November 2007

Om Rejsen til Robert og skrivningens mærkværdigheder

Andetsteds på siden står anført, at romanen Markus og Dora er undervejs. Det er også rigtigt, men en sætning trængte sig på,
så stædigt og vedholdende, at jeg blev nødt til lægge bogen fra
mig og konfrontere mig med det halsstarrige udsagn. Det hjalp
ikke at jeg nok så mange gange sagde, læg dig, jeg har ikke tid!

Ham behøver du ikke, vel Dorothea

lød sætningen. Jeg måtte tænke over hvem der sagde det, hvorfor det blev sagt, og hvem Dorothea i det hele taget var. Og sådan begyndte Rejsen til Robert. Det tog godt et år at skrive den, og nu skal den udgives.
Mon Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Kirsten Thorup, Suzanne Brøgger lider af den samme urolige hjerteflimmer som jeg, når en bog er afsendt til forlaget. Tror de så meget på deres kunnen, at de sover roligt om natten? Det gør de vel. Ikke jeg.
Men nu er mit hjerteflimmer overstået for denne gang, redaktøren har godkendt manuskriptet, de sidste rettelser er i gang.
Oh at have en god redaktør. En, der med omhu og indsigt peger på steder, der skal forbedres, og gøres klarere. En, der kan sin gram-
matik på fingrene og slår ned som en høg på urigtigheder.
Hav tak!

Omsider fik jeg fred for den bog. Nu ved jeg, hvem der stillede spørgsmålet, og hvorfor det måtte stilles til Dorothea. Thi bogen drejer sig om tvillingesøstrene Ursula og Dorothea, og det er Dorothea der sejler forrest som en skøn fregat med Ursula i kølvandet. Da Ursula forelsker sig i Robert, indser hun hvor stor
en trussel hendes søster er. Robert bliver en ufrivillig kastebold mellem dem, og hans ven, Abel må intervenere.

Paul Auster sagde engang om forfatterens sære vilkår

Man får en idé og følger den. Det er blindt. Man føler sig frem.
At skrive er en mærkelig måde at leve på. Ingen beder en om det. Ingen behøver det egentlig. Jeg vil antage der er et behov for forfattere i verden, men det behøver ikke at være mig. Man rammes konstant af en følelse af nederlag. Den eneste forklaring på at man alligevel skriver er følelsen af at man er nødt til det, at man ikke kan leve sit liv på nogen anden måde. Og hvad skyldes det? Formentlig en mangel i en, en følelse af at noget sårer en i så høj grad at man er nødt til at skrive. På en eller anden måde er alle kunstnere beskadigede mennesker.


Man ku bare lade være, ku man. Og leve livet uden at ville skrive. Det er bare umuligt, og man ville alligevel aldrig få fred.



Her følger et uddrag af bogen

Ham behøver du ikke, vel Dorothea! Åh, ja, vist var hun trofast. Trofast mod sine dæmoner.
Hun havde været fuldkommen tilfreds med sit liv, dengang Dorothea viste vejen, men da hun mødte Robert, før hun endog havde talt med ham, vidste hun at nu blev hendes søster en trussel, og da var det, hun tog Dorotheas arm og hviskede, Ham behøver du ikke, vel? I dét øjeblik var det gået op for hende, at hun intet var i forhold til Dorothea. Indtil dette øjeblik havde hun sejlet i Dorotheas køl-
vand og havde aldrig krævet at have noget eller nogen for sig selv.
Dorothea havde set forbløffet på hende. Så havde hun kigget så åbenlyst på Robert, at han kom hen og spurgte om han måtte få fornøjelsen af en dans. Han så fra den ene til den anden og Dorothea rakte ham hånden og sagde, "jeg vil gerne danse."
Ursula stod tilbage med en sviende fornemmelse af tab. Hun indså pludseligt at hun hele livet havde været sin søsters skygge.

De var til fest på Varna. Abel og Robert var skolekammerater, og ham kendte de godt, for hans mor fik syet hos Helene. Robert var i uniform. Han var flådeofficer.
Abel var tandlæge, han var rund og rar og venlig, men slet ikke en, man forelskede sig i. Han inklinerede for Ursula, og mens de var på gulvet havde hun kun øje for Robert og Dorothea, der så ud til at snakke godt sammen. De lo meget. Abel og hun selv var par nummer to, Robert og Dorothea var de første blandt ligemænd.
"Ham Robert, hvor er han henne?" spurgte hun da Abel fulgte hende hen til deres bord.
Abel sagde, at for tiden var Robert udstationeret i Århus, men han blev sikkert ikke så længe, officererne havde korte udstationeringer.

"Det må være mærkeligt at være så ens som du og din søster," sagde Robert, mens de dansede. Abel og Dorothea var også på gulvet, og Ursula konstaterede at søsteren havde tændt for hele sit strålende mandfolkepotentiale, selv over for gode, gamle Abel. Det var som om hele deres indbyrdes liv passerede hende mens hun dansede med Robert, og en ulmende vrede begyndte at røre sig i hende.
"Hvordan kender man forskel på jer?" spurgte han og holdt hende lidt ud fra sig, "jo, jeg tror, du er den stille søster. Er det rigtigt?"
Han lo og trak hende ind til sig, "jeg tror din søster spiser mænd."

Rejsen til Robert - roman





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt