September 2008

Fru Lykkeboes refleksioner over Wagner, Beethoven og den flyvende hollænder

Den Jyske Opera har i Århus Musikhus opført Hollænderen under instruktion af Peter Langdal.
Stort set en opførelse uden de store regiteater armbevægelser med undtagelse af en besynderlig slutning. Undervejs kan man undre sig over at Hollænderen vandrer rundt med to store vadsække, plus overfrakke, og da dramaet når sit højdepunkt og han uforløst må drage til søs igen som lyn og torden med det gode spøgelsesskib, husker han at samle sine ting sammen og arrangere overfrakken pænt sammenfoldet på armen. Da han er forsvundet, hiver Senta en grøn kuffert frem under sin seng og synger,
preis deinen Engel und sein Gebot. Hier steh ich, treu dir bis zum Tod, hvorefter hun styrter mod udgangen. Kufferten var meget grøn, og den måtte jo da nok spille en rolle, tænkte man. Den havde åbenbart været pakket og klar i lang tid.
Rejser de mon væk sammen?
Næ, nej, de stiger til himmels, gør de, dog nu uden tyngende vadsække, overfrakke og kuffert. Thi da orkesteret klinger ud i de sidste akkorder, projiceres et billede op på et lærred, med de tos forklarede ansigter. Akkurat som Wagner i sin bemærkning i partituret foreskriver.
Nå, men pyt, tænker man. Musikken er jo pragtfuld. Gode sangere, flot kor, velspillende orkester under ledelse af Bellincampi, alt fungerede.

Hvad der gav mig anledning til eftertanke var, at Michael Bondesen i programmet drager paralleller mellem Senta og Beethovens Leonore, idet han mener at de begge ofrer sig som forløsende og frelsende engle for deres fordømte mænd. Men der er en verden til forskel mellem de to kvindeskikkelser.

Senta er en hysterisk ung pige, der har spigret et billede af en død sømand op på sin væg. Hun vil ofre sig for dette fantom, som en dag skal komme og kræve hendes martyrium og fordre hendes selvmord i en højere sags tjeneste, nemlig den at Hollænderne af hende kan forløses til døden.
Wagner strides her, og ellers, med sit univers, befolket af guder, valkyrier, flyvende heste, spøgelser, kvinder på randen af et nervøst sammenbrud, nisser, drager og trolde.

Hos Senta er udsagnet Treu bis zum Tod, noget ganske andet end Leonores troskab.
Også Leonore er tro til døden, men hun kæmper med sit eget liv som indsats for at redde sin elskede fra døden. Her er intet sværmeri fra Beethovens side.
Vi er aldrig hinsides denne verden. Leonore er ikke en drømmer som Senta, hun er en konkret, elskende og levende kvinde, en hverdagens heltinde. Alt er såre jordisk i Beethovens univers. Leonore har noget meget konkret og meget farligt at forholde sig til. Noget, der måske kan ende med døden for hende selv, og i allerhøjeste grad for hendes elskede mand.
Her er tale om virkelige mennesker, magtbegærlige og kyniske politikere, der ikke går af vejen for at udradere en fjende, men der er også tale om mennesker med en høj moral, der søger at bekæmpe, eller i det mindste begrænse tyranniet.

Leonores mand, Florestan, er blevet smidt i et underjordisk fangehul somewhere, og Leonore sætter alt ind på at finde ham. Forklædt som mand, elsket af fangevogterens datter, udsat for jalousi af datterens forelskede tilbeder, får hun ordre til at grave en grav til den ukendte fange, der skal henrettes omgående, idet hans skændige tilfangetagelse er kommet til ministerens kendskab. Leonore ved endnu ikke, det er Florestan, men er parat til at forsvare den ulykkelige med våben i hånd, da guvernøren personligt vil dræbe ham. Hvor meget mere beslutsom bliver hun da ikke, da hun genkender sin mand, og stiller sig beskyttende foran ham med hævet pistol.
Hjælpen når frem i tide, guvernøren søger at flygte, men får sin fortjente straf. Florestan befris fra sine lænker, og de elskende falder i hinandens arme.

Og så følger det skønneste kærlighedsøjeblik i operaens historie. Her er ingen Liebestod på færde. Her er en mand og en kvinde, der lykkeligt genforenes, og deres jubel er af denne verden, som er den eneste de har. Åndeløst, næsten stammende, synger de,

O namelose Freude!
Mein Mann an meiner brust
og Florestan gentager fryden,
O namenlose Freude!
An Leonorens Brust


Her sejrer kærligheden til den elskede og til livet.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt