Februar 2007


Øjne

Jeg red højt oppe i kanten af skoven, med sne under hestens hove, med sol og skyer over havet, og med Samsø hvidtegnet, så det ud, som var den kommet kysten nærmere.
Jeg tænkte, at det dog var et dejligt syn, at jeg virkelig så godt, og med ét befandt jeg mig i en tidslomme, en skoledag i Tórshavn, for seksoghalvtreds år siden.

Mit problem, som ingen erkendte som et problem, før jeg var tretten år, var, at jeg var uendelig nærsynet. Hvordan det forblev uerkendt så længe, begriber jeg ikke, men jeg må have haft en særlig evne til at kompensere. Lugte, lyde, farver, den måde folk talte og gik var mine vejledere. Denne særlige dag, i Tórshavn, altså, sad vi i klassen og havde håndarbejde. Frøken Chor var vor myndige vejleder udi kunsten at sy og strikke, lige som hun førte os gennem gymnastikkens discipliner i form af bom, plint, tov og boldspil. Hverken i før eller sidstnævnte disciplin udmærkede jeg mig på nogen måde.
Især frygtede jeg boldspil. Ud af det blå kom en hård bold farende. Enten blev jeg ramt, eller også forsøgte jeg at undgå den. Hvilket afstedkom, at ingen regnede med mig. Men deltage skulle jeg jo.
Det eneste, jeg var rigtig god til, var det, frøken Chor kaldte rytmisk pigegymnastik. Det elskede jeg, for så kom der en dame og spillede klaver til, og jeg kunne stå i min helt egen lille verden og gøre yndefulde bevægelser, der ganske vist sjældent var i overensstemmelse med det, de andre piger lavede.
Dog! Frøkenen var mig god, alene af den grund, at hun var dansk, og derfor, netop denne dag, tilfaldt æren mig, hurtigt at løbe over i lærerværelset, se på det store, højtophængte ur, og fluks komme tilbage og meddele frøkenen tiden. Det var en absolut udmærkelse at blive sat til denne opgave. Og dog havde jeg frygtet den længe.
Jeg lagde strikketøjet fra mig. Der arbejdedes på at fremstrikke en gul bamse, det vil sige, en bamse skulle den først blive, når strikningen var færdig, sømmene sammensyede, og kapok fyldt i. De fleste piger var på deres tredje bamse, jeg havde to arme og et lille stykke af kroppen færdig, idet det meste af tiden gik med at tabe masker, og begynde forfra. Gul kunne man heller ikke rigtigt sige, at min vordende bamse var.

Jeg nejede, og løb over gården. Hvad skulle jeg gøre? Hvis der sad en lærer i værelset, kunne jeg bestemt ikke spørge, hvad klokken var. Det ville være pinligt, og virke meget underligt. Heldigvis var der ingen. Det store ur hang højt, og pendulet gik frem og tilbage, kunne jeg høre. Men ur og urskive, for ikke at sige tallene, henstod i tåge. Jeg var ved at græde. Det hjalp ikke, at jeg kneb øjnene sammen, sommetider så jeg lidt bedre, når jeg gjorde det.
En stol! Jeg slæbte en af lærerværelsets tunge lænestole hen foran uret, tog støvlerne af, og steg op. Det var ikke nok! Jeg kunne stadig ikke se tallene. Armlænene måske? Med fare for at styrte ned, balancerede jeg på det ene armlæn, og gud ske tak og lov, nu så jeg viserne, både den lange og den korte. Klokken var ti minutter i tolv.
På med støvlerne, på plads med stolen, i løb tilbage til klassen, og som om, det var helt naturligt, sagde jeg, "ti minutter i tolv, frøken!"
"Det tog sin tid, " sagde hun og så på mig hen over brillerne, og jeg fandt på en nødløgn som så ofte før, når øjnene var i vejen,
"undskyld frøken, men jeg skulle også i gården."

Jeg var tretten år, som sagt. Efter sommerferien det år, vendte jeg tilbage til skolen med briller. En lærer havde opdaget, at der måtte være noget galt med mine øjne.
Det var en åbenbaring at kunne se sine fødder, se hver enkelt sten i gruset foran vores hus, se en måge sidde på vores flagstang.
Der gik ti år, hvor jeg hadede at have dem på, men elskede at kunne se. De sidste seksogfyrre år har der siddet to bittesmå hjælpeøjne oven på mine egne øjne, kontaktlinser kaldet. Med dem kan jeg se helt over til Samsø.

Sælsomt, at det kunne så galt, og afstedkomme en besynderlig barndom. Var det sket, hvis jeg havde boet i Danmark, hvor regelmæssige skolelægebesøg nok ville have afsløret problemet? Eller ville jeg også her havde fået prædikatet, "eksentrisk?"

For mange år siden læste jeg Elsa Gress´ erindringsbøger. Hun beskrev en barndom, der lignede min, i en verden, der henstod i tåge. Hun fik briller i 1937, og hun var da femten år.

Den ene gang, jeg husker, der var skolelæge i Tórshavn, skulle jeg kigge på tavlen med bogstaver. Men jeg havde lært dem udenad!






tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt