Oktober 2009

Fra Unter den Linden til Potsdamer Platz og tilbage igen

Berlin er et kulturcentrum og udvalget af kunst og musik lader næppe New York, London eller Paris noget efter.
Vi besøgte byen en solfyldt sensommeruge og måtte sortere blandt overfloden af operaer, symfonier og balletter og udstillinger. Atter konstaterede vi, at priserne i Berlin er særdeles rimelige, både hvad indkøb af madvarer, billetter, museums - og restaurationsbesøg angår.

Mit verschnürten Händen
Da vi besøgte byen sidste år, arbejdede man på indretningen af et Nolde Museum. Det var just åbent et par måneder tidligere i lyse, nyindrettede lokaler ved Gendarmenmarkt.
Den 23. august 1941 modtager Nolde et brev fra præsidenten for "Reichkammer der bildenden Künste", hvis indledning lyder:
"Anlässlich der mir vom Führer aufgetragenen Ausmerzung der Werke entarteter Kunst in den Museen mussten von Ihnen allein 1052 Werke beschlagnahmt werden."
Altså: totalt maleforbud. Nolde forlod Berlin og rejste til sit hjem i Seebüll, hvor han hemmeligt malede små akvareller, det blev til 1.300, hvoraf 120 vises på denne udstilling.
Et eksempel på Tysklands vedkendelse af sin dystre fortid.


Bygget af Martin Gropius i slutningen af 1800 tallet som kunstmuseum, i 1930erne hjemsted for nazisternes hemmelig statspoliti, så sønderbombet og nu genopstået som Martin-Gropius-Bau. Bauhaus var en funktionalistisk arkitektur og kunstskole, grundlagt i Weimar 1919 af arkitekten Walther Gropius. Skolen flyttede i 1932 til Berlin, men blev året efter nedlagt af nazisterne.
Udstillingen præsenterer skolens korte historie og virke. 14 år, der har sat sig varige spor inden for møbel og kunsthåndværk, arkitektur og fotografi. En vandring gennem en periode, for os fyldt med genkendelse af møbel og brugskunst. En verden, der blev ødelagt af det brune regime, og her atter genopstået. Et fornemt Denkmal over en epoke og en gruppe mennesker, der har sat sig varige spor.
Til bygningen hører en sommerrestauration, hvor vi slog os ned i skyggen af parasoller, lod os betjene, og bestilte en karaffel
Grüner Weltliner.

Die grosse Inselrundfarht mit MS Charlottenhof
Potsdam er en ø og vi ville på sejlads. Vi tilbragte fire timer på det gode skib Charlottenhof, hvor vi nød vores madpakke, solen, sejlerne, og den øvrige trafik på Havel floden og dens kanaler. Man havde reklameret med alle de prægtige slotte og herregårde, fortrinsvis bygget af Hohenzollerne, vi ville få at se undervejs, men alt, hvad vi så var enkelte tårne og spir i det fjerne. Men søluft er altid godt og vi følte os klar til nye oplevelser, da vi atter vendte tilbage til Berlin.


Museum für Fotografie und Helmuth Newton Stiftung
Engang officersbygning med kegle og skydebaner, nu museum for samtidsfotografi, indrettet for midler fra en fond, stiftet af Helmut Newton og indviet 2009.
Også denne kunstner måtte se sig forfulgt af nazisterne. Han var jøde, født og opvokset i Berlin og flygtede i 1938 til USA, hvor han skabte sig et navn som revolutionerende modefotograf og for sine portrætter af alverdens berømtheder. Foran et af hans billeder måtte jeg standse og udbryde, "jamen hvad laver Antonie dog her?"
Det viste sig, at det var dette billede, der pryder forsiden til min roman "Balladen om Antonie." Min danske illustrator har i lighed med alle andre skrivende, såvel som musiske og bildende kunstnere, søgt inspiration, hvor han har kunnet finde den.
Cosi fan tutti!

     


Museeum Berggruen
består af Heinz Bergruens private samling, som han skænkede til byen Berlin i 2000 for en symbolsk sum. Eine Geste der Versöhnung.
Også Berggruen måtte som jøde flygte til USA i 1936 og begyndelsen til hans samling er foretaget i eksil.

Han blev født i Charlottenburg 1914, deltog i krigen som amerikansk sergent og efter krigens slutning bosatte han sig i 1947 i Paris som kunsthandler. I 1996 vender han tilbage til Berlin, hvor et renoveret hus, Stülerbau, lige over for Slottet Charlottenburg blev stillet til hans og samlingens rådighed. Berggruen dør som 93 årig i 2007 og blev begravet i Dahlem under store æresbevisninger.

Samlingen består af 165 værker af Picasso, Braque, Klee, Matisse og Giacometti og regnes for en af verdens betydeligste.


Käthe Kollwitz Museum Berlin
Byen Berlin hædrede Kollwitz i 1986, da man indrettede et permanent hjem for hendes værker i et patricierhus fra 1871 på Fasanenstrasse. Huset blev bombet under krigen og blev omfattende genopbygget i nittenfirserne, inden det blev taget i brug til sit nuværende formål. Kollwitz blev født 1867 og døde 1945. I 1914 falder hendes søn i Flandern og i anden verdenskrig mister hun sit barnebarn. Som Nolde var også hun for meget for nazisterne og hun tvinges i 1933 til at udtræde af Kunstakademiet, hvor hun havde titel af professor og må ikke mere undervise. I 1936 får hun udstillingsforbud. Lidelse, hunger, tab og krig blev hendes temaer, skabt som grafiske værker og som skulpturer. For meget næsten at bære, synes den besøgende, der mærker gråden presse på. Disse kunstværker er ikke tidsbundne, deres dystre temaer udspilles til stadighed over hele jorden, som for eksempel Mutter mit totem Sohn, der i stor kopi står i Neue Wache. Vi måtte tilbage til sol og liv og fortrak til Café Einstein på Kurfürstenstrasse. Der findes mange Einsteiner i Berlin, men denne er den rigtige! Vi fandt et stille hjørne og bestilte Apfelstrudel og den sædvanlige karaffel Grüner Weltliner.


Aftenerne tilbragte vi henholdsvis i Staatsoper og Philharmonien. Vi indledte med Mozarts fortryllende Die Entführung aus dem Serail, som vi havde onde minder fra en totalt ukongenial opsætning på Komische Oper sidste år med Calixto Bietio som instruktør. Her var operaen som Mozart må have ønsket at se den. Morsom, charmant.

En Liedkoncert blev det også til. Brahms Vier ernste Gesänge og andre Brahms Lieder. Mørke elegier, død og afsked.
Denn es gehet dem Menschen wie dem Vieh, wie dies stirbt, so stirbt er auch. En tung Liedaften, smukt fortolket af barytonen Roman Terkel.

Philharmonien bød på Haydns Årstiderne. Rattle dirigerede, Berlinerne spillede, Rundfunkchor Berlin sang og tre fornemme solister var på podiet. Sopranen Christiane Oelze, tenoren John Mark Ainsley og baritonen Thomas Quasthoff. Recitativet indledes sådan; Seht, wie der strenge Winter flieht, og koret svarer Komm, holder Lenz! Og begge kor slutter med en lovsang til herren, Uns leite deine Hand, o Gott! Tilbage til Staatsoper, hvor vi overværede La Traviata, instrueret af Peter Mussbach. Vi havde set den i en TV udgave tidligere og blev endnu engang overbevist om, at denne indstudering måtte nærme sig den ultilmative tolkning af operaen. Alt glitter skrællet bort, ingen strålende fester, men en Violetta, der gennemlever den allersidste del af sit liv i dødsøjeblikket. Kun hun er belyst, alle andre medvirkende er klædt i sort. Ved den store fest, der indleder operaen, går hun rundt mellem gæsterne, der ikke ser hende. Hun er et genfærd. Operaen er tro mod sit forlæg, den er hjerteskærende i sin grå hvide tristesse og er det mon tilfældigt, at Violetta med sin blonde paryk bringer mindelser om Marilyn Monroes liv og skæbne?

Et flop oplevede vi også i Staatsoper, Rossinis Barberen i Sevilla. Iscenesat af Ruth Berghaus, tåbeligt til det utålelige. Den lette, sprudlende opera blev formidlet så gumpetungt, at jeg tvivler på, at et tre års barn ville have syntes det var morsomt. Vi prøver at glemme den.

Vi tilbragte den sidste aften med en lille middag i midten af Sony Center, i Josty Bar. Midt i vrimlen af folk, der trækker cykler, unge der går hånd i hånd, fotograferende turister, Berlinere på aftentur med hund og barnevogn, midt i alt dette sad vi og spiste, behageligt betjent af en sød ung servitrice, der tog afsked med et ønske om en god aften i Philharmonien.
Og det fik vi!
Simon Rattle og Philharmonikerne bød på Alban Bergs Lulu. Ikke hele værket, men symfoniske stykker fra operaen, sunget af koloratursopranen Angela Denoke, Paul Dessaus Les Voix med tekst af Verlaine, formidlet af samme sopran og aftenen sluttede med Sjostakowitch Symfoni nr. 4 c-mol opus 43.

Om end dannelsesrejser for længst vist ikke er på mode, følte vi, da vi kom hjem, at vi havde været på en sådan. I Berlin.





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt