Juli 2009

Fru Lykkeboes refleksioner over Villy Sørensens essay om velfærdsstaten

Atter er jeg beskæftiget med at læse Villy Sørensen, hvis stemme forstummede december totusinde og et. Hans forfatterskab har sat sig varige spor og omfatter filosofiske, politiske og litterære værker. Jeg har just genlæst Digtere og dæmoner, Gyldendal, 1962, der udover at rumme blandt andet en indsigtsfuld gennemgang af de tre forfattere, Harald Kidde, Thomas Mann og Hermann Broch, også har et essay om vor velfærdsstat. Det er vidunderligt og finurligt, alvorligt og komisk at læse om vor velfærds velsignelser, set på en afstand af små halvtreds år. Man ville det så godt, og i stedet skete der det, at dansken fra dengang til nu har udviklet et trist personlighedsskifte. Vi er blevet et krævefolk. Vi kræver at få vor ret, og vi er blevet perfekte udi kunsten at vide, hvad vi har ret til. Vi kræver at få krisehjælp i stort og småt, vi kender vore velfærdsrettigheder til punkt og prikke og Hanne Reintofts sociale brevkasse, der dengang hed, Hvad er min ret og hvad er min pligt, har mistet pligten af syne. Thi vi er ikke mere borgere i forretningen Danmark, vi er forbrugere. Alt dette foregreb Villy Sørensen. og nedenstående er citater fra essayet Velfærdsstat og personlighed.

"Rent bortset fra om de for tiden foreliggende tilnærmelser til velfærdsstater allerede bør betegnes og lovprises eller angribes som sådanne, bør man vente med at dømme til dommens præmisser er opregnede. Det er i hvert fald i velfærdsstater koutume at der finder en offentlig proces sted før man dømmer, også hvor det drejer sig om at dømme eller fordømme sin samtid og sit samfund, bør en proces gå forud, om ikke andet så en tankeproces; hvis den mangler - og man siger jo at det er svært at tænke i velfærdsstater - bliver dommen uretfærdig. Før man anklager velfærdsstaten for sine medmenneskers åndelige død, bør man søge at skelne mellem velfærdsstatens idé og dens praktiske udformning i samfundet. Den største svaghed ved dens praktiske udformning er vistnok at den udformes så praktisk at det bliver for meget af det gode og derfor upraktisk, men slige praktiske besværligheder er ikke hovedsagen. Og selv om man måske må passere igennem lovlig mange kontorer og instanser før man får lov at skue velfærdsstatens store idé, så er målet så ophøjet at man må være forberedt på en lang og stejl vandring, og vandringen kan såmænd være fornøjelig nok. Til vejs ende kommer man næppe uden humoristisk sans, intetsteds er humor i så høj grad på sin plads som i velfærdstaten, i hvert fald som den foreløbig tager sig ud - og det bør man ikke bebrejde den.
Og velfærdsstatens idé er - ikke at man, efterhånden som man får den alder der kræves som eneste krav, bør have ret til undervisning og bolig, arbejde og arbejdsløshedsunderstøttelse og folkepension, for det følger alt sammen af ideen - men at alle bør kunne føle sig sikre som samfundsmedlemmer, hvilket ikke vil sige at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke. Den stiltiende forudsætning for hele velfærdssystemet er at det kun er et middel, ikke et mål. Social sikkerhed kan aldrig være et mål i sig selv, kun en baggrund for den enkeltes personlige eksistens. Men af dovenskab og dermed følgende skræk for at komme til vejs ende, har vi alle en trist tilbøjelighed til at gøre midlet til mål: penge opfattes ikke altid som et praktisk omsætningsmiddel, men tit som et mål i sig selv, og den sociale velfærd bliver for mange en fristelse til kun at søge sikkerhed; vor medfødte evne til at se bort fra vanskelighederne, som yderligere styrkes når der er mange vanskeligheder at se bort fra, kan føre os til at se bort - abstrahere - fra de farlige områder som samfundets sikkerhedssystem ikke dækker og lukke os inde i en indeklemt verden af beskyttende abstraktioner. Velfærdsstatens store fortjeneste er at den, ved at søge kollektivt at fjærne de sociale traumer for menneskene, giver dem lejlighed til at udvikle deres individuelle personlighed med dens særlige evner.
Velfærdsstatens store fare, ikke uden videre dens "skyld", er at mennesker i den lader sig friste til at suspendere deres egen besværlige personlighed, netop fordi det i velfærdsstaten, muligvis i modsætning til alle andre former for samfund, er muligt at klare sig ganske godt helt uden personlighed, man kan jo altid gøre nytte og få sin løn som fagmand og funktionær."



"Velfærdsstaten hjælper jo menneskene til at føle sig sikker, inden for visse snævre grænser, - hjælper den dem også til at sætte deres personlige følelsesliv og angsten ud af kraft, fordi den giver dem lejlighed til at glemme at hele virkeligheden ikke kan være inden for disse snævre grænser? Man plejer at sige at det er velfærdsstatens lune atmosfære af sikkerhed der fremkalder angstneuroser og selvmord, thi den som kun har ringe modstand at overvinde har kun ringe modstandskraft når det virkelig gælder! Men således hævder man jo i virkeligheden at velfærdsstaten gør det sværere ved at gøre det nemmere - og da det som den gør særlig svært åbenbart er at bevare sin åndskraft, må den jo netop tilfredsstille sine åndskraftige angribere - der så gerne vil have det svært. Og hvem ved om ikke netop de udgør de bedste eksempler på at det kan være lige så svært at have det nemt som at have det svært, eftersom den der har det nemt så let lader sig forkæle."



"Fordi vi så gerne vil have det rart griber vi med glæde populærpsykologien som et påskud til at opfatte al angst som sygelig, som neurotisk, mens angsten udmærket kan være et vidnesbyrd om at man har et sundt forhold til virkeligheden. Thi hvis virkeligheden er faretruende, er det sande forhold til virkeligheden naturligvis et angstforhold. Velfærd behøver ikke at være livets mening fordi det er det højeste staten kan præstere."




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt