November 2009

Om bøger og forfattere

Det er en god bogs særkende, at den kan læses på ny.
Knud Lyhne Rahbek, 1797

Han læser bøger! Han er ikke farlig.
sagde sværvægtsbokseren Jack Demseys spioner om hans modstander, Gene Tunney før verdensmesterskabet i 1927.
Boglæsningen forhindrede dog ikke Tunney i at besejre Dempsy.

Frauen, die lesen, sind gefährlich
er titlen på en bog, jeg købte i Berlin for nylig.
I gamle dage, omkring 1800 tallet, var det ikke velset at unge piger og gifte kvinder hengav sig til læsning. De skulle passe mænd og børn og husførelse, skulle de. Derfor stak man nål og sytråd ind i romanerne for at erindre om, at det var huset, der skulle passes. Læsning var at bortøde tiden, og måske også - oh skræk - kunne læsning føre til, at kvinderne fik egne tanker, måske gjorde de oprør, måske fik de erotiske fantasier…
Bøger var farlige.
Bøger gjorde kvinder farlige for verdensordenen.



Selv har jeg altid læst. Under dynen, med lommelygte som barn, når jeg formodedes at sove. Når jeg red på Færøerne, havde jeg en bog med, og senere blev jeg sågar bibliotekar. Således har jeg levet for bøger, med bøger og af bøger - og i de senere år skriver jeg dem også selv.
I sagens natur er der forfattere, mange, der har betydet meget i mit liv og som har været med til at præge mig til det menneske, jeg blev.
Nogle af dem spiller en ganske særlig rolle i mine romaners tilblivelse.

Karen Blixen
Læste jeg allerede som ti årig. Jeg forstod langt fra alt. Jeg vidste bare, at den verden ville jeg ind i.
Og det kom jeg faktisk, thi jeg havde engang en rød kat. En vild hankat, som jeg gjorde nogenlunde tam, selvom den ofte forsvandt fra mig nogle dage, hvor jeg så gik uroligt og ventede på dens tilbagekomst.
Jeg trøstede mig da med, at ligesom Karen Blixen tænkte, når Denys Finch-Hatton var borte fra farmen i Kenya, så hang dog en af hans hatte stadig på sin knage. Min kat, tænkte jeg, havde sin madskål hjemme hos mig og ville nok komme tilbage for at få den fyldt.
Jeg indskrev den hos dyrlægen under navnet Denys Finch-Hatton, og da jeg sagde, at der var bindestreg mellem Finch og Hatton, så han kort på mig og sagde,
"det ved jeg godt.!
Nogen tid senere kom jeg og katten tilbage. Det var tid til en vaccination.
Dyrlægen kiggede på katten, så kiggede han på mig og sagde, "han er blevet for fed, fru Blixen."
Jeg har i mange af livets situationer taget forbillede i Karen Blixens mod og humor.
I nittenenogtres, året før sin død, skriver hun sådan,
Vi må præge livet mens vi har magt over det, at det ikke skal lukke sig når vi går ud af det uden spor.
En gang bemærkede hun:
En af de ting, jeg har været ked af i mit liv er, at jeg ikke så meget bedre ud end jeg gjorde. men en af de ting, jeg har været glad for er, at jeg dog i det mindste har set så godt ud som jeg gjorde.
En anden gang, da en bekendt komplimenterede hende for hendes udseende, svarede hun,
ja, men jeg har også gået på malerskole i Paris.

I mine romaner optræder der af og til engle. Faktisk spiller ærkeenglen Gabriel en betydelig rolle. Inspirationen til engletemaet fandt jeg hos den østrigske digter,
Rainer Maria Rilke.
Blandt hans værker findes den storslåede digtcyklus, Duino elegierne. Gabriel trådte frem for mig, og hele romanen Balladen om Antonie, blev skabt ud fra den første strofe i den første elegi.
Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener? Og sæt selv én af dem tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte stærkere liv.



Mine romaners kærlighedstemaer rummer en besinden sig på, hvad vi gør med og mod hinanden.
K.E. Løgstrups Den etiske fordring går som en understrøm i teksterne.
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.



Lige nu skriver jeg på en ny roman. Dora, hedder den. Her spilles kærlighed, ægteskab og venskab op mod min heltindes krav til sig selv. Hun vil forblive fri af konventionelle bindinger. Hun er kunstner, maler, og hendes kunstneriske virke forekommer hende uforeneligt med ægteskab og børn.
Hvordan det går hende vil vise sig, thi som digteren
Inger Christensen siger:
Alt hvad en forfatter skriver kunne lige så godt have været anderledes, men først når det er skrevet. Ligesom livet kunne have været anderledes, men først når det er levet.





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt