Juli 2008

Himlens hjerte, Kærlighedens passagerer, instruktøren Simon Staho og forfatteren fru Lykkeboe

Kærligheden findes ikke, er Simon Stahos udsagn i et interwiew.
Efter at have set Himlens hjerte, er det et åbent spørgsmål om Staho fastholder sit statement.

Scenen er sat for et dystert, klaustrofobisk kammerspil, udsat for fire midaldrende personer i ægteskaber, der lige under overfladen syder af frustrationer og aggressioner. Man har i årevis drukket den samme rødvin, rejst de samme rejser, talt om de samme ting, flirtet lidt med tanken om, at der da må findes noget andet.

Vi møder dem ved et middagsbord. Samtalen falder på en læge, der har forladt kone og børn, fordi han forelskede sig i en ung kvinde. Man er forarget. Indtil den ene hustru uventet for alle kaster sig ud i et glødende forsvar for passionen.
"Måske har han i virkeligheden gået og ventet på den eneste ene," siger hun. Hendes rare mand bliver rystet, og pludselig er hyggen borte. Ved deres senere parmiddage begynder de at angribe hinanden. Den ene hustru håner sin mand på grund af hans alt for lille penis, den anden sjofler ægtemanden som en gammel nar, der tror han er uimodståelig over for de unge piger, der griner af ham bag hans ryg.

"Hun kender mig bedre end jeg selv gør," siger den ene ægtemand om sin hustru, der viser sig slet ikke at kende ham, da han går i seng med bedsteveninden, hvis mand savner sex i ægteskabet, hun ikke.
Men sex med den anden vil hun gerne have, viser det sig.
Alt går i opløsning, da utroskaben afsløres. Den bedragne hustru ler af sin mand, da han fortæller, at han har fået en elskerinde, som hun ikke ved, er bedsteveninden. Hun roser ham i begyndelsen for hans initiativ, og tilbyder overbærende at han gerne må rejse en lille ferietur med damen, så går det nok over. Da det går op for hende at han er utro med hendes veninde, siger hun, at det er ualmindelig fantasiløst af dem at indlede et forhold inden for rammerne, så at sige.

På trods af bedrag og selvbedrag og efterfølgende skilsmisse, finder parrene sammen igen. Man slikker sine sår, og et lille håb for samlivet blafrer efter filmens slutning.
Om det er noget andet end kærlighed, der får dem til at blive sammen, er tilskueren ikke helt sikker på. Måske er selv et flosset ægteskab tryggere end ensomhed.



I min roman, Kærlighedens passagerer, beskæftiger jeg mig med samme emne.

To modne par, venner siden ungdommen, kommer i krise. Det ene par har ladet sig nedslide af vaner, kedsomhed og rutine, og han indleder et forhold til sin sekretær. Det andet par har et godt, tillidsfuldt og harmonisk samliv, langt ud over sølvbryllupsalderen, da et lynnedslag, han helst ville være foruden, rammer ægtemanden. Ved et møde med en ung kvinde gribes han af en passion, han aldrig før har kendt.

Nedenstående er udpluk fra bogen.
Vennen Ole betror sig til Erling om sin utroskab

"Erling ! Der var jeg heldig. Godt, du er der endnu."
"Hej Ole, hvad så?" svarede Erling.
Der blev stille i telefonen et par sekunder. Så sagde Ole, "jeg kan vel ikke bede dig komme omkring klinikken? Jeg har brug for at snakke med dig."
Erling så på sit ur. Hvad kunne det være, der var så vigtigt for Ole? Han lød temmelig anspændt.
"Jeg vil blive meget glad, hvis du gider."
"Okay, jeg kommer, jeg skal lige pakke ned. Om en halv times tid."
"Tak skal du have, du gamle," sagde Ole, "og ved du hvad, hvis du kan lade være med at sige noget til Judith, det er lidt følsomt, forstår du..."

"Nej, det skal jeg nok lade være med så, men sig mig er der noget galt?
Vi ses da til bridge hos os på lørdag, ikke?"
"Jeg tror det faktisk ikke," sagde Ole, "jeg forklarer det hele, når du kommer."
…..Ole stod i døren og ventede på ham.
"Nå, hvad er der så?"
Erling tog imod en pilsner. De drak af flasken. Som i gamle dage.
"Da jeg ringede til dig for at bede dig komme, gik det op for mig, hvor lidt vi egentlig får talt sammen, " sagde Ole.
"Hvornår har vi sidst snakket sammen om ting, der virkelig optager os?"
"Næh, det har du ret i," svarede Erling, "det har vi vist ikke, men det kan vi jo så råde bod på nu."
Ole så ned, og sad og trillede ølflasken mellem hænderne.
"Jeg er forelsket," sagde han og så op. " Jeg har været Bente utro et års tid. Du kan ikke forestille dig, hvor fantastisk det er at få det sagt! Jeg ville ærlig talt ønske, at Bente havde fået mistanke, så ballonen var revnet. Men hun tager mig som givet. Og jeg går jo og synes, at alle må kunne se, at jeg er forelsket. Men min kone er holdt op med at se mig. Kan du forestille dig, hvor meget det betyder, at jeg pludselig bliver set af et andet menneske? At jeg pludselig opdager, at jeg stadig er en mand? Efter fyrre års ægteskab er jeg efterhånden nærmest blevet et stykke inventar.
"Nå, der er du! konstaterer hun, når jeg kommer hjem. Græsset trænger til at blive slået!"
Hvorfor går det sådan? Hvorfor holder man op med at tale ordentligt sammen? Hvordan går det til, at det hele ligesom visner?
Ole fortsatte, "nu går dagene som en leg. Jeg er levende. Patienterne kan mærke det. Jeg spøger og ler. Der er en fornemmelse af, at jeg betyder noget for nogen. Jeg er ikke bare en halvgammel, halvskaldet mand. Jeg..."
Han rejste sig og hentede to øl mere og knappede dem op.
"Jeg er faktisk først nu blevet klar over, hvor alene jeg har været i mange år."



Erling rammes af et lynnedslag ved synet af Felicia

Felicia åbenbarede sig for hans sanser som en fremmedartet, karismatisk skabning, der fik ham til at længes efter noget, han ikke kunne sætte navn på. Det var, som om hans alder gled af ham, og han følte sin egen krop lige så stram og fast som hendes, danserindens. Han mærkede hjertet banke stærkt og ungt og lagde hænderne på lårene og trak vejret dybt ind.
……Han var i oprør. Hvad var dette her? Pludselig huskede han, hvad han havde sagt til Judith, dengang de talte om Oles og Bentes forliste ægteskab.
"Det må være svært at lægge fortiden bag sig," sådan havde han sagt, "man kan ikke bare slå en streg over femogtyve års samliv."
Hvad sagde han mere? Dengang. For ikke så længe siden. Dengang, han endnu ikke havde mødt Felicia.
"Sådan noget sker ikke for os. Aldrig!"
Præcis sådan havde han sagt.



Også i min roman finder man sammen igen efter krisen. Erlings kone, Judith, får aldrig at vide, hvad hendes mand har gennemlevet. Men han erkender for sig selv, at havde den unge kvinde rakt ham sin lillefinger, ville han have gået planken ud.

At påstå, at man kender hinanden ud og ind, er en tryghedsskabende måde at fastlåse et rollespil mellem ægtefæller, hvor intet mere kan overraske, intet mere kan udvikles.

K.E. Løgstrup siger om dette:

Kærligheden mellem mennesker holdes levende af det fremmede i deres forhold. Uden det går kærligheden til i trivialisering. At det andet menneske udgør en levende del af ens eget liv betyder derfor heller ikke, at man føler dets følelser, men det betyder, at dets skæbne går én nær.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt