Juni 2007


Gud bevares, hvad alting er stort i Paris

sagde Johan Ludvig Heiberg i vaudevillen fra 1833, De danske i Paris.
Vi tilbragte en god uge i maj i byernes by, og tog et mylder af oplevelser og indtryk til os, både hvad kunst, musik, bygninger og kvarterer angik.

Dag 1
Lufthavnen i Billund er overskuelig og på ingen tid var vi i Charles de Gaulle lufthavnen og gik til banegården. Vældig let, tænkte vi, om lidt er vi på Montparnasse og kan indtage vort hotel. Vi stillede os optimistisk op i en kø ved en billetluge, men blev henvist til en række billetmaskiner, hvor der stod en lang kø. Det gjorde der, viste det sig, fordi kun en maskine var funktionsdygtig. Da det omsider blev vores tur ville den ikke vide af vort visakort. Vi forsøgte at veksle en stor seddel til de mønter monstrummet ville have, men ingen, absolut ingen af de forretningsdrivende havde penge. Frankrig gider ikke rede penge og der bruges kort til alt. Ydmygt stillede vi os atter op i den kø, fra hvis frelsende billetluge vi tidligere var blevet fordrevet. Denne gang var der ingen problemer og vi købte billetter og kunne endelig entre et tog, som bragte os til Gare de Montparnasse, hvorfra der var ganske kort til hotellet. Efter udpakning gik vi ud og købte Pariscop, hvor vi så at der senere på aftenen blev afholdt en Cabaret Lyrique på en nærliggende bar. Sopranen bød på et repertoire af Lehár, Offenbach, Oscar Strauss og Poulenc, og det blev en charmerende afslutning på rejsedagen. På hjemturen passerede vi baren La Closerie de Lilas, hvor Hemingway sad og skrev Og solen går sin gang. Vi tvivlede på, at han ville have haft råd i dag. Baren ved nok, hvad den vil have!

Dag 2
Vi stod op til sol og varme og gjorde Montparnasse. Det er et trafikeret og livligt kvarter med mange barer og restauranter. Tour de Montparnasse er et stort, grimt skrummel på 209 meter. Til sammenligning er Eiffeltårnet knap 300 meter. Overfor skrumlet befinder sig en række udsædvanligt hæslige bygninger, beton og stål, og inde i midten skridtede vi igennem Jardin Atlantique, der ligger som en slags hængende have over banegården. Vi var imponerede over grimheden i foretagenet.
På Montparnasse findes også en stor udstillingsbygning, Fondation Cartier, næsten helt i glas, 5.000 m2. Vi afstod fra at besøge en særudstilling om David Lynch og begav os i stedet hen til Rue Campagne-Premiere, hvor vi beundrede en velpasset bygning med altaner. Huset blev bygget i 1911 som maleratelier, og Man Ray, Kandinsky, Miró og Picasso har boet og arbejdet her i lyset fra de store, nordvendte vinduer.
Vi tog Metroen til Saint Germaine du Pres og gik til Musée D´Orsay, hvor vi svælgede i den gamle banegårds indhold af kunst, og slentrede derefter videre i solen på venstre bred med et kig over til Louvrekomplekset, der vogtedes af adskillige soldater med våben klar til skud.

Dag 3
Med Metroen til Les Halles, der ligger hvor de gamle haller lå indtil 1962.. Det består af 160 butikker i flere niveauer med et haveanlæg ovenpå, og komplekset er et sammenrend af ikke videre kønne bygninger, men det levede og boblede og var grønt og venligt. I den nordlige kant af haveanlægget er placeret en enorm skulptur, Ecoute, den lyttende. Det er et menneskehoved, der vender det ene øre mod jorden.
Place Igor Stravinsky er en del af Centre Pompdou. I det store bassin findes en række springvand med roterende farvestrålende mobilier, skabt af Jean Tinguely. Hver mobilie illustrerer komponistens musik, blandt andet Ildfuglen.
Pompidou centret
I Pompidou tilbragte vi svimle og overvældede adskillige timer. Blandt ufattelig meget andet faldt vi for et kosteligt billede af et æsel og en abe, hvis hænder og hove er kommet i udu og er blevet forbyttet. Billedet er lavet af Philippe Mayaux.
Æslet og aben. Philippe Mayaux
En særudstilling om Samuel Beckett var interessant for mig som forfatter. Hans håndskrevne manuskripter, notater til både bøger og teaterstykker var udstillet, og jeg mindedes at jeg skrev min første bog i hånden.

Jeg måtte ind i Notre Dame, selvom køen var lang. Kirken er mørk og folk masede som man nu gør, når noget skal ses og overstås. Jeg nåede op til alteret, der henlå i skummelhed og da jeg vendte mig faldt solen ind ad den åbentstående dør. Dérude var livet, så derud gik jeg så hurtigt jeg kunne komme frem. Derfra gik vi til Square de la deportation. Det er et Denkmal for de 200.000 franske, heriblandt jøder, der omkom i koncentrationslejre, Buchenwald, Dachau og alle de andre KZ lejre. Over udgangen står,
Tilgiv - Glem ikke
Vi afsluttede dagen med en koncert i Salle Pleyel, hvor Orchestre de Paris præsenterede et stærkt program. Villa Lobos, Brasillira nr. 5, Mozart concert for piano og orkester nr. 17 og Sjostakowitz, symfoni nr. 13, Babi Yar.

Dag 4
På Louvre, hvortil vi ankom med Metro. Pyramideindgangen er smuk og elegant og interiøret med mange fornemme mærkevarebutikker er lyst og tiltalende. Vi aflagde pligtbesøg foran Mona Lisa og beundrede Nike og Venus fra Milo. Salene i sig selv er skønne at spadsere igennem, men væggenes ufatteligt mange malerier med især religiøse motiver, blev os i længden for ensformige. Den ægyptiske afdeling er interessant, sakofagerne og mumien gav mig lyst til genlæsning af Mika Waltaris, Sinuhe Ægypteren.
Vi tog videre med Metro til La Defence for at se Spreckelsens triumfbue. Havde de dog bare nøjedes med den! Men her er bygget et aldeles overmåde gennemført hæsligt og sterilt kompleks, der består af beton, beton og beton. Her er kontorer og boliger. Det vides, at pariserne betakker sig for at bo der, så mange af boligsiloerne er kun sparsomt beboede. Vi flygtede ned i Metroen efter et kvarters ophold og søgte trøst på Place des Vosges, hvor vi sad og tog tælling på en bænk i parken med legende børn omkring os. Derfra gik vi til Maison de la Photograhie og bekræftedes i, at sort hvide fotos som regel er langt mere kunstnerisk interessante end farvefotos. I cafeen indtog vi russisk the og kage. Vi nåede hjem og fik smækket hoteldøren efter os samtidig med at et voldsomt uvejr brød løs.

Dag 5
Det meste af dagen tilbragte vi i yndigt vejr på Trocadéo, et charmerende og kønt kvarter med brede boulevarder og meget grønt. Vi stod på Place de Trocadéo med Eiffeltårnet foran os og Marshall Foch, der styrede de franske tropper under 2. verdenskrig, højt til hest bag os. Vi besøgte et herligt, lidt rodet antropologisk museeum, Musée de L´Homme, hvor menneskets udvikling beskrives. Mellem en række kranier fandt vi til vor overraskelse Descartes.
Derfra gik vi til Musée D´Art Moderne de la Ville de Paris. Et yndigt og velindrettet museum. Et orgie af farver, Picasso, Chagall og mange flere.
Derfra en lang spadseretur til Musée Marmottan - Claude Monet. Vort kort havde ikke alle gader med, så vi spurgte en herre til råds. Han vidste ikke præcis hvor museet lå, hans iver efter at hjælpe var rørende, og han mente at vi skulle gå tilbage ad en anden rute. Vi takkede og gik lidt bort for at rådføre os med hinanden, da herren kom løbende sammen med en anden herre, der vidste hvor museet befandt sig. Denne lille episode er kun en blandt mange. Pariserne er venlige, og de sætter en ære i at behandle andre ordentligt.
Monet museet blev skabt, da den franske kunsthistoriker, Marmottan, i 1932 testamenterede sit vidunderlige palæ og sine samlinger til Institut de France. Monets søn donerede i 1972 yderligere femogtres af faderens malerier til museet, der således kom til at rumme verdens største Monet samling.
På tilbageturen førte vi nogle heftige sms udvekslinger med hjemmet, hvor hjælp behøvedes til CDafspilleren.

Dag 6
Montmartre. For første gang kulde. Virkelig kulde, storm og regn. Place du Tertre er altid fyldt, både med parisere og turister. Ligesom mange andre stod vi i kø for at få købt en paraply, hvorefter vi begav os ud på pladsen og de omkringliggende gader. Paraplyerne dannede et tæt tag, hvorunder vi høje europæere og amerikanere vandrede skulder ved skulder. Neden under os, bogstavelig talt mellem vores ben, vimrede små plasticklædte japanere. Hvordan de pludselig alle sammen var iført plastic fra top til tå, forblev en gåde, men de var der, og de var mange, og plastic eller ej, de skulle ideligt forevige hinanden foran et eller andet, de måtte have fundet interessant.
Tilbage med Metroen til Saint Germain du Pres, hvor vi tog plads i Le Deux Magots og fik en fremragende velsmagende kande chokolade. Gud ved om caféen var lige så dyr dengang André Breton, Max Ernst, Picasso og vennen Hemingway kom her.
Vi gik over gaden til Eglise St. Germain des Pres, hvor vi overværende en orgelkoncert, spillet af Gunhild Wolff. Bach, Buxtehude, Saint-Saëns m.fl.
Tilbage til hotellet med kageindkøb og en flaske Pouilly- Fuissé, hvorefter vi i opstemt humør besluttede at nu skulle vi have østers og champagne til aften.
Det fik vi sandelig også på La Coupole, en Montparnasse bistro, åbnet i 1927 og udsmykket af bl.andre Chagall og Brancusi.

Dag 7
De varme dage fik en ende. Det var bitterligt koldt. Vi afstod fra Metroen og gik til Luxembourghaven i småregn og så en morsom udstilling, La femme y est elle. Der var masser af løbere, folk med barnevogne, elskende med hinanden i hånden, men der sad af gode grunde ingen på de mange stole, Paris så ødselt strør ud i sine parker og grønne områder. Regnen og stormen tog til og vi søgte ly i en bar hvor vi fik varm vin og grog. Det hjalp og vi vovede os ud igen og gik til Hotel National des Invalides, men afstod fra at se Napoleons grav.
Sidst på eftermiddagen til koncert i Eglise St.Germain - des - Pres, Mozart Symfoni 4o, Jupiter, efterfulgt af hans Requiem, dirigeret af Paul Kuentz.

Dag 8
Musée Auguste Rodin. Rodin boede de sidste ni år af sit liv, fra 1908 til 1917 i palæet Hôtel Biron med kone og elskerinde. Solen brød frem mens vi gik rundt i det pragtfulde hus mellem små skoleelever, der tegnede statuerne.
Rodin museet. Skoleelever i arbejde
I den store have fandt vi Borgerne fra Calais, Tænkeren og mangfoldige andre værker. Ved vor frokost i haven flokkedes småfugle, duer og en enkelt and om vort bord og spiste af hånden.
Derfra spadseretur til Place de la Concorde, hvor i 1792 madame Guillotine var placeret. Her blev blandt tusinder andre Marie Antoinette halshugget. Dengang hed pladsen Place Louis 15. Vi beundrede Madeleine kirken, der er opført som et græsk tempel og gik til Place Vendome med de fashionable forretninger, hvor det ville være aldeles ufint at spørge om prisen på de udstillede juveler. Vil man have et smykke køber man. Pris diskuteres ikke.
Vi afsluttede dagen i Salle Pleyel til en koncertopførelse af Richard Strauss, Salome. En pragtfuldt oplevelse og vi var ved at vælte sangere og orkester efter afslutningen.
Vi har kendt sopranen Anja Silja, der sang Herodias, siden hun som 20 årig i 1960 debuterede som Senta i den Flyvende Hollænder. Hun er blevet en statelig dame, vel ved stemme.
Janice Bird sang Salomé så det sitrede i nerverne.
Warum hast du mich nicht angesehn, Jochanaan? Du legtest über deine Augen die Binde eines, der seiner Gott schauen wollte. Wohl! Du hast deinen Gott gesehn, Jochanaan, aber mich, mich, mich hast du nie gesehn. Hättest du mich gesehn, du hättest mich geliebt. Ich weiß es wohl, du hättest mich geliebt. Und das Geheimnis der Liebe ist größer als das Geheimnis des Todes.

Johannes Døber stod stejlt på sin afvisning af det lille pigelivs bøn om kærlighed. Omvend dig, tordnede han, og find din frelse, forsag kødet, først da kommer du i himlen.

Hertil har Pernille i Holbergs Jacob von Tyboe denne kommentar, Den må aldeles ikke kaldes menneske, som ingen kærlighed finder hos sig.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt