April 2009

Smuler fra fru Lykkeboes lønkammer

Hver alder leger med sin egen dukke
sagde ammen i Oehlenschlägers skuespil Aladdin, og mine år har givet mig adskillige dukker at lege med. Dukken fra i år er således den halvfjerdsindstyvende.

Jeg har siddet så længe og grublet over dette tal, halvfjerds, at min lille assistent, den røde kat, har lagt sig til at sove af lutter kedsomhed oppe i skærmens højre hjørne. Men så snart han opdager, at jeg igen er aktiv, er han fluks på tæerne. Når jeg printer ud, tager han briller på næsen og hamrer et stempel ned på en bunke papir, så jeg kan høre, at han virkelig bestiller noget.

Gruble kan jeg jo ikke i al evighed, så nu forestiller jeg mig hvordan det ville være, hvis vi ikke vidste, hvor gamle vi var? Hvor gamle ville vi så mene vi var? Og samfundet? Formodentlig ville vi hver især tage det mindre tungt, forudsat biologien lod os have fysik og ånd i behold.

Men halvfjerds er halvfjerds og alle gode besværgelser om at man er ung indeni, og at det næsten ikke kan ses udenpå er ikke overbevisende, så det gælder om at tage sin alder på sig og være den bekendt. Engang så jeg for eksempel helt godt ud og det er ikke let at sit aldrende ansigt i spejlet. Det kræver nogle andre attituder at være en forhenværende attraktiv kvinde, der var vant til at blive bemærket. "Hun bar spor af fordums skønhed," står der i bøgerne, og jeg fortsætter trøstigt sætningen, "men bærer sin alder med værdighed.

Og nu til noget helt andet:
For nylig hørte jeg et interview med Synnøve Søe. Hun har udgivet en bog, der er et opgør med forældrene. Jeg ser, at bekendelseslitteraturen fra halvfjerdserne nu atter er blevet legitim. Dengang var devisen, gør det private offentligt. I firserne og halvfemserne søgte de skønlitterære forfattere så at skrive om det private, så det blev alment. Det gjorde man blandt andet ved at holde sit selvbiografiske stof ud i arms længde og skrive i tredje person. Men i takt med at vore "jeger" er blevet det mest interessante for os selv at beskæftige os med, bliver det private liv nu skrevet som havde det den dybeste interesse for offentligheden.
Jeg hørte Synnøve Søe udtale, at med den nye bog havde hun skrevet sig ud af sin vrede og bitterhed mod forældrene og det er jo godt, hvis en selvterapeutisk kur viser sig at være frugtbar både for hende selv og for salget af bogen.

Nu faldt jeg atter i staver og katten har rullet halen rundt om kroppen og sover dybt oppe i sit hjørne. Jeg er en kedelig arbejdsgiver i dag, mener den. Jamen så vil jeg slutte med den sidste dukke, jeg har leget med, mens jeg vandrede mod denne fødselsdag med sit syvtal foran nullet.
Adelaïde hedder hun. Min roman, der udkommer på fødselsdagen. Egentlig har jeg siddet og skrevet på Dora, der blive en større bog. Nogle af de samme personer fra Balladen om Antonie medvirker, men ellers er det en selvstændig roman. To bøger er kommet imellem, men nu skal den gerne færdiggøres i løbet af sommeren.

Adelaïde er et drømmebillede, Johan har båret på fra ganske ung, da han hørte Beethovens sang af samme navn. Da han erfarer, at hun faktisk er opkaldt efter sangen ser han det som et fingerpeg af skæbnen.
Adelaïde er en økonomisk fri og succesfuld moderne ung kvinde. Hvis hun ikke finder den eneste ene vil hun hellere leve alene.
Men deres kærlighed har omkostninger.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt