Religionskrig og Karlsson på taget

Ingen har set Karlsson på taget. Lille tykke, og for alle voksne, usynlige Karlsson, dominerer lillebrors liv. Han er ufejlbarlig, og
han bestemmer alting. Karlsson, der kalder sig verdens bedste Karlsson, er bedst til simpelthen alt, og lillebror tager Karlssons bedreviden for pålydende..
Hvad har Astrid Lindgrens børnebog med religionskrig at gøre?
Det har den, fordi jeg i dagbladet Information den 27. - 28. september læste en artikel af Johanne Mygind. Overskriften lød: En usynlig ven giver ikke nogen ret til at kvæle kritikken.
Nu tror jeg ikke, at man sådan i al almindelig betragter gud som en ven, men usynlig er han, og dominerende er han i folks hoveder, og jeg drog da fluks en parallel til Karlsson på taget, der får held til at påvirke lillebrors holdning til verden.

I min ungdom, dengang i tresserne, havde jeg ikke forestillet mig, at en eksotisk trosretning som islam ville komme til at påvirke den åndelige frihed, som vestlig ungdom anvendte både til stort og småt. Gøre grin med. Pille autoriteter ned med. Le ad film som Life of Brian, eller rocke med Jesus Christ Superstar.
Man talte ikke meget om islam, men om muhamedanisme, eller muhamedanere. Men for tyve år siden blev islam med ét slag særdeles vedkommende. Salman Rushdies bog De sataniske vers affødte noget, man lærte hed en fatwa. Intellektuelle og politikere over hele verden protesterede i forfærdelse og harme over, at en roman udløste en dødsdom over forfatteren. Men der var også nogle, der mente, at han bare kunne lade være med at provokere, hvilket var begyndelsen til den selvcensur, der i dag iagttages af flere kunstnere. Rushdie har levet under beskyttelse siden. Med Rushdie begyndte slaget om ytringsfriheden, som vender sig ikke blot mod islamister, men også er en kamp om holdninger til multikulturalisme, hvis tilhængere hævder, at man ikke må dømme andre på grund af deres kultur, og derfor kan man ikke diskutere religiøse dogmer, hvilket fra min udsigtspost er både dumt og farligt. For så kan man jo lade være at tage stilling, og så får man ikke noget i klemme.
Kampen om retten til den sande Gud er udkæmpet i århundreder. I sekstenhundredeatten hærgede trediveårskrigen Europa. Kristne mod kristne. Katolikker mod protestanter, katolikker mod katolikker.
I sekstenhundredeogniogtyve stod Korset overfor Halvmånen foran Wiens porte, hvor tyvetusind kristne forsvarere udstod en langvarig belejring, og endte med at slå trehundredetusind tyrkere tilbage.
Grimberg beretter: hele Europa ventede i åndeløs spænding på udfaldet af den vældige kamp, der kunne afgøre verdensdelens skæbne.
Det var den sidste store styrkeprøve mellem muslimer og kristne, der med flid havde bekæmpet hinanden siden korstogene begyndte i slutningen af tusindtallet. Skal de to religioner atter tørne sammen i det enogtyvende århundrede? Næppe som to fronter, opstillet over for hinanden. Men som daglige konfrontationer, daglige trusler, daglige krav om respekt. Respekt for hvad? Fordi muslimer er så ganske særligt gode til at tro?

Astrid Lindgren har noget at sige om at tage stilling: "Jeg har jo sagt, at han hedder Karlsson og bor oppe på taget, sagde lillebror. Hvad mærkeligt er der ved det? Folk kan vel få lov at bo, hvor de vil!
Lillebror, vær nu ikke dum, sagde mor. Du har næsten skræmt livet af os. Du kunne jo være blevet slået ihjel, da dampmaskinen eksploderede. Forstår du ikke det?
Jamen Karlsson er nu altså verdens bedste dampmaskinpasser, sagde lillebror og så alvorligt på sin mor. Han måtte da have hende til at forstå, at man ikke kunne sige nej, når verdens bedste dampmaskinpasser tilbød at sætte ens dampmaskine i gang.
Man skal tage ansvaret for det, man har gjort, lillebror, sagde far, og ikke skyde skylden på en, der hedder Karlsson på taget, og som slet ikke eksisterer.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt