Juli 2007


Sproget

Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord

Det danske sprog er i fare for at uddø, fordi det blandes med amerikansk og engelsk, siger man. Jeg tror det ikke. Men jeg tror til gengæld, at vi skylder vort sprog både omtanke og opmærksomhed.
For at udtrykke en tanke kræves et sprog. Og jo mere præcist og klart sproget er, jo bedre kan tanken formuleres.

Formanden for Dansk Sprognævn, Niels Davidsen-Nielsen er en pessimistisk mand. Han mener at det danske sprog ikke har lang tid tilbage. Danske ord og dansk sprog vil snart ikke længere eksistere, forårsaget af den uafvendelige engelsk - amerikanske sproginvasion.

De må have nogle interne stridigheder i Dansk Sprognævn, for formanden irettesættes af sin kollega Pia Jarvad, der siger at vi i Danmark altid har haft en aktiv sprogpolitik, der bare ikke har været særlig synlig for befolkningen. Hun fortæller om et forskningspro-
jekt, hun deltager i, Moderne importord i Norden 2001-2007, hvor det viser sig, at Danmark nærmest er skabssprogspurist i modsætning til mange andre landes import af engelske ord. Hun siger at i en løbende tekst findes der i gennemsnit under to procent importord.
Pia Jarvad minder også om at dansk i visse videnskabelige sammenhænge er og har været et verdenssprog. På Niels Bohrs institut for teoretisk fysik var fællessproget blandt de internationale forskere dansk i 1920erne og 1930erne.

Jeg tænker på, hvor interessant det er at Søren Kierkegaard og H.C. Andersen læses af adskillige mennesker rundt om i verden, der lærer sig dansk for at kunne studere deres værker.
Jeg tænker også med en vis morskab på, hvor det går op og ned her i livet, også for Kierkegaard og Andersen.
Det er ganske tankevækkende at erindre, hvorledes begge de herrer søgte at indynde sig i det Heibergske imperium, som det udspillede sig i København i begyndelsen af attenhundredetallet.

Johann Ludvig Heiberg var dannelseskulturens godfather. Alle, der ville regnes for noget, skulle vejes og måles af ham. Klarede man sig, kunne man smigre sig med at tilhøre inderkredsen af den kunstneriske og intellektuelle elite. Klarede man det ikke, var det småt med jobs, anerkendelse og status.
Andersen og Kierkegaard klarede det ikke. De var Heiberg for mærkelige, for udannede og uden kunstnerisk tyngde.

Hvem studerer Heiberg, hvem læser Rahbek, hvem kaster sig over Oehlenschläger, Poul Møller, Henrik Hertz og Carl Bagger i dag? Nej vel!
Men de to! Andersen og Kierkegaard, de to skæve eksistenser skulle blive de navne, man husker guldalderen for. Navne der for længst er blevet verdensberømte.

Vort modersmål er ikke i fare, men slutter som en handske om en fast og smidig hånd. Lige så længe der har været talt dansk i Danmark, lige så længe har sproglige påvirkninger passeret grænsen.
Nok er Danmarks rosengård i de sidste år blevet næsten lukket for mennesker udefra. Men sprog fyger uhindret over hegnet. Og det er godt!




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt