Juni 2009

Antichrist

Lascia ch´ío pianga
mia cruda sorte,
e che sospiri la libertà.
Il duolo infranga queste ritorte
de´ miei martiri sol per pietà


Barnet
En mand og en kvinde elsker.
Inde i barnekammeret åbner deres lille søn haspen til sin tremmeseng og med bamse i hånden vandrer han ind til forældrene, der ikke ser ham. Han står et stykke tid og betragter dem. Da han vender sig, stråler hans ansigt af lykke. Han går tilbage til sit værelse, skubber en stol hen til et bord, der står foran et åbentstående vindue, kravler op og stiller sig i vindueskarmen. Det sner. Stille, hvide snefnug, så bløde som vatkugler. En hvid, polstret verden, man kan flyve i. På svævet nedad smiler han. Han har sluppet bamse, der følger ham på nedturen, og da de lander ser vi på bamse, at flyveturen alligevel var voldsom.

Forældrene
Samlejet og barnets svæv i den hvide verden er dårende dejligt filmet i gråhvid slowmotion, mens en sopran synger Almirenas klagesang fra Händels opera, Rinaldo. Hun begræder sin grusomme skæbne, hun sukker efter at blive befriet og anråber sorgen om at bryde hendes bånd.
Parret går bagefter sønnens kiste. Hun bryder sammen, indlægges, og efter en måned får han hende udskrevet, tager medicinen fra hende og vil selv hjælpe hende igennem sorgterapien. Lægen forholder ham, at han som terapeut bør vide, at man ikke kan og ikke skal prøve på at behandle sine nærmeste.
Han søger at etablere en professionel distance til sin hustru, han flytter ud af det fælles soveværelse, fordi de ikke skal have sex mens hun er i behandling. Men det eneste, der kan dulme hendes sorg er netop sex, og manden føjer sig modstræbende.

Huset i skoven
Da hun ikke bliver bedre, tager han hende med ud til deres afsides beliggende hus i skoven, Eden kaldet.
Hans fornuftige, rationelle tilgang til verden begynder at gå i opløsning. Han får syner og konfronteres med tre dyr. En hind, der set forfra er så dårende som sådan en nu er, men set bagfra bærer døden med sig i form af et halvråddent kid, der hænger ud af livmoderen. Han ser en blodig, skambidt ræv, der giver sig til at tale. Chaos reigns, erklærer den. Det tredje dyr møder han senere, og det bliver i en vis forstand hans redning.

Gruen og vanviddet omkring og i dem vokser. Han finder nogle billeder af sønnen, der tilbragte forrige sommer alene med sin mor i huset, mens hun ville færdiggøre sit speciale om hekseprocesser og mænds had til kvinder.
På hvert eneste billede sidder den lille dreng og ser forpint ind i kameraet. På et af billederne græder han. De støvler, han har på, er sat på de forkerte fødder. Højre fod har venstre støvle på, og venstre højre støvle. Et obduktionsbillede viser at drengens ene fod er deformeret. Konfronteret med fotografierne viger hun udenom. Hun beklager sig over, at sønnen ikke rigtigt ville være sammen med hende. Desuden, fortæller hun, færdiggjorde hun aldrig sin afhandling.
Det vidste jeg ikke, siger han. "Jamen du har aldrig været en god ægtemand eller far," replicerer hun.
Hun fortæller om den ikke færdiggjorte afhandling, at hun ville påvise mænds grusomheder mod kvinder til alle tider, men tilsyneladende er hun ubevidst om, at hendes tale slår over i kvinders ondskab og iboende lyst til at destruere mænd. Han spørger, om hun ved, hvad hun sidder og siger. Vinduet springer op og hun siger, at det er satans ånde der kommer ude fra satans kirke. Som er naturen.
Da hun er faldet i søvn, kravler han op på loftet og finder hendes optegnelser. Han ser, at skriften bliver mere og mere ulæselig, for til sidst at forsvinde i meningsløst krimskrams.

Den kvindelige seksualitets pervertering
En dødedans indledes. Hun bliver voldelig, han forfærdes, da hun siger at en af dem må dø. Men glemmer, at han selv under en terapeutisk seance med hende har talt om døden som yderste udvej for en af dem.
Hendes vildskab vokser, hun overfalder ham og knuser hans kønsdele med et stykke brænde. Mens han ligger bevidstløs henter hun slibestenen, borer hans skinneben igennem, stikker fingeren ind i såret for at sikre sig at akslen kan føres igennem. Hun bolter stenen fast med en rørtang, som hun kaster fra sig.
Han kryber bort fra huset og gemmer sig i en rævegrav, hvor en ravn ligger under en jorddynge. Han befrir fuglen, der skrigende hakker efter ham. Fuglens skrig hidkalder hende, der løber rundt i skoven og leder efter ham. Hun prøver at hive ham ud, men han ruller en sten foran hullet. Hun henter en spade og graver ham ud, slæber ham tilbage til huset og vil elske. Af gode grunde kan han ikke, så hun masturberer ham og han ejakulerer blod. Hun lægger sig ved siden af ham med en saks og klipper sin clitoris af, hvorefter hun blødende kryber hen i en krog. Hinden og ræven indfinder sig og lægger sig hos hende. Ravnen skriger under trægulvet, han hamrer en albue igennem brædderne, ravnen flyver op og sætter sig hos de andre dyr. Dér, hvor den fløj op, ligger rørtangen. Han får sig befriet.
Atter prøver hun at dræbe ham. Han kvæler hende og forlader huset med en hjemmegjort krykke under armen. Han efterlader et bål, hvor et hvidt kvindelegeme anes. Heksen brændt. Den onde mor destrueret.
Han finder brombær i skoven, spiser, rejser sig uden krykke og atter lyder Händels arie, e che sospiri la libertà. Hans ansigt er uden spor af de rædsler, der ligger bag ham.
Han er fri, han har gennemlevet martyriet.
En skare ansigtsløse kvinder strider sig forbi ham.

Kvinden
Hun fortæller manden, at barnet var begyndt at forlade sin seng og vandre omkring i lejligheden om natten. Det vidste jeg ikke, siger han.
Hun er ikke kun besat af sorg over drengens død. Der er andet på spil. Hun var besat længe før. Drengen var bange for hende. Den sommer hvor de var alene i huset, tog skoven hans parti og græd med ham. Moderen vidste det og derfor lukkede hun døren uden smil, uden omfavnelse, som en normal mor ville gøre, da hun fandt ham i brændeskuret.
Den lille dreng bliver lykkelig, da han ser sin mor være lykkelig i ekstasens øjeblik, og derfor kan han flyve. Af opfyldt lykke.
Hvorfor hun er besat, ved kun Lars von Trier. Men fordi hun er det i filmen, behøver alle kvinder ikke at være hekse. Det tror jeg ikke er Triers budskab. Den kvindelige seksualitet er en kraft, der er mandens langt overlegen og er dybt skræmmende for ham.

Manden
Som terapeut virker han ikke overbevisende. Hans tale til hustruen er banal til det pinlige. Da han fører hende ud til huset i skoven, som hun er bange for, mister han kontrollen både over sig selv og hende.
Men det er ham, naturen i skikkelse af de tre dyr taler til, det er ham samme natur frelser i skikkelse af ravnen. Den natur, hun kalder satans kirke.
Og naturen nærer ham. Da han forlader huset, med det flammende bål heksebålet, bag sig, finder han brombær i skoven.
Da han har spist, står han oprejst uden krykke, hans ansigt er i ro, selv da hundredvis, tusindvis af ansigtsløse kvinder bestiger den skråning han står på. De går forbi ham, opad, uden at ænse ham. Han ser dem, de ikke ham.
Lader han sig aldrig mere skræmme af kvinder?




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt