Oktober 2007


Rejsen rundt i Toscanas efterår

En af Politikens rejsebøger om Toscana indledes sådan.

"Set fra toppen af et landsbytårn ligner det toscanske landskab verdens mest civiliserede landlige sceneri. Men når man om natten kører igennem det sydlige Toscana, er der ikke mange tegn på civilisation og hjemlig hygge, selv husdyrene holdes inde.
I det fjerne trækker en række svage lys deres spor gennem det mørke landskab og binder de små lukkede samfund sammen. Landskabet mellem vejene og byerne er fjernt og uciviliseret. Mørket og tomheden går helt tilbage til middelalderen og endnu før. Det toscanske mirakel oplyser kun byerne."

Atter i år gik turen til Toscana. Til en kær signora, der ejer en podére, en landejendom, hvorfra vi om aftenen fra vor altan kan se Sienas lys. Vi er kommet netop dér i mange år og alt er kendt og fortroligt. Vinmarkerne, der står og venter på at blive høstet, oliventræernes sølvgrå blade og ældgamle, knudrede stammer. Olie og vin. Det lever gården af.
Vi har efterhånden "tid" til at tage det roligt. Alle nærliggende større og mindre byer er blevet udforsket gennem årene, kirkekunst, etruskernes efterladenskaber, omhyggeligt katalogiseret i museerne, er beskuet. Vi lader os ikke mere vælte af den overvældende skønhed, men glæder os over at der findes et sted i verden hvor kunst, god mad, høflighed og snakkelyst hører hverdagen til.

Før vi indtog vor lille lejlighed, tilbragte vi nogle dage i Pisaområdet. Det skæve tårn måtte klare sig selv, kirken ligeså. Vi drog til marmorbrudene i Carrara, kom ned i hulerne og så hvordan moderne teknik for længst har afløst gammeldags redskaber fra dengang en marmorblok på 25 tons blev flyttet manuelt på ruller smurt med sæbe, og det tog to mænd en time at save en centimeter marmor. Nu skæres der blokke ud af bjergene og det ser ud, som var en osteskærer på spil. Vor tur ind i bjergets indre udgik fra Fantiscritti, der er et meget stort marmorbrud i 420 meters højde. Vi følte os uendeligt små mellem kraner og hvæsende lastbiler, der med hornet i bund ikke fandt sig i åndssvage turister på deres vej. Vores bil var sort, da vi ankom og forblev grå af marmorstøv til vi forlod Italien. Også en slags souvenir.
Overalt havde vi set osteriaer, restauranter og købmænd annoncere med Lardo, spæk. I Colonata, der ligger få kilometer øst for Carrara, fik vi en svingende tallerken. Nok ikke sundt at spise for meget af, men det er områdets stolthed, og spises gerne som forret.

Lucca har vi elsket siden vi første gang besøgte den for år tilbage. Den er ukarakteristisk for toscansk byplacering. Den ligger ikke højt, som de fleste andre byer af forsvarsmæssige grunde. Til gengæld har den en bymur, bygget i 1500 tallet, dengang krigene mellem byerne rasede. I dag er muren en vidunderlig promenade, der bruges flittigt af byens indbyggere. Man hygger sig i samtale på de mange bænke, under skyggefulde plataner. Man løber, cykler, leger, lufter hunde. Man har et godt overblik over den gamle bykerne, de snævre gader og de seks byporte.
Vi slog os ned på Piazza del Mercato, der engang var et romersk amfiteater. Fire store porte fører ind til den ovale plads, der omkranses af middelalderhuse, bygget op ad amfiteatrets mure. Her findes hvide parasoller, der signalerer pause, mad og drikke.

Puccinis villa ved Massaciuccoli søen lå engang i en stille provins. Dengang kunne komponisten hengive sig i fred og ro til sin musik, ligesom han kunne dyrke sin yndlingsbeskæftigelse, jagt. I dag er her ikke så fredeligt og der er mange turister.
At gå omkring i hans hus var hjemligt, som var han lige gået en tur.
Her ved søen afholdes der hvert år en operafestival med opførelse af hans operaer.

Siena fortryller med sine rosafarvede teglsten, med sine trange gyder, sine elegante butikker på hovedgaden og alt det nyttige i sidegaderne, hvor der sjældent ses en turist.
Monte dei Paschi, verdens ældste bank, ejer både by og indbyggere og tager sig af begge hvad servitutter, vedligeholdelse samt fødsel og død angår. Siena er sig selv nok. Turister er nødvendige, men forkæles ikke.
Det årlige ridt, Palioen, tre gange rundt om Campoen er byens opgør med sig selv. Er der plads til et par turister midt i vrimlen på Campoen, er det for egen regning og risiko, her tages ikke hensyn.
Siena er inddelt i Contrade. Der findes 17, og 10 deltager i Palioen, der finder sted to gange i juli og i august. Før løbet velsignes de enkelte Contrades heste i den kirke, der tilhører pågældende Contrade. Vai e torna vincitore siger pateren og kysser hestens mule. "Gå, og vind sejren!"
Det går voldsomt for sig under løbet, men i modsætning til sædvanligt væddeløb er der i Palioen den retfærdighed, at en hest der kommer først i mål, ikke behøver at have sin rytter med sig. Så meget større er hestens ærefulde sejr.

Vi måtte omkring Castello Brolio nok engang. Thi Brolio spiller en stor rolle i min roman, Balladen om Antonie, og jeg er i gang med en fortsættelse, hvor Brolio atter spiller ind.
Det florentinske Brolio ligger højt, med udsigt over sine Chianti vinmarker. Florentinsk er det, og nedkæmpet Siena har det, og dets fortid går tilbage til 1529, hvor konflikten mellem guelfer og ghibelliner rasede. Slottet blev besat af tyskerne i 1944 og bombet af de allierede.
Siden 700 tallet har Brolio været i hænderne på familien Ricasoli. Baron Bettino Riccasoli grundlagde i 1861 den moderne Chianti vinindustri og den nulevende familie varetager stadig dette forehavende. Et mundheld siger, "Når Brolio rører sig, ryster Siena." Om end Siena ikke har nogen grund til at ryste, er man stadig meget opmærksom på Brolios signaler hvad vin, kvalitet og priser angår.

Toscana er den landsdel i Italien, der har flest kurbade. Der er udendørs varme kilder til gratis fornøjelse for de lokale, der er medicinske etablissementer, og man kan sagtens bruge sin ferie - og sine penge - på et luksuriøst ophold i et af de mange marmorkurbadetempler.
Vi tog til Bagno Vignoni og soppede helt gratis rundt i svovllugtende termalvand. Landsbyens varme kilder strømmer op i et stort bassin midt på piazzaen og løber ned ad skråningerne. Skjult bag fornemme hotelfacader befinder sig de dyre behandlingssteder. Vi valgte at sidde under en parasol på et herligt osteria og nyde vin og frokost. Med helt rene og svovlduftende fødder!

Monte Amiata, den nærliggende slumrende vulkan, kan ses viden om i Toscana. Den sender varme geysere ned ad skråningerne og forsyner med sine underjordiske vandløb de omkringliggende kursteder. Vi havde været ved vulkanen tidligere, denne gang gik vi til fods op til toppen. I den svale septemberluft lå Toscana under os som et luftfoto og ved vor side stod en statue af Madonna, så vi var under beskyttelse.

På hjemvejen til Danmark, inden bilen skulle afleveres i Pisa, gjorde vi et ophold i Volterra, der ligger på en 545 meter høj, vindomsust bakketop. Byen ligger middelalderligt bag sine tykke bymure og vidner om sin 3000 årige historie, som en af de 12 bystater, der grundlagde den etruskiske nation. Alabasterkunst er en arv fra etruskerne, som brugte alabast til deres urner. Alabast fra Volterra eksporteres verdens over.
For første gang under vort ophold føltes det køligt. Der sad ikke mange ude, selv om solen skinnede. I Volterra mødte vi det kommende efterår og vi indtog den sidste espresso indendørs ved en bardisk inden bil og sind vendte sig mod Danmark.
Rejselivet er slut for i år. Næste gang tænker vi på Toscanas forår. I maj, hvor er alt er grønt og frodigt og gyvelen lyser gult.

Slottet Brolio
Slottet Brolio




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt