April 2010

Boris Vian og
Dagenes skum genlæst


Chloé og Colin skal giftes.
De tre og halvfjerds musikere spillede allerede på deres balkon, og klokkerne kimede for fuldt drøn.
Der hørtes en kortvarig mislyd, da dirigenten, som var kommet kanten for nær, faldt ud i det tomme rum, og viceorkesterdirigenten overtog ledelsen. I samme øjeblik, dirigenten knustes mod fliserne, spillede de en anden akkord for at overdøve faldet…


Da brudeparret træder ind i kirken…ventede en række små vogne…De kom ind i en mørk gang, som smagte af religion. Vognen kørte på sine spor med en tordnende lyd, og musikken lød meget stærkt. For enden af gangen stødte vognen en dør op og drejede i en ret vinkel til højre, hvorpå der viste sig en helgen i grøn belysning…De fik edderkoppespind i ansigtet, og brudstykker af bønner dukkede op i deres erindring...
Knælende foran alteret på de to bedeskamler med hvidt fløjl ventede Colin og Chloé med hinanden i hænderne. Foran dem bladede den gejstlige heftigt i en stor bog, thi han havde glemt remserne...
Hængende på væggen foran Colin kunne man se Jesus på et stort, sort kors. Han syntes glad over at være bedt med og betragtede det hele med interesse. Colin holdt Chloés hånd og smilede vagt til Jesus. Han var lidt træt. Højtideligheden var meget dyr, fem tusinde dobbeltdalere, og han var glad for, at den var vellykket.



Det er ofte en vovelig sag at genlæse en bog, der engang betød noget, engang var med til at fortrylle min verden. I mit eksemplar af romanen har jeg indført, hvornår jeg købte den. November 1966. På trods af de 44 års afstand virker den lige så ung og betagende som dengang. Jeg lod mig atter overraske og indfange af forfatterens måde at anskue verden på. Bølgende surrealistisk og utopisk. Glædesfyldt, fortvivlet og melankolsk. En stor kærlighedshistorie, som Vian, (1920 - 1959) der også var ingeniør og jazzmusiker, skrev i 1947, da han var tæt på kredsen omkring Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir.

Romanens hovedpersoner er den unge og i begyndelsen meget velhavende og meget sorgløse Colin. Navnet Colin passede nogenlunde godt til ham. Han talte blidt til pigerne og muntert til drengene. Han var næsten altid i godt humør, og resten af tiden sov han.
Colin elsker den blide og smukke Chloé og de er venner med den arbejdssky Chick, der forguder den eksistentialistiske forfatter Jean-Sol Partre og køber sig til armod for at få fingre i alt, hvad idolet har skrevet, henholdsvis rørt ved.
Colin har egen kok og bor i starten af romanen meget luksuriøst.
Køkkengangen havde vinduer til begge sider, og på hver side strålede en sol, for Colin elskede lys. Der var omhyggeligt pudsede messinghaner over det hele. Solenes skin på hanerne virkede æventyrligt. Musene fra køkkenet elskede at danse til klangen af solstrålerne på hanerne og løb efter de små kugler, som strålerne dannede, når de som gult kviksølv splintredes mod gulvet. I forbifarten kærtegnede Colin en af musene. Den havde meget lange, sorte knurhår, var grå og slank og vidunderligt blank i pelsen. Kokken fodrede dem godt uden at lade dem blive for fede.

Men alt er ikke godt, thi Chloé er syg. Hun hoster og den tilkaldte læge erklærer, at der gror en åkande i hendes bryst. Colins rigdom svinder betragteligt ind, dels fordi han uafladeligt låner Chick penge, så han kan købe Partres sidste nye udgivelse, dels fordi Chloé skal være omgivet af mængder af friske blomster. Colin må tage arbejde. Noget aldeles uhørt og uvant, men han må skaffe penge til Chloés helbredende blomster. I takt med al denne fortvivlelse, svinder lejligheden ind. Loftet bliver lavere, gangene smallere, musene forsvinder, undtagen musen med de sorte knurhår, der deler Chloés sygeleje med hende.
Lamperne dør, sagde Chhloé. Væggene skrumper ind. Og det gør vinduet her også….Loftet var synligt lavere end før, og den forhøjning, Colins og Chloés seng stod på, var ikke længere langt fra gulvet… Musen med de sorte knurhår var lige kommet ind med et lille brudstykke af en af køkkengangens fliser, som udsendte et klart lys. Såsnart det bliver for mørkt, bringer den mig lidt lys, sagde Chloé.
Det ender tragisk. Chloé dør og Colin har kun penge til en fattigmandsbegravelse, der skildres i et grotesk scenarie.
...Låget åbnede sig og noget faldt med en højlydt knagen ned i hullet. Portør nummer to faldt halvkvalt sammen, fordi remmen ikke havde løst sig hurtigt nok fra hans hals…Colin var sunket sammen på knæ. Han holdt sit hoved mellem hænderne, stenene gav en dump lyd fra sig, idet de faldt, lakridsstanen, lakajen og de to portører tog hinanden i hånden og dansede rundt om hullet…Lidt efter lidt skred jorden ned, og efter to eller tre minutters forløb var Chloés legeme helt forvundet.

I Vians univers kan en mus begå selvmord. Den grå mus er i sidste øjeblik sluppet ud af lejligheden. Bag den klappede loftet og gulvet pludselig sammen, og strimer af træg materie vred sig langsomt og ormeagtigt ud langs randen. Musen styrtede i fuld fart gennem den mørke entrégang, hvis vægge flaksende nærmede sig hinanden, og det lykkedes den at smutte under døren. Den nåede trappen og gik ned ad den. På fortovet standsede den. Den tøvede et øjeblik, orienterede sig og begav sig af sted i retning af kirkegården.

Musen opsøger en kat og beder den hjælpe sig, thi i Dagenes skum er kærlighedshistorien så smuk og tragisk, at selv en mus må begå selvmord af sorg.

Læg dit hoved i mit gab og vent, sagde katten.
Kan det vare længe, spurgte musen.
Lige til nogen træder mig på halen, sagde katten. Jeg må have en hurtig refleksbevægelse. Men vær ikke bange, jeg skal stikke den langt ud.
Katten lod forsigtigt sine skarpe hjørnetænder hvile på dens bløde, grå hals. Musens sorte knurhår blandede sig med dens. Den rullede sin buskede hale ud og lod den ligge hen ad fortovet.
Elleve små, blinde piger kom gående fra Julius den Apostolskes vajsenhus. De sang.





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt