Juni 2008

Mozart kan ikke nedværdiges

Vi var i Berlin og besøgte Komische Oper, der opførte Bortførelsen fra Serailet.
Med bange anelser satte vi os til rette, thi instruktøren hed Calixto Bieito.
Denne herre er grebet af at opdatere de operaopsætninger, han bliver betroet, så de passer
til hans eget verdensbillede. Hvilket bevirker, at han kompromitterer værkets helhed af musik, sang og handling. Bieito har sin egen historie om verdens nedrighed at fortælle, og ignorerer operaens oprindelige menneskesyn.

På Det gl. Teater stod han i 2001 for opsætningen af Verdis Maskeballet, der indledtes med, at fjorten mænd sad på lokum og læste avis. I opførelsen af Don Giovanni, på English National Opera i 2002, lod han Giovanni onanere til synet af en flok mavedanserinder, hvorefter han tørrede fingrene i Donna Annas hår.

Og nu gik hans opsætningen så ud over Mozarts lyse syngespil. Opførelsen fra Serailet.
Diskrepansen mellem handling og musik, og instruktørens aktualisering af værket, skreg til himlen.

End ikke ouverturen fik man lov at nyde i fred. En trapezkunstnerinde vred sig forførende og blev sænket op og ned, som var vi i cirkus. Samtidig kørte to videoskærme, der viste en dame henholdsvis tage make up på og af. I to glasmontrer på hver side af scenen sad to letpåklædte blondiner og slængede sig.

Pasha Selims serail var et rødfarvet bordel, forsynet med glasmontrer beboet af luderne, med hvem Pashaen og hans tjener Osmin udførte sadomasochistisk sex.
Konstanze var i bur, med lænke og halsbånd.

Da Belmonte ankom, fuld af længsel efter at gense Konstanze, fuld af håb om at befri hende, blev han mødt af sin tjener Pedrillo, der ligesom Konstanze og hendes kammerpige, Blonde, var Pashaens fanger.
Under Belmontes vidunderlige arie, Hier soll Ich dich denn sehen, Konstanze, trak Pedrillo bukserne af ham, befølte hans genitalier, og puttede et par kunstige bryster inden for hans jakke.

Under en af Konstances store arier, hev Pashaen i den stakkels sangers halslænke, mens han befamlede hende. Samtidig udførte en luder fellatio på Osmin, og da han fik sin udløsning, kvalte han hende, skar hendes brystvorter af, og kastede dem hen til den stadigt syngende Konstanze.

Mozarts lader i slutoptrinet de fire fanger synge Pashaens pris, fordi han til slut frigiver dem, til trods for, at de har forsøgt at flygte, og til trods for, at Pashaen havde Konstanze i sin magt, og kunne gøre med hende, hvad han ville.

Hos Bieito endte det med en massakre, hvor Belmonte og Pedrillo pludselig var i besiddelse af to tasker, der indeholdt diverse maskingpistoler. Luderne blev mejet ned først, der var blod overalt, og damerne flød på gulvet. Osmin blev også skudt, og led tilsyneladende meget, inden han dejsede om. Konstanze skød Pashaen og derefter sig selv. På den baggrund forekom det henrivende latterligt, at Bieito aldeles så bort fra, at koret imens står og vifter med små røde hjerter, mens de hylder Pashaens godhed og mildhed.
Længe leve Pashaen! Længe leve den milde Selim
Og død ligger han jo, manden.
Belmonte og Pedrillo kan løbe videre til nye eventyr.

Vi HAR forstået, at i Bieitos univers findes ingen skønhed, ingen ædelhed, og ingen tilgivelse. Næ nej, mennesket er noget rak, er det. Tænker kun på sex og vold, og det må Mozart være så god rette ind efter.

Velbekomme!




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt