Marts 2007


Halløj i operaen

Vi ilede ud af den Københavnske hovedbanegård for at nå den bus, der skulle føre os til Operaen.
Det var isnede koldt, ingen ly for blæsten, og vi stod med håret flyvende og klaprende tænder. Den ventende flok bestod af pæne, ikke helt unge mennesker, alle nydelige i tøjet. Der sås mange pelse, intellektuelle briller, velklippet, grånende skæg. Håropsætninger holdt på plads af silketørklæder eller hatte.
Vi skulle alle til det forjættede land. For vort vedkommende var det første gang.
Med al tydelighed stod der OPERAEN på den bus, der omsider kom. Vi fyldte den helt ud, alle vi i pels og operatøj, der skulle til denne matiné og høre Lohengrin. Nogle af os måtte stå, alt foregik i pæneste stemning. Bussen holdt, nogle unge, der ikke lignede operagæster steg ind, og man hørte en sagte fløjten, derpå udsagnet, "hva faen, er det en pensionistrejse?"
Der steg flere på undervejs, af hvilke det var ganske let at udskille dem, der skulle til Lohengrin, og dem der skulle af ved Christiania.

Vi nåede frem til Operaen og blev hældt ud i et gråt betonlandskab, uden antydning af forsonende forsøg på at mildne tristessen med en enkelt grøn busk. Vi løb for at komme i læ, de uøvede blandt os rendte dog panden mod nærmeste dør, der holdtes aflåst. Derfor, rundt om huset, ind ad en smal svingdør, passe på ikke at sidde fast. Endelig i læ. Blå snore markerede, hvor det var forbudt at træde, en vogter beså vore billetter, og så var vi inde.
Jo vist var det imponerende. Lige så flot, som vi havde set i fjernsynet. Marmor, stål og glas, moderne, med Eliassons funklende lamper som et skønt skue. Vi kom af med tøjet i smalle strimler af garderober, hvor vi dannet prøvede på ikke at gnubbe os op ad hinanden, mens vi afførte os støvler og sjaler og pelse og frakker og hatte og huer.
Endelig kunne vi se frem til et glas vin. Vi kastede os i nærmeste ledige stol bag de blå snore, mens en af os stod pænt i kø.
Desværre! Forkert kø, belærte damen os om. Dem, der sad kunne kun betjenes af hende. Dem, der stod ude i køen, kun af de andre.
Ak!

Det ringede ind. Med ærefrygt betrådte vi det allerhelligste, fandt vore pladser og så os omkring. Vi var imponerede. Mørkebrunt
træ, himmelhøjt til de små lamper i loftet, alt i alt samme oplevelse, som da vi i sin tid så det indre af rumskibet i Nærkon-
takt af tredje grad
.
Vi ventede. Orkesteret stemte instrumenterne. Vi ventede. Og ventede.
Så trådte Kasper Holten frem foran tæppet. Et suk bredte sig gennem salen. Mere ak!
"Kære publikum, " sagde han, "nu må I ikke tro, at vi er syge. Der er ingen aflysninger, vi er alle sammen på plads og i orden. Vi har bare et lille problem. Vi kan ikke få tæppet op."
Latter. Det søde menneske lovede os, at alt ville blive gjort for at løse dilemmaet så hurtigt som muligt. Vi ventede videre.

Frem med Holten igen. Nej, tæppet ville endnu ikke give sig, så nu syntes han, at vi alle sammen skulle gå ud og få os et glas på husets regning.
Vi myldrede ud, nogle af os hjalp betjeningen med at trække flasker op.

Så ringede det ind. Forfriskede og klar til Lohengrin indtog vi vore pladser, men fik bange anelser, da orkesteret ikke sad fuldtalligt i graven.
Frem kom Holten. Tæppet ville ingenting. Jo, det ville faktisk
godt noget. Det ville godt gå NED. Stakkels Holten gav os nu det tilbud, at de der ikke kunne holde ud kun at se sangerne fra knæene og opefter, kunne hente deres tilgodehavende. Der var under ti, der gik.
Da der var forløbet en god time kunne Friedemann endelig løfte taktstokken, og vi var i gang. Dog med en bunke gråt gulvtæppeagtigt lignende liggende i hele scenens bredde, med fire stålwirer fastgjort til overliggeren.
Pyt med det. Synge gjorde de, fødder så vi ikke meget af, men glemte det snart. Da Lohengrin vandt slaget om Elsa i duel med Friedrich von Telramund, og denne faldt om, brugte han minsand-
ten gulvtæppet til at hænge afmægtigt ud over. Godt gået.

Efter den store pause kom Holten igen frem for at fortælle, at nu var det sidste gang vi så ham i dag. Tæppet havde givet sig. Det var oppe. Langvarige klapsalver.

En dyster opera fik sit eftermæle blandt den lille gruppe rejsende fra Århus. Vi hørte togstewardessen i det sene nattog, vi nåede ikke det oprindeligt planlagte, sige til en kollega, "de har det så hyggeligt derinde." Og det havde vi. Medbragte pirogger, en flaske rødvin, rigtige glas, dækkeservietter og hjemmebagte mandelkager gav grobund for seriøse diskussioner om Peter Konwitschnys opsætning.

De Brabrantiske riddere fremstillet som skoledrenge med bare lår i uniform, med træsværd, springende fra pult til pult i et klasseværelse, mens de lavede papirflyvere og dårligt hørte efter, hvad deres leder, kong Heinrich, også iført korte bukser og udrustet med papkrone, havde at fortælle.
Og det var ellers alvorlige sager, der her var på spil.
ob Ost, ob West, das gelte allen gleich!
Was deutsches Land heißt, stelle Kampesscharen,
dann schmäht wohl niemand mehr das Deutsche Reich!

Kun Lohengrin blev fremstillet som voksen. Det var han også, da jeg første gang så ham i rollen for nogle år tilbage i en traditionel opsætning på det Kongelige Teater. Dengang stod Johnny van Hall og strålede, støttet til sit sværd, da han sang om sin herkomst. I Operaens opførelse var han i undertrøje og bare tæer, knap så ædel af udseende, men uforandret karismatisk som sanger.
Vom Gral ward ich zu euch daher gesandt.
Mein Vater Parzival trägt seine Krone,
sein Ritter ich - bin Lohengrin genannt.


Jeg lukkede øjnene indimellem, og da hørte jeg Wagner, som jeg var "vant" til, vidunderlig musik, højstemt, lyrisk drama. Med åbne øjne tog denne opførelse sig ganske anderledes ud. Konwitschny foregreb, hvad Wagner næppe kan lastes for. Og dog måtte jeg spørge mig selv, om ikke teksten visse steder påpegende viste hen imod det tyske riges rolle i de to verdenskrige.
Wir harren dein in Streites Lust,
von dir geführt, des Siegs bewußt

Om Konwitschnys opfattelse lades man ikke i tvivl, da koret istemmer,
Der Schwan! Der Schwan. Seht dort ihn wieder nahn!
Men det, der toner frem er ingenlunde en hvid svane, men en lille dreng, iført stålhjem, med en maskinpistol over armen.









tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt