er uden for Schengen aftalen og er told og momsfri.
Den arme ø! Vi turister er i stand til at prostituere alt, hvad dens grimme hovedstrøg bevidner. Smagløse butikker ligger på rad og række, faldbydende parfumer og sprut. Ikke én bare nogenlunde elegant forretning forefindes. Øen råder over mere end 2.000 senge til overnattende gæster. Den fastboende del af befolkningen udgøres af 1.600 sjæle. Dens areal er 1,7 km².
Ved en gammel guides hjælp, en ædel skikkelse, der gjorde hvad han kunne for at fortælle om sin ø, bevægede vi os bort fra havneområdet op til det højt beliggende plateau, kaldet Oberland, hvortil man enten kører op i elevator eller bestiger ad en stejl trappe. Han gav os et smukt billede af kultur og natur og fortalte, at som så mange andre steder søger ungdommen bort for at skaffe sig arbejde. Man har forsøgt at bygge boliger til særlig lav leje for at holde på dem. Men affolkningen er en realitet. Et par gange under 2. verdenskrig blev øen evakueret. Det skete også efter krigen i 1947, da britiske tropper søgte at bortsprænge hele øen fra jordens overflade. Det lykkedes kun af kaste rundt med nogle klipper og lave nogle dybe kratere. I 1952 blev øen givet tilbage til det tyske folk.

Vi forlagde til Hansestaden Wismar, hvor vi boede midt i byen, et par skridt fra den store markedsplads, der ligger omkranset af smukke bygninger, blandt andet den gotiske beboelsesbygning Alter Schwede. Bygningen fik sit navn efter 30 års krigen, 1618 - 1648, hvor en kurfyrste på et tidspunkt lod ældre, erfarne svenskere hverve, så de kunne uddanne hans hær.
En eftermiddag overværede vi i St. Georgen-Kirche en koncert med Philharmonie der Nationen, hvis dirigent og leder, Justus Frantz, inspireret af Leonard Bernstein tog initiativet til oprettelsen af orkesteret.
Der blev spillet musik med elan, blandt andet, Mozart Koncert for klarinet og orkester A dur, Wagner ouverture til den Flyvende Hollænder, Samuel Barber Adagio, Johan Strauss Radetzky March.

Lübeck ligger kun en halv times kørsel fra Wismar og Thomas Mann til ære måtte vi dertil. Inden vi besøgte Mann familiens hus, Buddenbrookhaus i Mengstrasse 4, tog vi på havnerundfart med et lille skib, hvis kaptajn hed Gabriel. Under det navn følte jeg mig i trygge hænder.

Rügen var vort endemål, inden rejsen atter gik hjemad. Øen er af en sådan beskaffenhed, at man bogstavelig talt kan sejle inden i den og vi drog ud på bådudflugt til den tæt ved liggende lille ø, Hiddensee, hvor privatbilisme er forbudt og hvor man transporteres rundt i hestevogn. Øen er henrivende, dens areal er 19 km² og befolkningen er ca. 1.000. I oktober lukker alt ned og vi forestillede os, at man tæller sine penge, fodrer sine heste og gør sig klar til næste sæson. I sommerhalvåret strømmer det til med turister, og de længereblivende kan leje huse eller værelser. Der findes ingen store hoteller.
Den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen kom regelmæssigt til øen og fik opført et hus, der stadig står der. Hun fik nok af Tyskland i 1933 og forlod landet.
En anden kunstner, der også havde et hus i Hiddensee, var forfatteren Gerhard Hauptmann, der levede fra 1862 til 1946. Vi besøgte hans bolig, der nu er museum.

På Rügens nordspids ligger Arkona. Det var der, danskerne med bisp Absalon og kong Valdemar den Store i 1168 besejrede venderne, trak statuen af Svantevit ned af piedestalen, hev den uden for og huggede den til pindebrænde.
I Arkona befinder sig store bunkeranlæg. Det ene anlagt af det tredje rige og det andet opført af DDR fra 1979 til 1986. Begge anlæg var gearet til at man derfra kunne løse efterretnings- og føringsmæssige opgaver for de pågældende sømilitære styrker i Østersøen.
Nu er det hele museum for det 20. århundredes varme og kolde krige.

Vort næste museale besøg var en vandring i og omkring det tredje riges Kraft durch Freude anlæg, opført mellem 1936 og 1939 langs stranden ved Prora. Det er et 4,5 km. langt monstrøst betonbyggeri med projekteret plads til 20.000 ferierende. Det blev aldrig taget i brug efter hensigten og komplekset står i dag tomt, bortset fra en udstilling der er helliget nazismens og Wehrmagtens forbrydelser. Det er et Denkmal som så mange andre over et sort kapitel i Tysklands historie.


Vor rejse rummede således, udover landskabelige og bygningsmæssige oplevelser, det dystre perspektiv, der altid rammer, når Tyskland besøges, hvor rædselsfuldt galt det kan gå, når et folk villigt lader sig føre i afgrunden, moralsk og politisk.
To personer vidner om medløb og modstand. Den ene, Gerhard Hauptmann, var en stor beundrer af Hitler. Den anden, Thomas Mann, 1875 - 1955, talte det tredje rige midt imod.

Om nazisternes terror sagde Hauptmann, at det bare var lidt markedspladsslagsmål, og om jødeforfølgelserne udtalte han i 1938 ved Anschluss, at jødespørgsmålet ikke var vigtigt. Der var mere betydningsfulde og højere tyske ting på spil.
Hauptmann oplevede på sin 80 års fødselsdag at blive hyldet i Berlin ved opførelsen af et af hans skuespil. Han sad i æresloge ved siden af Hermann Göring og takkede for hyldesten med Hitler hilsen.

Thomas Mann så tidligt faren for indre menneskeligt og kulturelt kollaps og rettede i oktober 1930 en appel til anstændighed og fornuft i Berlins Beethovensaal, afbrudt af hujende nazister. Ved Hitlers magtovertagelse i 1933 var han på rejse med familien og de vendte først tilbage efter krigens afslutning. Fra USA via England sendte han radiotaler til Tyskland. Deutsche Hörer. Talerne sendtes hver måned fra oktober 1940 til november 1945.
Det er stærke, personlige, politiske og følelsesfulde ord, der nu, 65 år senere ikke bare giver et tidsbillede, men også en indsigt i den tyske mentalitet. Mann både revser og opbygger sine landsmænd.
Han nedskrev de første taler, som blev læst op af en tyskkyndig i London, men indtalte kort tid efter selv sine taler i NBC studiet i Los Angeles. Pladerne blev fløjet til New York og via telefon overført til en anden plade i London og afspillet via mikrofon.

Marts 1941
Deutsche Hörer
Was ich euch aus der Ferne zu sagen hatte, das haben andere Münder euch bisher überliefert. Diesmal hört ihr meine eigenen Stimme. Es ist die Stimme eines Freundes. Eine deutsche Stimme. Die Stimme eines Deutschland, da der Welt ein anderes Gesicht zeigte und wider zeigen wird als die scheussliche Medusenmaske, die der Hitlerismus ihm aufgeprät hat. Est ist eine warnende Stimme.


Efter Tysklands nederlag holdt han sin sidste tale i november 1945. Det, han her manede frem som et ønske og et håb, er det Tyskland, vi kender i dag. Det Tyskland, der for længst er et agtet og fuldgyldigt medlem af verdenssamfundet og det Tyskland, der til stadighed forholder sig til sin fortid med sine Denkmals og Mahnmals.

November 1945
Deutsche Hörer
Das Unglück ist gross. Aber darum zu rufen: "Mit Deutschland ist´s aus!" ist törichter Kleinglaube. Deutschland kann leben und glücklich sein ohne Generalstab und Rüstungsindustrie. Es kan ohne sie sogar richtiger und ehrenhafter leben. Es kann auch leben und glücklich sein ohne die Gebietsteile in Ost und West, die ihm bei der Katastrophe des Kriegsreiches verlorengehen. Es bleibt auch ohne sie ein weites, herrliches, zu jeder Kultur fähiges Land, das auf Tüchtigkeit seiner Menschen sowohl wie auch auf die Hilfe der Welt zählen kann, und dem, ist erst da Schwerste vorüber, ein neues, an Leistungen und Ansehen reiches Leben vorbehalten sein mag.







tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt