Maj 2008

Kærlighed findes

I anledning af sin nye film, Himlens hjerte, udtaler filminstruktøren, Simon Staho:

Kærligheden eksisterer ikke.
Ægteskabet er en krigszone
Børn er de uskyldige ofre for voksnes trang til at dyrke sex

Som selvbestaltet vogterske over kærlighedens veje og vildveje, og forfatter til romaner om samme emne, måtte fru Lykkeboe med alderens erfaring smile sart ad den unge, postmoderne instruktørs misantropiske diktum, som hun vælger at anskue som en provokerende interessevækker for filmen.
Thi enhver forfatter ved udmærket godt, at en bog eller en film, der handler om idel lykke, højst vil fremkalde et gab.

I halvfjerdserne hudflettede Susanne Brøgger parforholdets og ægteskabets dræbende indsnævring af liv og lyst, og ville ikke bindes i noget, der mindede om et fast forhold.
Erfaring - og kærlighed - fik hende til at ændre holdning.



Kærlighed findes
og utroskab findes.
Hor, fortielser og løgne findes.
Sådan har det altid været.
Hvis kærligheden ikke eksisterede, fandtes ej heller utroskab.

Den livslange kærlighed er ikke alle beskåret.
Men det kan jo også være en lykke at opleve flere
kærlighedsforhold.

Fru Lykkeboe læste for nylig et morsomt og bevægende udsagn fra et menneske, hvis liv og virke gennem de sidste 40 år, har ladet sig høre med stadig større livsklogskab.

Manden er Jacob Ludvigsen. Det underholdende talerør for ungdomsoprøret, for Thylejren, for Christiania, og for sin egen avis Hovedbladet.

Ludvigsen taler om noget så gammeldags som ægteskab og dannelse.
Om ægteskabet siger han:

"En af de største fejl (ved ungdomsoprøret) var at angribe kernefamilien, som blev et skældsord på linje med ligusterfascister. Men man glemte, at det også var et angreb på den vigtigste dannelsesinstitution i samfundet… Alternativisterne forsøgte at lægge gift for ægteskabet og familiedannelsen. Det, mener jeg, var en ulykke. Det kan godt være, at der er nogle få intellektuelle, der synes, at de har praktiseret det åbne ægteskab og ubegrænsede fællesskab med held i en kortere periode, men de blev ulykkelige alligevel. I en familie må man holde sammen og i stedet for at skabe og fremme konflikter, må man forsøge at løse dem. For det er i hjemmet ens videre færd i verden dannes."

Om dannelse siger han:

"Flere og flere ved ikke det samme. Vi bærer alle et ansvar for at skaffe os den dannelse, der gør os til gode borgere. Den folkelige dannelse er efterhånden så fragmenteret, at dannelse er overladt til den enkelte."



Man kunne ligefrem mene, at der er en sammenhæng mellem et kærlighedsforhold og den måde, det bliver passet. I gamle dage talte man om hjertets dannelse. Kærligheden flygter, når der sjuskes med den. Men den finder altid et andet sted at slå sig ned.


Staho siger i et interview,
"Jeg synes, at der er uendelig meget nemmere at sige, at kærligheden ikke eksisterer."

Da journalisten indvender, at det kan han simpelthen ikke acceptere, indkasserer han følgende fyndord,

"Det skal du. Nu skal du fandeme se at blive voksen."

Et udsagn, fruen ikke vil lægge sig på hjerte.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt