Februar 2009

Inger Christensen in memoriam

Inger Christensen døde den 2. januar 2009. Hendes digteriske livsværk har fulgt mig som en stemme, der både er konkret og drømmende, visionær, matematisk og naturvidenskabelig, nutidig og evig.

Som menneske var hun jordnær, tro mod sig selv, og uden nogen ambitioner om at føre sig frem som forfatter, hvilket et udpluk af Niels Barfoeds nekrolog fra weekendavisen den 9. januar demonstrerer. Han skriver;

"Ved en privat komsammen for nogle år siden, en blanding af familiemedlemmer og forfatterkolleger fra ind - og udland, fik Inger Christensen på et tidspunkt en jordemoder til bords, der spurgte hende lige ud ad landevejen:

"Nå, skriver du også?"

Hun fik et lige så ligefremt svar:

"Nej, ikke mere."

Et gribende svar, når man betænker at mesterværket, Sommerfugledalen er fra 1991 og essaysamlingen Hemmelighedstilstanden udkom 2000. Vidste hun ved den ovennævnte komsammen, at hun havde fået sagt, hvad hun ville og derfor var ophørt med at betragte sig som forfatter? Vi ved det ikke.

"Det" udkom 1969. Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det.

Alfabet fra 1981 er en eksplosion, baseret på Fibonaccis talfølge, hvor hvert digts verslinje er summen af de to foregående digtes. Værket demonstrerer en systemdigtning, hvor indholdet synes at være tilfældigt, med opremsninger af navneord, der forbindes med ordet, "findes." Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes.

Sommerfugledalen er en sonetkreds, et requiem, og et mirakel af bevægende skønhed. De stiger op, planetens sommerfugle

… som blåfugl, admiral og sørgekåbe, som påfugløje flagrer de omkring og foregøgler universets tåbe et liv der ikke dør som ingenting.

…mens vi, der bare lå fortabt i sandet, så talrige, som nu kun to kan være, fik kroppens elementer sammenblandet af jord som havs og himmels mellemting, to mennesker, der overlod hinanden et liv, der ikke dør som ingenting

Vi overlever kun, fordi vi bruger ord, skrev hun. Men et liv går jo alligevel til grunde. Inden da søgte hun varsomt at gøre sig fortrolig med døden, samtidig med at hun fortryllede livet for sin læser.

Alt hvad en forfatter skriver kunne lige så godt have været anderledes, men først når det er skrevet. Ligesom livet kunne have været anderledes, men først når det er levet.

Nu er det levet, Inger Christensens liv. Hvor godt, at hendes digtning ikke var anderledes, men akkurat som den var.

Æret være hende minde.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt