August 2007


Peter Konwitschny instruerer Franz Lehárs
Das Land des Lächelns på Komische Oper Berlin


Berlin, juli 2007

Baggrund

Das Land des Lächelns bygger på operetten Die Gelbe Jacke, der blev uropført i Wien den 9. februar 1923. Den fik ikke succes og blev hurtigt taget af repertoiret. Heldigt for Lehár var det, at der en aften blandt publikum befandt sig en tilskuer ved navn Richard Tauber. Han var begejstret for musikken, men mente at librettoen burde ændres. Derefter fulgte et af det tyvende århundredes mest frugtbare samarbejde mellem en komponist og hans tenor. Lehár fandt a new lease of life, inspireret af Taubers stemme og musikalitet, og tenoren sang Das Land des Lächelns og talrige andre operetter til sejr for fulde huse. Das Land des Lächelns blev førsteopført i Berlin den 10. oktober 1929.

I de år, hvor Smilets land gik sin sejrsgang i Tyskland og Østrig, stormede nationalsocialisterne frem. I 1933 måtte Richard Tauber flygte fra Tyskland som unerwünscht, og nogle år senere også fra Østrig efter Anschluss, idet hans far var jøde. Så fulgte anden verdenskrig og atombomben.

Den geniale instruktør

Igennem årene har det ikke skortet på overbærende smil, når jeg bekendte min fascination af Smilets land, som jeg anser for Lehárs mest helstøbte værk. Jeg blev belært om at den slags kitsch er håbløst forældet, nærmest lidt latterligt at bruge tid på. Hvem gider se en gammel, nedslidt og uaktuel handlingsgang skride tungt over scenen, peppet op af et par ørehængere som Dein ist mein ganzes Hertz og Ich trete ins Zimmer von Sehnsucht durchbebt? Konwitschny gad! I en sådan grad, at han har løftet operetten over i en kommenterende og nutidig sfære, der forbinder Anno dazumal til vor tid.

Opsætningen

Konwitschny er fuldkommen tro mod operettens libretto, og de kendte arier kommer som de skal, men nu sat ind i en anden kontekst. Under ouverturen går tæppet op et par sekunder og man ser de medvirkende stillet op i et tableau med stivnede smil. Tæppe ned. Ouverturen fortsætter.

Der indledes livligt og farverigt med en festbanket for Wiens uniformerede militære og deres adelige fruers overklasse og overvægt. Den temperamentsfulde Lisa skiller sig i hele sin påklædning og væremåde ud. Hun arriverer i ridetøj og driller den stakkels Gustl, der ikke rigtig kan komme igennem med sin enorme blomsterkost og få sagt at han elsker hende. Da det endelig lykkes ham at få en stund alene med hende, siger hun at han altid vil være hendes bedste ven, men om kærlighed er der ikke tale. Den jaloux elsker smider blomsterne i hovedet på hende og skriger at det er ham kineseren der har fordrejet hovedet på hende. Han sætter sin pistol til tindingen, men rammer i stedet en enorm lysekrone der falder ned med et brag.
Da Sou-Chong gør sin entre, er det næsten upåfaldende. Han ledsages af en teatersminkør, der triller et sminkebord foran sig. Sangeren placerer sig på en skammel og forvandles for øjnene af os til en asiatisk udseende person og mens han sminkes og får påsat paryk, synger han til sit forvandlede ansigt i spejlet, Immer nur lächelnd und immer vergnügt, immer zufrieden wie´s immer sich fügt. Arien synges ikke som et bravournummer. Smerten, lidenskaben og vreden fortættes, fordi han synger til sig selv, om sig selv. Ikke til publikum. Ich bin nur ein Spielzeug für sie, nur ein exotischer Flirt. Han er håbløst forelsket i Lisa og kan ikke tro at hun kan elske ham, der er ein fremder.

Ved en festbanket får prinsen meddelelsen at han ufortøvet må vende hjem, idet han er blevet udnævnt til ministerpræsident. Trods Lisas families advarsler - øst og vest kan aldrig mødes - følger hun ham ud i det fremmede.
Umiddelbart efter det unge pars ankomst til Peking melder deres kulturelle forskelle sig. Prinsen må som statsoverhoved underkaste sig strenge regler. Ifølge kinesisk skik skal han ægte fire kvinder og han får at vide at han må skille sig af med den vesterlandske kvinde. Sou-Chong værger for sig, han vil ikke havde fire hustruer, han vil bare have Lisa. Men han bøjer sig for sit lands krav og føler sig fremmed både i sin egen og i Lisas verden.
Sou-Chong viser Lisa sit sande ansigt, da hun kræver at blive respekteret som retmæssig hustru, og det ukendte lands brutalitet og voldsomme kvindeundertrykkelse kaster hende næsten omkuld, da Sou-Chong siger, "her er du kun en ting. I Kina kan en mand halshugge sin kone."

Gustl er fulgt efter hende, men forelsker sig straks ved ankomsten til Kina i Sou-Chongs søster, Mi. Wieneren og den unge kineserinde tror at de kan overvinde deres forskellighed. Meine Liebe, deine Liebe, die sind beide gleich. Jeder Mensch hat nur ein Herz und nur ein Himmelreich. Meine Liebe, deine Liebe hat denselben Sinn. Ich liebe dich und du liebst mich und da liegt alles drin. Det lykkes ikke.

Slutningen er ikke Lehárs, men instruktørens.
Længe tror vi, at Sou-Chong vil vise sig mild og lade Lisa og Gustl rejse hjem. Også Mi bønfalder sin bror om at give dem fri.
I en gribende gestus samler Sou-Chong den kinesiske kåbe op, som Lisa har smidt på gulvet. Med ryggen til Gustl, Lisa og søsteren svøber han den om sig og står sammenkrummet af smerte. Han løfter hånden uden at vende sig, og de to soldater, han har med sig, halshugger Lisa og Gustl.
Dein war mein ganzes Herz, synger han mens søster Mi grædende kryber ind under hans kåbe.
Jeg er sikker på, at Lehár, havde han levet i dag, ville have godtaget denne finale, der set med de globale øjne, Konwitschny anlægger på operetten, forekommer ligeså logisk som forfærdelig. Dels fik den både mig og det øvrige publikum op af stolene, dels fik den mig til at opgive enhver sammenligning med Mozarts Bortførelsen fra Seraillet. Hos Mozart skænker Pasha Selim ædelt, men med blødende hjerte Constanze friheden.

Fra manden med køllen til George W. Bush

Konwitschnys Peking er et gråuniformeret diktatur. Under prinsens indsættelse som hersker deltager illustre statsgæster. Neandertalmanden med køllen og de herrer, Cæsar, Barbarossa, Napoleon, Stalin, Hitler, Amin og George W. Bush. De opfører til balletmusik en slags krigens historie mens de har travlt med at destruere hinanden med våben af stadig større rækkevidde, indtil atombomben midlertidigt gør en ende på løjerne. De sidder som børn og klapper kage mens de synger immer nur lächeln. Frem toner et par langbenede cheer leaders og hepper herrerne op til hyldest af Sou-Chongs Maolignende indpiskeronkel, der af Hitler foræres en jødestjerne, og af Amin et kranie.

Orkesteret

Komische Oper Berlins orkester, ledet af dirigenten Kirill Petrenko fremførte musikken fremragende. Lehárs forskellige stilarter kom fuldt til deres ret. Wienervalse, Ländler, marchmusik, og så pludseligt slår musikken over i atonalitet og femtonemusik. Et ganske komplekst partitur, der sprænger operettegenren.

Modtagelsen

Til premieren lød der enkelte buhråb og mishagsytringer, der blev overdøvet at stående ovationer og fremkaldelse af instruktøren. Konwitschny har taget både operetten, Lehár og Kina alvorligt med denne karakterfulde nytolkning.

Die Zeit interwiewer Konwitschny

Adspurgt hvad instruktøren mener om verdenssamfundet, siger han, "Jeg tror at tiden for Untergang des Abendlandes nærmer sig. Og jeg mener ikke det skal udlægges som noget negativt, eller som selvmedlidenhed. Det er dog ganske naturligt at alt har en begyndelse og en ende. Også vor civilisation. Det er en vrangforestilling at tro, vor kultur er udødelig. Beethoven, siger man, er udødelig. Det er noget vrøvl. Og når noget afsluttes kan noget nyt begynde. Og for så vidt mener jeg også at teateret som det er nu, er udmattet og må fornys."

Konwitschnys usentimentale, undergangsprægede opsætninger har rystet musik og teaterverdenens gennemprøvede rutiner, der er blevet gennemlyst af dette karakterfulde og åndeligt stærke menneske.
Dog vil jeg i perspektiveringens navn, i håbets og fremtidens navn ikke tale om undergang, men tale om den vej, der i menneskerettighedernes regi er blevet gået indtil nu. Vist er vi ikke udødelige og vist får alting en ende, men indtil da må jeg konstatere, at uanset forskellige regeringers holdninger og politiske observans, så er det en kendsgerning, at der globalt udvikles stadigt stigende krav om at de universelle menneskerettigheder efterleves. Og det, uanset Abu Ghraib og Guatanamo. Det er gået op og det er gået ned siden 10. december 1948, hvor Verdenserklæringen blev formuleret, men trods tilbageslag lader fremdriften sig ikke bremse.

Engang vil Sou-Chong og Lisa forenes i sandhed i duetten,
Meine Liebe, deine Liebe, die sind beide gleich. Jeder Mensch hat nur ein Herz und nur ein Himmelreich. Meine Liebe, deine Liebe hat denselben Sinn: Ich liebe dich und du liebst mich und da liegt alles drin.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt