April 2007


Oh at være dannet

Da jeg var en lille pige var der mange ting man ikke måtte.
Dagligt påmindede min mor mig om, hvad der var dannet og hvad der var udannet. Det forekom mig, at det udannede fyldte mest
i de moderlige formaninger.
Det var meget udannet at have sorte negle, uglet hår, tale med mad i munden, snakke højt ved middagsbordet, taget ordet fra de voksne, kaste sig i en lænestol med benene over armlænet,
sidde i en krog og læse, når man var til børnefødselsdag, tale grimt sprog, ikke neje for en voksen.

Dannet var det derimod at iagttage de modsatte forholdsregler i forhold til det udannede.
Altså, altid være nyfriseret og have rene negle, aldrig tale med mad i munden, altid sidde pænt i lænestolen med samlede ben, altid lytte til hvad de voksne sagde, aldrig afbryde når nogen talte, altid være social til børnefødselsdage. Da jeg blev en ung pige, blev jeg af begge mine forældre belært om, at det var nyttigt at kunne begå sig. Det hed det dengang. Begå sig. Først og fremmest skulle jeg passe mit skolearbejde. Det krævede arbejde og vilje, men sådan var det. Lektier før sjov. Senere kom jeg med til diverse middagsselskaber, der ganske vist kedede mig, men opøvede min evne til at fremføre egne synspunkter, lytte til andres og indgå i samtaler, der krævede opmærksomhed over for andet end mit eget ego.
Betyder det så, at jeg er blevet en dannet person?
Det kommer an på.

Dannelse er et rummeligt begreb. Det har undergået adskillige betydningsændringer gennem tiderne. I nyere tid fandt den mest markante ændring sted omkring nittenotteogtres og strakte sig over næsten tyve år. I den periode var det upassende at være dannet. At læse poesi, elske Schubert og klassisk musik, var ikke brugbart som socialiserende værktøjer. Det var overflødigt kulturelt vraggods, som borgerskabet havde raget til sig for at angive klasseforskellen mellem egen status og arbejderklassen.
Man var dannet, når man var bevidst udannet. Og det morsomme var, at alle de med vilje udannede, stort set kom fra pæne middelklassehjem, hvoraf en del endog havde klaver. Det var udannet at interessere sig for smukt tøj, og man var håbløst udenfor det gode selskab, hvis man ikke tillærte sig de marxistiske grundregler for bekæmpelse af kapitalismen, samt traf forberedelser til den revolution, der var lige om hjørnet.
Historisk bevidsthed kunne man godt glemme alt om. Det var den fremtidige samfundsomvæltning, det drejede sig om. Det fik heldigvis en ende.
Vendte alt så tilbage til det, jeg lærte som barn?
Nej. Ikke hvad almindelig høflig hensynsfuld daglig omgangstone angår. De generationer af børn, der voksede op i rødstrømpe og andre kollektiver trindt om i by og på land, blev ikke belært om nogen som helst anvendelse af en modus vivendi. Det ansås at være et indgreb i barnets frihed og ret til selv at bestemme.

Når man i dag har voldsomme problemer med elever i folkeskolen, med studerende, der ikke kan det, de formodes at skulle, når de entrerer med universitetet, skyldes det en fejlslagen pædagogik, der sandsynligvis er en reminiscens fra halvfjersernes syn på dannelse som en småborgerlig og reaktionær uting.
Dagens børn får ikke indlært helt basale kulturelle koder for adfærd, fordi mantraet lyder, at børn og unge kun skal gøre, hvad de har lyst til. Intet må gøre ondt, ingen krav må stilles. Madpakken i børnehaven må man spise, når man vil, under devisen, frihed under ansvar. Den studerende betragter sin lektor eller professor som en underholdende onkel eller tante, selvstændigt studie er slet ikke på tale. Man anmoder om at få lektier for, det fik man jo i skolen. Ulyst er et væmmeligt ord, og hvem har lyst til at sætte sig ind i et krævende stof, når fredagsbar og andre sysler kalder. Ingen har jo på noget tidspunkt forlangt noget af de unge.

Det er ganske fornøjeligt, at dannelse atter står højt i dagens Danmark. Emma Gad er i vælten, der skrives bøger og laves konferencer, og TV vil utvivlsomt snart undervise os i at være dannede. Det manglede bare, når fjernsynet nu til overflod lærer os at flytte sammen, male lejlighed, finde den helt rigtige partner, og hvordan man gør rent. Nu venter vi på dannelsen.
Dannelsesbegrebet af i dag er ikke mere et bestemt norm og værdisæt, som jeg oplevede i min barndom. Et nutidigt dannelsesbegreb kan sammenfattes af forfatteren og teologen K.E. Løgstrup, der taler om dannelse som selvbesindelse. Mennesket må erkende, at det indgår i en større helhed, og at dannelse ikke er at lære bestemte fakta eller manerer, men evnen til at kunne forholde sig til andre.

Og således vender jeg tilbage til min fortid, hvor dannelse betød høflig omgang med andre, og at man havde tilegnet sig en vis kulturel ballast. Meget er glemt, men den rummelige dannelse, den der går ud på at indgå i forpligtende samvær i respekt for egne og andres meninger, den besidder jeg stadig.
Konklusionen er derfor, at jeg er et dannet menneske. Ikke kun i den forstand, at jeg hører Schubert og læser Rilke, Blixen og Brandes, men også i det forhold, at jeg har et værdigrundlag, så jeg ikke rives med af en mængde forskellige meninger, der alle hævdes at være lige gode, og derfor er ligegyldige.





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt