Maj 2007


Der er noget galt i Danmark

Under Muhammedkrisen "stod Danmark vagt om ytringsfriheden," udtalte statsministeren med vægt. Og det gjorde vi da, hvad selve karrikaturkrisen angik. Men ellers synes Danmarks frie sprog at være blevet spagfærdigt, ja kuet i samme statsministers tid, hvor der er så uendelig lidt at komme efter. Hverken inden eller udenrigs.

Regeringen solgte landet som venskabspant til USA, da Danmark indgik i en angrebskrig i strid med både FN og folkeret. Ved samme lejlighed, og altså længe før karrikaturkrisen, mistede folkestyret sin frie tale. Ytringsfrihed blev til ytringsret, og det ansås for klogt at afstå fra både frihed og ret, når det gjaldt om ikke at genere den store amerikanske ven og krigspartner. På trods af den amerikanske regerings åbenlyse overtrædelser af menneskeretskonventioner, herunder tortur og årelang fængsling i Guantánamo.

Under tidligere danske regeringer hørtes Danmarks stemme overalt i verden, hvor menneskerettigheder var i fare. "Danmark fordømmer," lød det direkte og klart i Europaråd, i FN og i andre fora. Dengang føltes det godt at være dansk. Vi blev respekteret fordi vi insisterede på en verden, hvor mennesker kunne leve i retssikkerhed og frihed.

Den nuværende regerings stemme lyder anderledes, og da den holdes i live af det magtfulde DF, må man anse den for ikke at lade sig synderligt anfægte, eller tage skarpt afstand fra dette partis forskelligartede udsagn:
Menneskerettigheder er af det onde. Muslimer er kræftsvulster i det danske samfund. Muslimske kvinders tørklæder sammenlignes med hagekorset, hvilket følges op af Sieg Heil fra et andet medlem.

Danmarks vej igennem de sidste seks år har været præget af stadig større åndelig fattigdom. Der er i sandhed meget at komme efter, hvis landets indbyggere atter skal kunne leve som var der en fremtid og et håb.





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt