Marts 2010

Med Thomas Mann i Troldfjeldet
Om højtlæsningens glæder


Vi begyndte i sensommeren. Vi sad i haven, fru Lykkeboe undertiden med et glas hvidvin, lyttende til livsledsagerens stemme, der levendegjorde Troldfjeldets beboere.
Thomas Mann indleder romanens første kapitel sådan:
Et ganske almindeligt ungt menneske rejste i højsommeren
fra Hamburg, hans fødeby, til Davos-Platz i det Graubündiske. Han rejste på besøg i tre uger.

Det unge menneske bliver dog ikke i Davos i tre uger, men i syv år, og vi fulgte hans oplevelser mens sommeren gik på hæld, blev til efterår, siden vinter og nytår, og romanen blev læst færdig i februars frost og kulde, så vi følte os hensat til sanatoriets liggeverandaer i Davos´ højfjelde. Undervejs i fortællingen blev Hans Castorp, vor helt, os stadig mere kær.
Han kom rejsende for at besøge sin fætter, den lungesyge Joachim, men fik selv konstateret en lille "fugtig plet" på lungen, diagnosticeret af den karismatiske leder af sanatoriet, Hofråd Behrens. Castorp føler sig mindre og mindre knyttet til "fladlandet," som det hedder heroppe i højderne og lader sin uskyldige "plet" bestemme længden af sit ophold, som vel kunne have varet en uendelighed, hvis ikke skæbnen ville det anderledes, da de syv år var henrundet.

I Haus Berghofs afsondrede verden, beboet af tuberkuløse patienter af alle nationaliteter, møder han sygdom og død og træffer sit livs kærlighed.
Sanatoriet huser både dannede og udannede mennesker, nogle kedsommelige og trættekære, men også personligheder, der kommer til at præge ham og pirke til hans borgerligt magelige måde, der stort set går ud på altid at give sidst ærede taler ret. Han bliver konfronteret med politiske og filosofiske synspunkter, som han interesseret lytter til, men egentlig ikke tager stilling til. En markant mentor bliver den italienske litterat, Lodovico Settembrini. Han er humanist, frimurer og demokrat og han tager den opgave på sig at være Castorps pædagogiske lærer. Han påpeger, at livet er smukt og interessant, selv anser han sig for en "livets forkæmper," mens han ser sin unge ven som "et livets smertensbarn."
Fra første dag som gæst i sanatoriet forelsker Castorp sig i den skønne, brystsyge russerinde, den kirgiserøjede fru Chauchat, der altid lader døren til spisesalen falde i med et brag, når hun regelmæssigt kommer for sent til måltiderne. Settembrini advarer indstændigt mod denne forelskelse, der ifølge ham vil forplumre den unge mands modtagelighed for det pædagogiske opdragelsesprojekt.
Ved en karnevalsfest beder Castorp fruen om lån af en blyant. I sit sind sammenblander han ofte fruens kirgiserøjne med en fortidig, hemmelig forelskelse i en skolekammerat, som han én eneste gang dristede sig at tale til ved at bede om at låne hans blyant. Disse to blyanter, skolekammeratens og fru Chauchats, bliver et symbol på Castorps tilbageholdte seksualitet, der rummer hans biseksuelle forelskelse i kammeraten og i Claudia, til hvem han dog under indtagelse af en del vin, betror sin kærlighed under karnevalsnattens fest. Med nogen ironi skænker hun ham sit "indre portræt," det vil sige et røntgenbillede af sine syge lunger og rejser. Castorp placerer det på reolen i sit værelse om natten og bærer det på sig om dagen som et relikvie.

Dagene går deres regelmæssige gang. Man holder strengt sine liggekure på udendørs terrasser og balkoner, man går de daglige foreskrevne ture, man mødes i spisesalen til overdådige måltider.
Settembrini, der er uhelbredeligt syg, må på grund af sine økonomiske forhold forlade Berghof og flytte til det nærliggende Davos-Dorf, hvor han etablerer sig under ydmyge forhold. Under samme tag bor også jesuitten Naphta, oprindeligt jøde, og med sit skarpe hoved indser han allerede som meget ung, at det langt bedre kan betale sig at indrullere sig under den katolske kirkes faner. I modsætning til Settembrinis tarvelige værelse, pryder han sit logi med silke, kunst og kostbare møbler, og medbringer en tjener, alt betalt af den katolske kirke.
Naphta er en brillant og iskold retoriker. Gang på gang tørner han sammen med Settembrinis humanisme, for eksempel her,
Settembrini siger,
De erobringer, vi skylder renæssancen og oplysningstiden, hedder personlighed, menneskeret, frihed."
Disse idealer er for længst døde, siger Naphta, der kalder Settembrini en romantisk revolutionær. Resultatet af fremtidige revolutioner vil slet ikke være frihed, docerer han og harcelerer over oplysningstidens idealer om dyrkelsen af jeget, befrielsen af samme og tilskyndelsen til at leve som et selvstændigt og kritisk stillingtagende individ.
For den sande vidende, siger Naphta, er sådanne holdninger det samme som en tilbagestående karakter. I virkeligheden kommer det an på absolut disciplin, fornægtelse af jeget, knægtelse af personligheden, og ungdommen skal overhovedet ikke tro, at den finder sin lyst i friheden. Lysten findes alene i at ofre sig og være lydig.
Han fortsætter sit foredrag, der gør et vist indtryk på Castorp,
Ikke befrielse og udfoldelse af jeget er tidens hemmelighed og bud. Det, den behøver, det den længes efter, det den vil skabe sig, det er - terroren."

Det må ende galt med de to kombattanter og det gør det. Settembrini vil ikke tillade jesuitten at fordærve sin unge protegé, det kommer til flere stadig skarpere meningsudvekslinger og på et tidspunkt beder Settembrini jesuitten om at komme til en ende med sine slibrigheder, idet han, Settembrini, er fast besluttet på at forhindre Dem i længere at forulempe en ubeskyttet ungdom med Deres tvetydigheder... den måde, hvorpå De åndeligt forstyrrer, forfører og moralsk svækker den i forvejen vaklende ungdom er en infami.
Man udfordrer hinanden i en duel på pistoler. Mann beskriver formidabelt dette scenarie, hvor to dødssyge mænd for deres æres og holdningers skyld er parate til at dræbe hinanden. Og dog! Settembrini, humanisten, skyder ned i jorden, hvorefter Naphta skyder sig selv.

Fætter Joachim dør og Hans fortsætter livet alene på Berghof, ventende på fru Chauchats tilbagekomst, hvilket sker efter to år. Men hun er ikke alene. Hun ledsages af "Hans Kongelige Højhed," Mynheer Peeperkorn. En hovedrig hollandsk kaffeplanter, så imponerende af udseende og udstråling, at man ganske glemmer, at han aldrig gør en sætning færdig. Vor helt gør ham sin opvartning, faktisk så meget, at det synes at gøre fru Chauchat en smule usikker, måske ligefrem jaloux. Settembrini konstaterer, at Castorps beundring for Mynheer stiller Claudia i skygge. Mynheer dør imidlertid for egen hånd. Han ankommer syg til sanatoriet, og da han frygter, at hans livs og mandskraft er ved at svigte ham, tager han på spektakulær vis livet af sig ved hjælp af brilleslangegift. Umiddelbart derefter rejser fru Chauchat og Castorp ser hende aldrig mere.
Nu indleder beboerne en hektisk jagt på fornøjelser. En grammofon, som vor helt sætter sig på og bestyrer, giver anledning til danse og lytteaftener, men snart tabes interessen for det nymodens apparat og man kaster sig ud i spiritistiske seancer, som Settembrini på det kraftigste fordømmer,
Stol på den klare og humane tanke og afsky hjernespindet, den åndelige pøl. Hvor det moralske mod til at skelne, for eksempel mellem bedrag og virkelighed, går i opløsning, dér er det ude med livet overhovedet, dommen værdien, den forbedrende handling og den moralske skepsis og forrådnelsesprocessen begynder sit gyselige værk.
Castorp deltager alligevel i en seance og beder om at se sin fætter Joachim. Da denne viser sig, efter at mediet har udvist megen møje, ser Castorp tåreblændet på ham og hvisker tilgiv.

Men selv Berghofs lukkede verden må se sig i højeste grad influeret af første verdenskrigs udbrud. Patienterne rejser over hals og hoved hjem til deres respektive lande, og vi slipper Hans Castorp på en af vestfrontens slagmarker,
han styrter. Nej, han kaster sig fladt ned, da en helvedeshund kommer hylende, en stor højeksplosiv granat, en ækel sukkertop fra afgrunden. Han ligger med ansigtet i det kølige søle, med skrævende ben, fødderne drejet, hælene mod jorden... Og således, i tummelen, i regnen, i skumringen, slipper han os af syne. Lev vel, Hans Castorp, livets trohjertede smertensbarn. Din historie er ude. Vi har fortalt den til ende, den faldt hverken kort eller lang, det er en hermetisk historie.


Troldfjeldet er på mange måder en helt klassisk dannelsesroman, om end en højt begavet parodi på en sådan. Som alle rigtige helte forlader Castorp sit fædrenehjem og møder i den store (her begrænsede sanatorieverden) kunsten, politikken og kærligheden. Særlig i samtalerne med Settembrini og Naphta erfarer han en række af de store ideologier. Men i modsætning til dannelsesromanens projekt at forandre helten, forbliver Castorp den samme: et middelmådigt, ordentligt og let indskrænket medlem af den borgerlige klasse. Hans personlige udviklingshistorie munder ud i intet, idet enhver individualitet opløses og forsvinder i første verdenskrigs kanontorden.
Og fru Lykkeboe siger med forfatteren, lev vel, Hans Castorp. Vi havde som unge læst Troldfjeldet og kunne huske det meste, men med den fornyede læsning, følte vi at alderen kom os til gode. Det forbløffede os, i hvor høj grad Mann er nutidig. De kulturelle og politiske synspunkter, der diskuteres i bogen, er de samme, der står på dagsordenen i dag.
Lev vel, Hans Castorp.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt