Juli 2010

Om Olaf Bull, melankoli og kirkegårde

Jeg var en gymnasiepige på sytten år, da min lærer fortalte om den norske digter Olaf Bull og jeg blev fascineret af hans univers som fri og ubunden forfatter. Senere fandt jeg ud af, at han hverken var fri eller ubunden og at han endte som et alkoholiseret, hjerneskadet vrag. Der bliver fortvivlende lidt af så meget, skrev Sophus Claussen i anden anledning, men om den beslægtede poet passer det dystre verdenssyn også.

Olaf Bull blev født 1883 i Kristiania, sprængte allerede som ganske ung sine norske rammer og bosatte sig i perioder i København, Rom og Paris, plaget af forliste ægteskaber og kreditorer. Når han ikke drak, iagttog han en jernhård arbejdsdisciplin, som det kroniske alkoholforbrug efterhånden gjorde umulig. Han nåede at befæste sig som sin samtids vigtigste lyriker inden sin død 1933. Han beskriver sin digtning som det sted, hvor det tabte kan generobres. Hans emnekreds er forgængelighed, sorg, frygt, kærlighed og død. For at give sin digtning den fulde frihed, tager han den konsekvens, at både hans egen og de nærmestes lykke må ofres på kunstens alter.

I over halvtreds år har jeg med mellemrum beskæftiget mig med Olaf Bull og forleden sendte en artikel af Torben Brostrøm i dagbladet Information mig spontant tilbage til dengang, jeg første gang lod mig betage af digtet Emerenze Christence, den unge døde pige, som jeg dengang var jævnaldrende med. Torben Brostrøms artikel hed Nekropol og handler om hans vandring på Frederiksbjerg kirkegård og de gravsten, han ser dér.


På kirkegaarden

Kapellet bliver luftet, og vildvin-røden
skjælver paa muren i kveldens vift:
Med søndrede vinger mod aftengløden
staar duer av marmor paa rusten stift.

Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baardet av visnende straa fra ivaar -
der skumrer et navn: Emerenze Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.

Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt:
"Blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun til visse vært kaldt."

Men se, - under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en af opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukjendt, himmelsk haand!

                       ***

Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændende himmel for Lillen -
men eftersom hjerterne dør - hvad saa?

O Lillen, din evigheds elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn!

Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædemodigt navn!

                       ***

Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtsdrag,
skulde du stige paany til himlen
op av mit heftige hjertes slag!

Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennem blaaningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok - det fornemmes saa tungt.

Men Lillen - du gir mig jo bare det dunkle
under et brusende, gyldent haar
og gravens bogstaver skal altid funkle
om noget, et menneske aldrig formaar!

                       ***

Emerenze Christence - dit navn være lovet!
Jeg lægger en blomst mellem hvert bogstav!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundreder aar i din daglige grav.

Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og søger at synge sit haab i mit bryst -
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
av levende stemmer til livets lyst!

For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede sommer, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence - vaagn, vaagn


                       ***




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt