August 2009

Rejsen til Toscana

I år rejste vi med tog. Juli måned på motorvejene er rædsom, og sidste gang, vi måtte af sted i sommerferien, svor vi, at vi aldrig, aldrig mere ville kaste os ud i de uendelige bilkøer i højsæsonen, og da både hest og kat skulle passes og familien har deres ferie i juli, købte vi billetter til skinnerne. Sovevognen var pæn og ren, men det er unægteligt en interessant oplevelse at gøre sit toilette over en håndvask, hvor der er lukket for vandet. Vi fik udleveret to forseglede plastickrus til tandbørstning og to flasker vand til resten. Det lykkedes at blive nogenlunde præsentabel med de forhåndenværende dråber inden vi skulle bestige vort italienske tog i München. Hvor Deutsches Bundesbahn var et himmerige af ordentlighed, var vores italienske tog lurvet, skrammet og så beskidt, at vi prøvede på at røre så lidt som muligt. Inden vi nåede Bologna ville vi finde et toilet, hvilket gav anledning til diverse pikante oplevelser, idet det eneste vi forefandt uden en påklistret seddel på døren, non funziona, viste sig at være overordentligt ildelugtende og uden vand. For at komme ind og ud af døren måtte vi løfte en loftsplade, der var ved at falde ned og hang og spærrede indgangen til herlighederne. Vores ikke funktionelle aircondition anlæg i kupeen jamrede og knirkede og sveden drev af os... Nogle politiske kommentatorer har skrevet, at Italien bør smides ud af EU. Berlusconis nyvedtagne racelove minder en hel del om Det Tredje Rige, mener de. Én grund mere til at ekskludere landet fra det bedre selskab kunne være deres toges tilstand. De skulle skamme sig, skulle de.



Vi nåede frem til vort hjertes hjem i Toscana ved hjælp af en lille Cinquecento, lejet i Bologna. Alt stod frodigt og grønt, næsten som i Danmark. Ikke gult og afsvedet, som vi så ofte har set landskabet i sommermånederne. Det havde regnet meget, fortalte vor veninde, gårdens patrona. Men vinmarkerne stod godt. Den allerførste aften var jeg i tvivl om jeg havde varmt tøj nok. Der blæste en kølig vind, men det rettede sig under resten af vort ophold. I løbet af de sytten år, vi har færdedes der, var denne juli kun en smule varmere end vi har oplevet det hjemme under diverse hedebølger.
Det er blevet morsommere at færdes blandt italienerne, nu hvor sproget ikke mere er en stor forhindring. Det er varmende at blive genkendt og hilst ben venuti, signori, det er fest at slå sig ned uden for den lokale bar og drikke sin espresso eller et glas vin og konstatere, at the usual hang outs stadig sidder ved det samme bord, nemlig det, der på usynlig vis er reserveret i pensionati. Selv den mest uerfarne turist finder hurtigt ud af, at dér sætter man sig ikke.

Vi blev inviteret til udendørs kunstudstilling en blæsende og frysende kold aften. Da vi pligtskyldigt havde beundret værkerne, prøvet at holde på vore rødvinsbægre og forhindre servietterne i at blæse væk, samt af frygt for at få en halsbetændelse, søgte vi indenfor.
For nogle år siden blev der i bygningen indrettet en eksklusiv turistfælde. Man solgte bestemt ikke dårlige ting, det meste var gedigent toscansk håndværk, duge, kjoler, keramik og porcelænsengle, fade, kopper og alt, hvad hjertet kunne begære. Priserne var eksorbitante, og i de år, vi kørte forbi, blev der stedse færre busser og privatbiler at se på parkeringspladsen. Nu er stedet blevet restaurant. Der var rædselsfuldt. Kedelig mad, kedeligt interiør, uinteresseret betjening.
Jeg blev melankolsk og tænkte, at vi udlændinge har korrumperet Toscanas befolkning, der stort set i dag kun har os at leve af.

Vi besøgte en aldeles ukorrumperet og absolut ikke turistfælde i Firenze. Her flokkedes både italienere og turister, der fik hjælp til oversættelse af dagens menu af de hurtige og venlige domestici. Trattoria Mario ligger i Firenzes hjerte og består af et langt, smalt lokale med åbent køkken, spisekortet hænger på væggen, man sidder ved lange borde, eller som vi ved et firemandsbord, hvor vi hurtigt fik selskab.
I Siena besøgte vi et af vore foretrukne osteriaer i en lille sidegade, og det eneste nye her var en seddel på væggen, der forkyndte: HERE EAT SLOW.

Men krisen kradser i Toscana. Juli er dog højsæson for turister, og for første gang nogensinde oplevede vi i Firenze tjenere stå uden for deres restauranter og prøve at lokke kunder ind. Strømmen af guidende paraplyer med efterfølgende horder var skrumpet, selv foran Uffizierne var køen ikke så lang, som vi har oplevet den. Også i Siena var der ganske få udlændinge.



Og hvad lavede vi ellers?
Vi pussenussede Lilla og Grilla, som gården havde på rekreation. Lilla og Grilla er to unge grise af racen Cinta Senese. Denne gris har været ved at uddø, men nu er racen atter i fremgang, takket være lokal indsats. Den bærer Sienas farver, sort og hvid. Cinta betyder bælte. Dens hvide bælte rundt om skulderpartiet og dens muskuløse sorte krop er blevet foreviget af toscanske kunstnere gennem tiderne. En berømt fresko kan ses i Sienas Palazzo Pubblico, malet af en trettenhundredetals maler, Ambrogio Lorenzetti. I freskoen, Allegoria del buon Governo, indtager den sorthvide gris en markant plads.

Svin af racen Cinta Senese


Og ellers?
Ellers læste vi højt for hinanden, om morgenen på vores terrasse, om eftermiddagen ved poolen. Vi læste en bog, der måske fik ekstra dybde og væsentlighed netop i dette fortryllede landskab, med netop denne håbløse regering, og med netop denne aura af forloren hellighed. Jesper Hoffmeyer: Tro på tvivl, hedder bogen, der lige er udkommet. Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft er undertitlen. En af vore helte er Giordano Bruno, professor i matematik ved universitetet i Padua, brændt som kætter af pavestyret år sekstenhundrede. Hans statue står i Rom på Piazza Campo dei Fiori, hvilket dog tjener den senere katolske magtelite til ære.
Men i sin tid måtte Pavestolen af med ham, fordi hans tese var, at stof og ånd er to sider af én og samme virkelighed.
"Alle ting har sjæl og liv," sagde han, og dermed forbrød han sig mod kirken, da han knyttede det guddommelige sammen med naturen, thi ifølge kirkefædrene er den kristne Gud naturens skaber og som ånd hævet over naturen. For os, der sad og læste højt for hinanden, var det godt at blive mindet om, at verden er et sted, hvor vi kan høre til med både sjæl og legeme uden at nære uro for, at disse to sider af det menneskelige liv skulle kunne skilles ad. Jesper Hoffmeyer konkluderer om Brunos død på kætterbålet:
Hvad der afgik ved døden ved denne lejlighed, var desværre ikke blot Brunos ulyksalige legeme, men - som vi skal se - hele den forestilling, at naturen var skabende, eller kreativ som vi siger i dag. Naturvidenskaben var ganske enig med kirken på dette punkt, og siden da har vi alle, religiøse som ikke-religiøse, levet med den forestilling, at naturen er grundlæggende passiv.
Hoffmeyer siger endvidere:
Vi kan trodse fornuften, f.eks. fordi vi mistror dens dybere sandhed i en given sag, men vi kan ikke nægte at lytte til den, uden at det korrumperer os … Man kan ikke føle sig sikker på noget, men man kan ikke tænke sig til sikkerhed. Tankerne skaber tvivl. Og netop tvivlen, snarere end sandheden, er kilden til klogskab, forstået som indsigtsfuld og ansvarlig livsforståelse. Det kan godt være, det er dybt menneskeligt at være troende. Men mennesket er helt sikkert det eneste dyr, der kan tvivle. Intet er nemmere end at blive i sin tro. At blive i sin tvivl, at tåle den, er den egentlige opgave. Det er det, der gør os til ansvarlige mennesker. På det ene punkt vælger jeg at være troende.
Nu er Hoffmeyer også indlemmet blandt mine helte.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt