December 2008

Fru Lykkeboes refleksioner ved en begravelse

For kort tid siden døde et menneske. For os et ganske særligt menneske, der forsvandt fra det ene øjeblik til det næste.
Han boede i en lille by, hvor alle kendte ham og hans virke. Kirkegulvet var dækket af blomster, og folk fyldte stilfærdigt kirken til sidste plads.

Præsten var ganske ung. Han besad en naturlig, åben autoritet og en rolig stemme, og vi sad og følte os i gode hænder.
Han bad os ikke spørge hvorfor netop dette menneske skulle dø i en alder af kun toogtres år, når livet for ham kunne have været så meget længere.
Jesus, sagde præsten, havde i sin dødsstund anklaget gud, og spurgt, hvorfor han var blevet forladt. Men han var netop ikke blevet forladt, sådan skal evangeliet udlægges, thi gud i skikkelse af sin egen søn er med os i livet og i døden, og således findes intet sted, hvor frysende og ensomt det end måtte være, hvor Jesus ikke har været før os.
Han påtog sig ved sin død al død i verden, og således, sagde præsten, ved vi, at den kan overvindes ved troens magt.
Almægtige, evige gud, himmelske fader, vi takker dig, fordi du har elsket verden således, at du har givet din søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Og vi loves gensyn med vore afdøde i himlen så rejse vi til vort fædreland. Der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale. Så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale.

Jeg noterede mig at menigheden, ligesom i den katolske kirkes liturgi, fremsagde fadervor sammen med præsten. Det var smukt, og jeg sad med en umulig længsel efter at høre til. Jeg betragtede den hvide kiste, lyttede til den unge præst og tænkte at det måtte være dejligt at tilhøre det fællesskab, der sammen med præsten bekendte sig til at forsage det onde, bekendte sig til troen på kødets opstandelse, bekendte sig til troen på det evige liv.
Opstandelsestroen er et forsvar mod dødens uafvendelighed, og dette er netop grundlaget for den kristne tro. - Forestillingen om, at døden ikke er afslutningen på livet.
Den, der til hverdag lever i forundret glæde over livets mangfoldighed, sidder og fører en tavs samtale med præsten såvel som med Grundtvig, Kingo og de andre salmedigtere.
Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde Men det gør vi jo. Vi sætter i overført forstand blade på både nælder, dyr og mennesker. Videnskaben har ikke gjort os til guder, men den har i meget høj grad gjort verden til et bedre sted at leve.
Jeg elsker Jakob Knudsens se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød, hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst sådan og netop sådan så verden ud, da vi kørte hjemmefra meget tidligt den morgen, begravelsen fandt sted.
Og jeg følger gerne digteren videre
lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav.
Og så kan jeg ikke nå længere, jeg er ikke mere en del af fællesskabet.
Livets gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river ad dødens garn
Jeg elsker vor sangskat og vore salmer, de er en del af hele min opvækst, og dog falder det mig stadig vanskeligere at lade som ingenting, for ord betyder noget.
Præsten sagde, at afdøde, der var en stor beundrer af John Lennon, ligesom han på sine ældre dage havde nærmet sig kristendommen. Præsten havde sin guitar med og sang en Lennon tekst, posthumt udgivet. Denne sang siger noget ganske andet end dengang Lennon udtalte,
kristendommen vil forsvinde. Den vil skrumpe og sygne hen
eller Imagine, hvor han forestiller sig en verden uden religion,
nothing to kill or die for and no religion too
imagine all the people living life in peace

Men senere, kort før sin død, har han skiftet mening,
Two branches of one tree, face the setting sun when the day is done, God bless our love God bless our love

Præsterne ser det formodentlig ofte. At man vender sig mod kirken, når livet går mod enden. Som ung har man ikke megen brug for gud og det evige liv. Hos den unge hersker timeligheden. I alderdommen rykker tanken om døden nærmere, og da er det godt at søge tilflugt i kirkens ly, og lytte til de forjættende ord.
af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå

Når man står fremmed over for et sådant løfte, og uden folkekirkens hjælp, selv må sørge for at ens efterladte ikke står rådvilde og usikre, er det nødvendigt at tænke på andre måder at tage afsked.
Rainer Maria Rilke siger her,
Bring os brug. Vi savner brug og ritualer. Alt som betyder noget, snakkes bort
Ritualer er vigtige. Især når man står ved en kiste og skal tage afsked for bestandigt. Man kan ikke forlange af den efterladte elskede, eller af venner, at de skal tale ved kisten, og netop dén funktion udfyldes jo ellers af præsten, der på guds vegne giver et tilsagn om evigt liv efter opstandelsen.
Men i musikkens sprog kan der skabes en værdig og timelig afsked. For følelser skal have udtryk, sommetider følger der en tekst med, sommetider står musikken alene. Men dets sprog forstår vi.
Selv vil jeg gerne at de, jeg elskede i mit liv, skal høre Schuberts Frühlingsglaube, med Ludwig Uhlands tekst

Die linden Lüfte sind erwacht,
sie säuseln und wehen Tag und Nacht,
sie schaffen an allen Enden.
O frischer Duft, o neuer Klang,
nun, armes Herze, sei nicht bang,
nun muß sich alles, alles wenden.

Die Welt wird schöner mit jedem Tag,
man weiß nicht, was noch werden mag,
das Blühen will nicht enden.
Es blüht das fernste, tiefste Tal.
Nun armes Herze, vergiss der Qual,
nun muß sich alles, alles wenden.








tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt