November 2008

Fru Lykkeboes refleksioner over ondskab, drageunger, dem og os

Det skal råbes, siger Jan Lindhardt, der har ladet sig forevige sammen med en øgle i et selvportræt, hvor en drageunge kravler ud mod betragteren som et udtryk for at vi altid har det onde i vor nærhed, ligegyldigt hvor mange drager vi måtte slå ihjel.
Vi får aldrig bugt med det ondes magt, siger han.

Men hvori består det ondes magt, dersom man anskuer sagen i et andet perspektiv end Jan Lindhardts folkekirkelige, hvis gudshuse han ser som de eneste bastioner og forsvarsmidler i kampen mod fanden selv.

Ifølge den jødiske filosof Hannah Arendt, er ondskaben hverken dyb eller dæmonisk, ej heller nogen magt i sig selv. Den er ganske banal og kan bo i os alle, hvis vi ikke har øjne og ører åbne overfor de systemer vi er en del af.
Hun påpeger for eksempel, hvor vigtigt vort hverdagssprog er, og hvor meget der her kan manipuleres med opfattelsen af rigtigt eller forkert, og dermed sætte vor samvittighed og moral ud af kraft.

Jeg må her tænke på de utallige eufemismer der anvendes, hvad angår Danmarks deltagelse i Irak krigen.
At gå i krig kræver en sag, der er så alvorlig for vort land, at vi for at bevare det, må gribe til sværdet.
Irak udgjorde ikke nogen trussel mod os, men vi gik i krig sammen med USA alligevel.
Og nu er vi helt holdt op med at bruge ordet krig. Det er et alt for stærkt ord. Det er et ord, der rummer død og lemlæstelse. Så derfor er Danmark ikke i krig. Danmark har en mission, Danmark medvirker i et retfærdigt indgreb til fordel for fred og demokrati, og derfor må vore soldater af og til involveres i aktioner.
Og sådan lulles vi ind i, at det nok ikke er så slemt. Ja faktisk er det let at glemme, at Danmark er et krigsførende land. Undtagen for de familier, der modtager deres døde sønner, nu efterhånden uden den store medieopdækning.

Sat på spidsen er drageungen Jan Lindhardts symbol for dem. Thi blandt dem især findes der talløse drageunger.
Og dem er muslimerne, hvoraf nogle færdes, som var de næsten os.
Men tro dem ikke, de er og bliver forklædte drageunger. De hader og foragter os, de afskyr vor tolerante pladderhumanisme, og vi må for guds skyld aldrig nogensinde tro, at de er ligesom os. De er uhjælpeligt spærret inde i deres kultur og religion, og står det til Jan Lindhardt, må de befris, med magt, om fornødent, før vi kan gøre os forestillinger om at gøre en ende på den religionskrig, den kristne og muslimske verden befinder sig i. Derfor skal den protestantiske kirke mobiliseres, og råbe det glade, kristne budskab ud over tagene.
”Kirken skal sætte alle sejl til for at finde en vej, som kan sikre, at den også i de kommende generationer bliver leverandør af danskernes åndelige rugbrød.”

Jamen!
Muslimernes religion er ond og forbenet. Den danske folkekirkes religion er den eneste rigtige. Med Jan Lindhardt i spidsen som dragebekæmper, skal der slås et missionsslag for omvendelse af de forkerte. Og som erfaringen viser, går sådanne sjældent for sig uden blodsudgydelse.
I bedste fald ender biskoppens missionskamp med, at begge parter forskanser sig i hver deres kasser og kigger på hinanden gennem skydeskår, klar til at aflive den andens skinbarlige – ondskab. Og så er det stadig Dem og os og Os mod dem.






tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt