August 2008

På sporet af oplysningen ad de europæiske motorveje

Vi modtog just det nye nummer af tidsskriftet, Kritik, mens vi pakkede bilen med destination Toscana. Det kom med i kufferten, og således fulgtes vi med oplysningstiden hele vejen på E45 og Autostrada del Sol.

Så snart vi forlod autostradaen og kom ind på de snoede veje, var der som altid småt befærdet. Toscana hvilede under julisolen og lod sine druer og oliven få kraft og fylde.
Landskabet i vort område af regionen er på samme tid yderst kultiveret og yderst vildsomt. Vejen fører gennem store skove, hvor jægerne flokkes med geværer og hunde ved vejsiderne i september måned for at jage vildsvin.
Her i juli måned måtte vi nøjes med at betragte skiltene, der er opsat med halvtreds meters afstand med forkyndelsen, caccia vietato. Jagt forbudt.

Der var som en dejlig sommer i Danmark. Varmt, men ikke den kvælende hede, vi har kendt i andre år, hvor alting synes at tie, undtagen cikadernes konstante lydtæppe. Vinen havde fået alt for rigeligt med regn og kølighed i både maj og juni, nu var varmen her, men måske blev druerne for vandige, nu måtte man se. Paziènza, siger man, en god vinhøst er aldrig givet.

Da en stor festlighed, der varede flere dage, var overstået, pakkede vi den medbragte lekture ud. Vi sad på vor terrasse og skuede ud over de solstille vinstokke, og nu foldede Kritiks temanummer om oplysningstiden sig ud, i en grad, der gav anledning til højtlæsning og diskussioner under det skærmende solsejl, med indtagelse af vin, i en for klarhedens skyld moderat mængde.

Venstreorientering af i dag får en ordentlig gennemhegling i artiklen, Identitetpolitisk offerideologi og hykleri. Forfatteren, Torben Beck Dyrbergs, veloplagte indlæg gav anledning til en drøftelse af, hvorfor det er så svært helhjertet at sige, "jeg er venstreorienteret." Det var det ikke i vor ungdom.
…venstrefløjen er med vore dages kulturrelativistiske identitetspolitik afløst af en reaktionær og perspektivløs kritik af kapitalisme og globalisering, der synes blottet for ethvert princip andet end at være i opposition.
Venstrefløjen tør, eller vil ikke, kritisere åbenlyst voldsforherligende islamister af frygt for at komme til at ligne Dansk Folkeparti. Ifølge forfatteren er venstrefløjen blevet konservativ og videnskabsangst, hvorimod højrefløjen synes at fremstå mere frisindet, og forfatteren siger, at måske er det herfra, oplysningstankerne skal bæres videre.

Jonathan Israel, der har udgivet to bøger om oplysningens filosofi, skriver artiklen, Tankefrihed versus religionsfrihed. Med henvisning til Muhammed affæren, skriver han,
At give efter over for krav om, at religiøse sensibiliteter, uanset af hvilken art, er dét, der hovedsageligt bør respekteres i samfundet, er en sikker vej til politisk og social katastrofe.

Forsvar for en ydmyg oplysning, skrevet af Søren Harnow Klausen, er et morsomt og frækt indlæg om "selvfedme," forstået som en skinger retorik, en brovtende selvfejring af vores egen kultur og en nedladende attitude til hvem som helst, der formaster sig til at mene noget andet.
Forfatteren forsvarer det lille "men," som statsministeren og andre harcelerede over, når det blev anvendt af modstandere af ubegrænset ytringsfrihed i alle livets forhold. Hvorfor, spørger han, kan man ikke anerkende ytringsfrihed, og samtidig kritisere en bestemt ytring og argumentere for, at den ikke burde være fremsat. Ytringsfriheden er et rummeligt retsprincip. Det giver lov til at sige ting, som man ikke behøver at sige. Dette har intet med selvcensur at gøre, men snarere om situationsfornemmelse og selvkontrol. Den selvfede oplysnings repræsentanter hævder, at tonen skader oplysningens sag, hvis man ikke udtrykker sig så bramfrit som muligt.

Et tidehvervsk synspunkt, forfattet af Torben Bramming, taler om oplysningens velmenende, men fatale humanisme.
Mennesket handler ondt, fordi det er ondt, og synder, fordi det er en synder, udtaler han, og citerer Søren Krarup, der siger, at stalinismen og nazismen er børn af oplysningstiden.
Guddommeliggørelsen af menneskerettighederne har banet vejen til Gulag.

Oplysningen som pejlemærke i den danske kulturkamp, er skrevet af Jørn Schøsler, der laver et resumé over de sidste ti års debat, hvor "oplysning" ofte har været et tema i kulturkampen. Han citerer Thomas Bredsdorffs konstatering af, at det særlige ved oplysningen er, at den ikke bare er et fænomen i den såkaldte oplysningstid, men også i usædvanlig grad er forblevet et fænomen i nutiden, en kamplads.

Oprustede og oplyste, lagde vi omsider tidsskriftet fra os, og drog til Siena. Palioen, der omdanner Campoen til en væddeløbsbane, var just overstået, og freden genoprettet. Vi skulle ingenting, bare gå rundt og fornemme pulsen, der er Sienas helt egen, fuldstændig uanfægtet af turister, man høfligt gør plads for, når flokkene, anført af en paraplybærende guide, vandrer gennem gaderne.
Vi besøgte vort lille frokoststed, il Grattacièlo, som sjældent får besøg af udlændinge. Vi taler sproget en smule, har været der flere gange gennem mange år, og vi huskes. Det føles som et privilegium.

Vi sagde til hinanden, at hvis nogen spurgte, hvad vi havde lavet, ville vi svare, "ingenting." Og hvis man insisterede og spurgte, hvor vi havde været, ville vi svare, "ingensteder." Vi har været de fleste af de steder, man se, og nu blev det altså sådan, at vi rejste ettusindottehundrede kilometer for at sidde på en terrasse i Toscana og læse om oplysningstiden.
Vi rejste de samme kilometer tilbage, og vi er langtfra færdige med at blive oplyste.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt