Januar 2007


Tidetanker ved årsskiftet 2007

Enhver tid har sin tid, og nu har det forgangne år haft sin.
Totusindogseks er næsten allerede historie, det er næsten allerede fortid og det ligger parat til at blive tildelt sit eftermæle. Hver enkelt af os vil give året vort eget skudsmål, og vi vil forbinde vort personlige liv med de begivenheder, der fik betydning, indenrigs og udenrigs.

Hvad var hovedingredienserne i Danmarks vej gennem det gamle år? Kan der sættes nogle markante overskrifter på det, der aller-
mest optog sind og medier? Lad mig prøve!

Den globale konflikt, der opstod i Muhammed tegningernes kølvand gravede dybe furer, ja ligefrem kløfter i Danmark. Det var den, der mere end nogen anden begivenhed satte dagsordenen for al videre debat.

Religion
Den tyske filosof, Jürgen Habermas holdt en tale i Bergen.
Religion i offentligheden, mener han, har fået en ny og uventet politisk plads, idet religiøse konflikter presser sig mere og mere på. Han finder det ydermere overraskende, at der på trods af Europas rationalisme og sekularisme, nu også finder en religiøs revita-
lisering sted her.
Men, tilføjede Habermas, religiøse traditioner har deres berettigelse i et agnostisk samfund. Der er grunde til at betragte religiøse udsagn som et værdifuldt potentiale til inspiration i den offentlige samtale, men kravet må være, at de kan realiseres som verdslige sandheder, og at de kan formuleres i et alment tilgængeligt sprog.

Stat og kirke
"Der er for megen religion i det offentlige rum," udtalte statsmi-
nisteren. Samtidig begav han sig ud i nogle betragtninger, der indbefattede den evangelisk lutherske kirke, som ifølge statsministeren ingenlunde var en statskirke, men en folkekirke. Tænksomme mennesker gav sig trindt om til at påpege, at den danske folkekirke unægteligt står Folketinget meget nær, al den stund at man har en kirkeminister med tilhørende budget og ministerium. Skulle man for eksempel, sagde de, være så uforsigtig at søge at indvie en udlænding i den danske kirkeindretning, ville en sådan udredning altid ende med, at pågældende konstater, at i Danmark har man en statskirke.
Der er sandelig en selvmodsigelse her, som statsministeren får vanskeligt ved af forklare. Den danske folkekirke er indskrevet i Grundloven. Monarken skal være medlem af den lutheranske kirke og kirkeskatten indgår i statsregnskabet.

Sammenhængskraft
Dette ord blev benyttet ganske overordentlig meget, især af Pittelkowerne, Søren Krarup og statsministeren. Diverse indlæg i aviser og debatter i TV sandsynligjorde, at statsministerens udlægning af ordet er rummeligere end Krarups og ægteparrets udlægning, idet han ser danske muslimer og øvrige danskere af anden etnisk herkomst som et positiv for Danmark, og åbenbart ikke anser dem at være nogen trussel mod sammenhængen i folket.
Sammenhængskraft er derimod for Dansk Folkeparti et synonym for en ganske særlig oversanselig konstruktion, nemlig at kun ægte, etniske danskere har eneret til et nationalt kulturfællesskab, via deres indfødthed. Dette fællesskab bygger på kristendom og det danske sprog. For Søren Krarup har det danske folk den særlige egenskab, at det er én homogen masse med én fælles bevidsthed, der taler og handler med én stemme.

Pittelkowerne gør sig til talsmænd for det synspunkt, at danskerne er et lykkeligt folk, idet samfundet har en stærk sammenhængs-
kraft. Danskerne har fælles værdier og stærke sociale bånd. De folkelige fællesskaber trues, dersom der sker en etnisk opsplitning af landet, og de trues af liberalismen, der ikke anser store uligheder som noget problem. Man må konstatere, at trods statsministerens forsøg på at omfatte andre end gammeldanskere i den berømte sammenhængskraftstænkning, så er det dog den folkepartiske udlægning, der har vundet fremme, med det resultat, at man i stigende grad taler om dem, der ikke er os.

Ytringsfrihed og Selvcensur
Det vakte opstandelse og bekymring, da Bertel Haarder i en kronik i Jyllands Posten åbent sagde, at han lå under for frygt for konse-
kvenserne af sine udtalelser. Han ville nødigt ende med at skulle have politibeskyttelse, som det var sket for flere Christians-
borgpolitikere.
Bertel Haarder ville fra nu af tænke sig om, inden han måske ville udtale sig om noget, der kunne opfattes kontroversielt. Naser Khader, der selv er under konstant politibeskyttelse, følte sig rystet over Haarders udmeldning. "Det er et knæfald for antidemokratiske kræfter, hvis folkevalgte politikere ikke længere tør stå fast på ytringsfriheden og udøver selvcensur af frygt for trusler og repres-
salier." sagde han, og blev fulgt op af Folketingets formand, Christian Mejdahl: "Jeg kan godt forstå, at Bertel Haarder ræson-
nerer på den måde, når han har set, hvad der er overgået Naser Khader og andre. Men jeg mener, at det er skrækkeligt, at vi er kommet dertil, at ytringsfriheden på den måde sættes under pres."
Man erindre sig derudover et par episoder, der må siges at være selvcensur på forhånd. Af helt egen bekymret drift fjernede Banedanmark en reklame for en bog om islam, og biskopper i den danske folkekirke talte seriøst om at den Augsburgske Trosbe-
kendelse burde omredigeres, idet den fremhævede kristendommen på bekostning af islam. Sætningen om at "fordømme muhamme-
danerne og alle deres lige," burde slettes af høflighedsgrunde, mente de. Og på den kunstneriske forårsudstilling i Århus blev alle kunstværker, der beskæftigede sig med Muhammed sagen, bortcensureret.

Regensburgtalen i Bayern 12. september
Benedikt XVI slap helvede løs, da han på et tidspunkt i talen citerede en dialog mellem en byzantinsk kejser og en perser, der fandt sted i Ankara 1391. "Vis mig dog, hvad Mohammed har bragt af nyt, og du kommer kun til at finde, hvad der er ondt og umenneskeligt, såsom at han har foreskrevet, at den tro, han prædikede, skulle udbredes med sværdet. Endnu engang satte mellemøsten sig selv og omverdenen i brand, og den arme pave er endnu ikke færdig med at søge at undskylde sit citat. En øvelse, som må være særdeles vanskelig, al den stund paven er ufejlbarlig.

Det uperfekte menneske
Jørgen Leths bog vakte mere opstandelse i medierne, end ude ved de små hjems kakkelborde. Medierne forargelse over bogen udløste en sædelighedsfejde af dimensioner, der giver stof til refleksion. Helt grundlæggende stod ytringsfriheden på spil nok engang. En forfatters ret til at skrive som han ville, blev anfægtet af Ekstrabladet og Politiken. Leth blev benævnt en "umoralsk liderbasse, " fordi han i sin bog beskrev et erotisk forhold, som havde visse selvbiografiske træk.
Den langvarige og pinagtige forfølgelse af forfatteren endte med, at han blev fradømt sit job som sportsjournalist på TV 2, samt sit hverv som dansk konsul på Haiti. Jørgen Leth havde ikke ret til ubegrænset ytringsfrihed, den som ellers hele Jyllands Postens karrikatursag drejede sig om. Avisen modstod presset. Leth stod alene, og var let at skyde ned.



Mit nytårsønske skal være dette: At klodens magtfulde politikere og religiøse kombattanter af enhver observans, gør noget mindre ud af deres trosretningers forskelle, og i stedet begynder at tage den globale forurening og opvarmning seriøst. Det haster.
Første juledag kunne aviserne meddele, at titusind øboere i den Bengalske bugt er blevet de første ofre for stigende vandstand. Deres ø er forsvundet i havet. Andre følger.
Vi kan helt fint nå frem til en dommedag uden engle og basuner og en sejrrig guddom, der skiller får fra bukke. Vi magter så ganske storartet selv at skabe vor egen undergang uden himmelsk medvirken.
Den globale nedsmeltning er ganske virkelig. Skænderierne om, hvis gud er størst, ligger derimod uden for rationel diskussion






tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt