September 2007


Socialdemokratiets vej?

Vi er småfolk i Danmark, men der er vilje, arbejdsmoral og fremdrift i folket, og det skal også ses på det politiske arbejde. Frem til dagens gerning. For hjem og børn, for folk og land.
Sagde T.H. Stauning 1935, og sluttede talen med: Danmark for folket

I 1982 på LO´s repræsentantskabsmøde kunne Thomas Nielsen på falderebet til sin pension udtale: Vi har sejret ad helvede til

I 1985 overbød det socialdemokratiske årsmøde Staunings programerklæring ved at tilføje: hele folket. Og lige dér, mellem 1982 og 1985 forvandlede det socialdemokratiske politiske arbejde for hjem og børn, for folk og land, sig til at blive en servicepakke for Danmarks indbyggere, der nu ikke mere afkræves pligter, men åbenbart anskues som enkeltstående indkrævere af rettigheder.

Et socialdemokratisk program anno 2007 er overordentligt vanskeligt at skelne fra øvrige partiers velfærds og skatteoverbudskataloger, der af Morten Albæk, Danske Bank, benævnes som velfærdsbulimiske.
Hvor har I gjort af kraften? Hvorfor har I tabt modet til at fortælle dette rige lands borgere, at vi rigeligt har råd til at tage sig ordentligt af de børn, syge og gamle, der har hjælp behov?
I har talt og forklaret og stillet en uendelig talrække op for at legitimere jeres velfærdskatalog med 29 udpindede velfærdsrettigheder, hvoraf en nyskabelse er en kommunalt ansat serviceombudsmand, som borgeren fluks kan klage til, hvis ventetiden hos vagtlægen skulle overskride 5 minutter. Jeres program er reduceret til et i bedste fald ligegyldigt, i værste fald en perverteret form for afpolitisering. Danmarks folk bliver en samling selvtilstrækkelige kontrollanter af den service, der i socialdemokratisk optik i et beskæmmende vrængbillede synes at nærme sig et dansk menneskerettighedsprogram.

Jeg vil have jer tilbage! Jeg vil ikke have jeres 29 servicepunkter, jeg vil have et rigtigt politisk parti, der tør sige andre partier midt imod og som frem for alt tør stå ved, at der findes pligter og moral, der angår den enkelte borger. Bag kulisserne rumsterer I med Irak. I det stille er I vist nok ved at samle sammen til en undersøgelse og afklaring af præmisserne for at regeringen sendte landet i krig. Vi er stadig i krig. Hvorfor er Danmarks indbyggere stort set lige glade? Det er ikke jeres skyld, men I er medskyldige i ikke at fortælle os i tide og utide at dette må bearbejdes. Offentligt. I skal gøre Irak til den enkelte borgers samvittighed, der ikke kan affejes med statsministerens ord: Det er en politisk sag. At sende Danmark i krig er så alvorlig og tyngende beslutning, at jeg ikke begriber den letfærdighed den omgås med.

I er med til at skabe krav om endnu mere velfærd! Og rettigheder til samme. Hvad kan Danmark gøre for mig? spørger den forvænte borger. Aldrig: Hvad kan jeg gøre for Danmark?
Jeg ser så uendelig nødigt, at I bliver transformeret til et parti, der lige så godt kunne hedde bekvemmelighedspartiet. I er i sandhed på vej til at gøre Danmarks indbyggere til bekvemmelighedsborgere.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt