Februar 2008

Den hjemløse bog

Der var engang, hvor biblioteket var et sted, hvor overraskelser gemte sig indeni bøger, der ganske vist ikke havde farvestrålende omslag, og som ganske vist ikke stod som 7 dages lån forrest blandt ugens bestsellermarkedstilbud.
Engang for mangfoldige år siden faldt jeg over en bog, der hed Det svundne er en drøm. Det kunne man læse på bagsiden, for den stod pænt ret op og ned mellem de andre bøger på hylden. Forfatteren hed Sandemose, og det blev hen ad aften, før jeg kom ud af det bibliotek, for jeg satte mig og gav mig til at læse på stedet. Det afstedkom en årelang udforskning af Sandemoses forfatterskab.
Dengang kunne den nysgerrige læser finde overraskelser på hylderne. Dengang gjorde man helt selv arbejdet med at trække dem ud af reolen, åbne dem og læse i dem og måske finde ud af, at bogen skulle med hjem.

I dag sættes bøger, der ingen udlån har, eller næsten ingen, i magasin, bliver solgt eller kasseret. Det, man engang betragtede som den litterære kulturarv i bibliotekerne, er i fare for at forsvinde fra offentligheden. Ingen ved nemlig mere, hvad der er bevaringsværdigt eller hørende til almen dannelse. Bibliotekarer af den gamle skole, der er uddannet med litteratur for øje, er enten døde eller gået på pension. I dag findes ingen bibliotekaruddannelse.
På biblioteksskolens hjemmeside findes følgende interessante reklame for uddannelsen: Hvorfor begynde på biblioteks- og informationsvidenskab? Uddannelsen er så bred, at den kan rumme mange interesser. Samfundsforhold, it og web, kultur, formidling og kommunikation.
Ingen bøger, ingen litteratur er nævnt. Hvorfor ikke omdøbe bibliotekerne til informations-
centre? Det ville være ærligere.
For at være med i kampen om kunder, udstilles nøjagtig de samme bestsellere, som boghandlervinduerne skilter med. Og der er også top ti lister at finde på bibliotekerne. Stieg Larsson er et af de nyere eksempler. Og det nytter alt sammen ikke særlig meget, al den stund bibliotekerne alligevel ikke kan konkurrere med Bilka, Brugsen og boghandlerne. Udlånet daler støt, hvad der ikke er noget at sige til, for de bøger, der her er på tale, kan købes billigt overalt.
Min respekt for bibliotekerne har været dalende de senere år. Udsagn som dette: biblioteket vil indkøbe masser af svenske femikrimier. Bestsellerne kommer i første række, bort med bøger, der ikke har været lånt ud de seneste tre år, er forstemmende. Sagt af Københavns hovedbiblioteks leder for nylig, støttet og bifaldet af Biblioteksstyrelsens direktør. Det var en trist oplevelse at overvære et interview, og høre ham helhjertet gå ind for at fjerne bøger fra bibliotekerne til fordel for såkaldt nye medier. Det er en underminering af de forfattere, og de er flest, der ikke i forvejen har nådens presselys over sig. Skidt med, at en kriminalroman er dårligt skrevet, bare den bliver udlånt. Skidt med, at de populære bekendelsesbøger, der handler om en dårlig barndom med narkotika og incest, heller ikke er særligt godt skrevet. Bare de bliver udlånt. For så er de jo ikke fejlkøb, og de stilles forrest på markedspladsen.
Denne markedsplads består af bøger, der er klassificerede som erotiske bøger, krimi, slægtsromaner og kærlighedsromaner. Låneren skal på forhånd vide, hvad hun går hjem med. Og det er alle sammen bøger, der stort set kun har mellem et og tre år på bagen.

Bibliotekerne er underlagt markedet og forlagenes pressepromovering af de få danske og udenlandske forfattere, der er sikre sællerter.
Og nu skal så altså det næsten bogløse bibliotek markedsføres med Hovedbiblioteket i København som spydspids, og Aalborg har etableret et næsten bogløst børnebibliotek. Ingen grund til fordybelse her. Ind med flere computere og ind med flere kommercielle tilbud. Det vil sige, færre forfattere vil blive repræsenteret på bibliotekerne, og bibliotekaren = informationssøgeren, sidder bag sin computer og laver informationssøgninger, når hun da ikke lærer lånerne at surfe. Det er mig ubegribeligt, at bibliotekerne ikke kan indse, at de ikke nødvendigvis er sat i verden for at uddanne sit publikum til at lave hjemmesider eller blogs, eller indkøbe læssevis af computerspil til børnene.

Ulykken er, at biblioteket i dag ikke aner, hvor det står på hverken den politiske, kommer-
cielle eller litterære scene. Det har biblioteket stort set ikke vidst siden 1973, hvor Frem-
skridtspartiet fik en betydelig rolle rundt om i kommunerne, og gjorde sit til, at bibliotekerne nedskrev kravet om lødighed i takt med at bevillingerne gik nedad og stadig gør det.

Folkebiblioteket er blevet et barn af det 21. århundrede. Et vanrøgtet barn, der i overens-
stemmelse med tidsånden mangler ånd og dannelse. Kan det atter indtage den kultur-
bærende rolle, det engang havde?




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt